’Wolfwalkers’: Blødende smuk animationsfilm løfter arven fra Disneys animationsguldalder
De unge teenagepiger Mebh og Robyn løber glade og frie gennem skovens underkrat i deres ulveform. Fra Robyns perspektiv ser vi verden i et markant mørke, som kun brydes af træernes hvide konturer, mens hendes styrkede sanser kommer til udtryk gennem det bølgende farvede lys fra dyrelivet og lydende omkring hende.
Efter at være blevet bidt af ulvegængeren Mebh vågner jægeren Robyns sjæl hver nat op som en ulv. En akavet forbandelse taget i betragtning af, at hendes evigt bekymrede far Goodfellowe (Sean Beans dulmende, honningsøde stemme) er udstedt af de britiske koloniherskere til at tæmme det vilde irske naturskab og dræbe samtlige af den omkringliggende skovs ulve.
Men skjult i skovens bankende hjerte og paradisiske idyl er alle de bekymringer bag Robyn. Den norske sanger Auroras temasang ’Running With the Wolves’ får hjertet til at galopere i takt med billederne, og nattehimlen bades i en smuk, havblå pallette af store regndråber, som siler over de to ulvepiger, der nyder hinandens selskab og frihed i ekstatisk ulvehyl.
Nogle gange er det let at glemme, at animationsmediet kan så meget mere end de krogede øjenbryn fra Dreamworks’ karakterplakater eller den smagløse, homogene grød, som produktionsselskabet Illumination serverer. For animation er dyrt og besværligt, og skal det sælges til et andet publikum end den gængse børnefamilie, er der ikke mange andre husnavne end Pixar og Studio Ghibli om buddet.
Men med deres blot fjerde film fortjener det irske animationsstudie Cartoon Saloon i den grad at blive nævnt i samme åndedræt. De bruger ikke blot mediet til at fortælle filmens historie, men virkeliggør Robyns indre følelsesliv gennem den håndtegnede streg.
Fra Simba og Nala, som løber bekymringsfrit imellem vandhullets viltre dyreliv med Zazu i hælene i ’Løvernes konge’ fra 1994 til Miles Morales, der triumferende tager springet fra siden af en skyskraber og falder opad i ’Spiderman: Into the Spiderverse’ og altså nu ’Wolfwalkers’: Alle kendetegnet af en ekspressionistisk og musikalsk leg med filmsproget, som ganske enkelt kun kan skabes gennem animation.
Men ’Wolfwalkers’ lader sig ikke nøje med at bruge den eksperimentelle stilart i sit musikalske crescendo. I det travle byliv skifter stregen således fra skovens ekspressive akvarelfarver og dybe detaljegrad til et monotont, gråt farveskab i et fladt 2D-panorama, der perfekt repræsenterer den undertrykkende atmosfære bag borgens enorme mur og under de knejsende slotspir.
Handlingen kan på papiret lyde en anelse mere rørstrømsk og genkendelig end stregen, den er fortalt igennem. Robyn forelsker sig i skovens vogter, som beskytter dens hemmeligheder og transformerer sig i sin kamp mod sit eget folks fascistiske levevej til sin naturlige fjende. Hun danser med ulve, fristes man til at sige.
En potentiel kritik af, at ’Wolfwalkers’ skulle være endnu en ’hvid frelser’-historie falder sammen som et korthus, hvis man gransker slutresultatet. Selvom skurken Lord Protector tilnærmelsesvis minder om en gammel Disney-skurk i sin dogmatiske ondskab, prøver filmen i modsætning til ’Pocahontas’ aldrig at argumentere for, at der er ’skyldige parter på begge sider af kolonikonflikten’.
Og hvor film som ’Avatar’ og ’The Last Samurai’ viser det underkuede folkeslag som en eksotisk kuriosa for vor civiliserede helt at frelse, er ’Wolfwalkers’ langt mere nysgerrig og sympatisk i sin fremvisning af keltisk mytologi og kultur.
Imellem linjerne bruger filmen den velkendte fortælling til at berette en moderne, kærkommen queer-historie om en pige, der prøver at finde accept og kærlighed i et samfund, der stamper al afvigende opførsel og kultur ud af sin befolkning. Billedet af Robyn, der nervøst og grædende holder sin ulvesjæl skjult for en skræmt omverden og forælder rammer i mellemgulvet med en forhammers kraft.
Kort sagt:
Ikke siden Pixars ’Brave’ har nogen prøvet at gå i skoene på Disneys klassiske animationsguldalder fra 90’erne. Men med sin ekspressive tegnestil og varme queer-historie følger ’Wolfwalkers’ ikke blot den arv til døren. Den overgår slet og ret sine forgængere.