’Palmer’: Justin Timberlake kan ikke redde forudsigeligt drama
Trækplasteret Justin Timberlake er motoren bag denne Apple TV+-aktuelle films pr-kampagne, og det giver god mening, for det er den amerikanske multikunstners præstation, der hovedsageligt bærer ’Palmer’, et arthouse-drama instrueret af dokumentaristen og skuespilleren Fisher Stevens.
Palmer er Eddie Palmer (Justin Timberlake), der efter 12 år er på prøveløsladelse efter anklager om mord. Han flytter ind hos sit eneste familiemedlem, bedstemor Vivian, en respekteret kirkegænger i et søvnigt lille samfund.
Her må man helst ikke skille sig ud, og det gør en mordanklaget naturligvis. Men Palmer giver ikke meget for noget som helst, heller ikke andres meninger. Han er en indestængt, vred, tavs, sammenbidt mand, der bruger sin første dag af løsladelsen på at drikke sig sanseløst beruset og ende i naboens trailer hos, hvad der viser sig at være en stofmisbruger – og mor til filmens anden afviger, skoledrengen Sam (debutant Ryder Allen).
Sam er næsten inkarnationen af det stereotype mobbeoffer. Han bærer briller, vejer langt over gennemsnittet, er langt mere reflekteret end sine jævnaldrende og klæder sig helt ulig, hvad der traditionelt forventes af hans køn: pastelfarver, hårbånd, højhælede støvler – angiveligt inspireret af enten hans yndlingstegneserie om feer eller hans eneste ven, en overklasse-pige, der elsker at lege te-selskab.
Sam og Palmer er naturligvis det mest umage par, og da Vivian en dag dør, og Sam står over for anbringelse på et børnehjem, begynder deres fælles rejse. Palmer tager modvilligt Sam med hjem til sig selv.
Meget langsomt og udramatisk ser vi venskabet mellem de to forme sig. Palmer ytrer pludselig mere end to ord i en sætning, han indvilliger modstræbende i at deltage i sociale arrangementer, han tager sofaen i stuen, så Sam kan sove på en seng, han begynder at køre ham i skole, så han ikke behøver at tage skolebussen, og anede man pludselig en svag kontur af et smil i Palmers ansigt? Et ansigt, der er hærget af modgang og mislykkede relationer.
Sam bliver solen, der tør Palmers frosne hjerte op, og denne sentimentale udvikling kommer ikke bag på nogen. Faktisk bruger ’Palmer’ et af filmhistoriens mest anvendte greb i udfoldelsen af makkerskabet, nemlig fortællingen om at umiddelbart ulige venner alligevel leger bedst.
Filmen opleves ikke så kalkuleret, som dens ret banale manuskript lægger op til – dertil er Sam castet helt uimodståeligt, og Justin Timberlake spiller med en seriøsitet, der er til at stole på.
De vigtige temaer forbliver dog krusninger på havoverfladen. Kønsroller og identitet, systemets fejlslagne håndtering af børneomsorg, menneskets evne til at starte på en frisk, mentaliteten i små, kristne samfund.
Relationer og karaktertegninger er forudsigelige. Selvfølgelig finder Palmer sammen med Sams klasselærer, selvfølgelig er Sams mor uberegnelig igen og igen og igen, og selvfølgelig er en af Palmers venner homofobisk.
Det skæmmer også helheden, at elementer som lyd spænder ben for filmen. Det er forbeholdt førsteårsstuderende at skrue så markant og skyndsomt op for volumen, når farlige situationer tilspidses.
»Endelig var der noget, jeg var god til«, siger Palmer tårevædet til dommeren, da denne afviser at tildele ham forældremyndigheden uden en biologisk forælders godkendelse. Palmer opdager i sit venskab med Sam, at han kan være en god faderskikkelse og en pålidelig voksen. Og Sam finder endelig et kærligt hjem.
Palmer er en sympatisk fortælling, der gør alt det rigtige, men uden at efterlade det store indtryk. Det skuffende, når præmissen, temaerne og skuespillerne står med åbne arme og stort udfoldelsespotentiale.
Kort fortalt
Justin Timberlake i stille og sødmefyldt arthouse-drama om en mordanklaget, der vender hjem efter 12 år og pludselig konfronteres med et forældreansvar.