’Long Day’s Journey into Night’: Et 59 minutters long take? Denne festivaldarling er som intet andet
Den sammenbidte, midaldrende mand Lou (Huang Jue) leder efter sin gamle flamme Wan Qiwen (underskønne Tang Wei) i ruinhoben af sin barndomsby Kaili. Prosaisk fortæller han i voice-over om, hvordan drømmene om Wan får ham til at flyve, som var han fyldt med hydrogen, mens minderne, vi genlever gennem flashbacks, bringer ham tungt ned til jorden igen som sten.
Det kunne lyde som beskrivelsen af en hvilken som helst detektiv-noir fra Vest til Øst. Men Bi Gans surrealistiske neo-noir ’Long Day’s Journey into Night’, der fik hype efter verdenspremieren på Cannes-festivalen i 2019 og nu kan ses på den amerikanske streamingtjeneste Criterion Channel (oprettelse kræver VPN – derfra kan man se lystigt fra sin danske browser), er ikke som nogen anden film, jeg har set.
’Long Day’s Journey into Night’ følger den asiatiske tradition for slow cinema: En observant fortællestil, hvor målet er abstrakt, mens rejsen dertil på det nærmeste feticheres i fokus på enkelte handlinger.
Den unge lømmel Wildcat græder snot, mens han grådigt æder et æble komplet med kernehus og stilk. Gangsterbossen Zou synger dovent karaoke omringet af sine håndlangere, alt imens Lou hænger bevidstløs fra et vandrør i baggrunden. En fængselsindsat fortæller et gammelt minde fra sine teenageår om et indbrud i et luksuriøst hus.
Scenerne er alle fortalt gennem lange, melodiøse indstillinger, der fremhæver en lækker, levende tekstur i karaktererne, deres tøj og omgivelser. Vandet dundrer mod butiksruder og bilvinduer, reflekterer smukt mod murværker og driver ned ad ansigterne på de indestængte mennesker i og omkring landsbyen Kaili. Det har sjældent på film set så vådt ud, som det gør i ’Long Day’s Journey into Night’.
Efter 70 minutter sætter Lou sig til rette i en nedlagt pornobiograf, tager et par gamle 3d-briller på… og forsvinder ind i en vanvidslabyrint af gamle minder, dobbeltgængere og aggressive lastæsler, der alt sammen vises i én lang indstilling. Disse sidste 59 minutter af filmen blev i de udenlandske biografer fremvist i 3d, hvilket uden tvivl blot har gjort effekten endnu mere fremmedgørende end på den lille skærm hjemme i stuen.
Den lange sekvens virker ved første øjekast som en prætentiøs gimmick. Som med ’I’m Thinking of Ending Things’ fra sidste år kunne man anklage ’Long Day’s Journey into Night’ for at være mere interessant at læse om end at se. Men stilskiftet fremhæver samtidig, hvor infantil Lous jagt på sin længe forsvundne udkårne er og fungerer hermed som en kritik af noir-genren som helhed.
Det er fristende at sammenligne filmen med andre snørklede arthouse-genrefilm som netop ’I’m Thinking of Ending Things’ eller Lynchs ’Mulholland Drive’. Men Bi Gans eksperiment i filmsprog vækker snarere minder om gamle platform- og adventurespil fra dengang, hvor teknologien var for primitiv til at lave andet end abstrakt opgaveløsning. Mens han går fra mørklagt mineskakt til nedlukket fængselsgårdplads, bliver han udfordret af mere og mere absurde opgaver og konkurrencer for at komme et skridt nærmere sin prinsesse.
Specifikt rungede sætningen »but the princess is in another castle« fra det første ’Super Mario Bros.’ rundt i hovedet på mig, mens Lou både i fortid og nutid mætter sit afsavn af en kvinde med den næste i rækken. Herigennem virker filmen til at opstille en metapointe om historiefortælleres tendens til at bruge kvinder som katalysator for mandens introspektive rejse.
Hvis du synes det lyder noget tungsindigt, så skulle du prøve at se filmen!
Kort sagt:
Med sit sneglende tempo og sin frenetiske fortællestruktur er ’Long Day’s Journey into Night’ mere exceptionelt underlig, end den er exceptionel.