’Pelé’: Fodboldlegenden Pelé er i sandhed ingen Maradona
Fodboldfans kan bruge timer på at diskutere, om Diego Maradona eller Pelé var bedst på banen. Langt kortere tid kan man bruge på at diskutere, hvem der er bedst udenfor.
Og med bedst mener jeg værst.
Diego Maradona havde alskens laster. Et kolossalt temperament, et noget venskabeligt forhold til mafiaen i Napoli og et eskalerende forbrug af kokain og prostituerede.
Det er de skyggesider, som Asif Kapadia afsøger i ’Diego Maradona’, og det munder ud i en fremragende dokumentar.
Den brasilianske fodboldlegende Pelé er derimod et varmt og fredeligt bekendtskab. Han har ikke skabt ret meget ravage i løbet af karrieren, og han er for ydmyg til at kalde sig selv verdens bedste. Han gik bare på banen og spillede det spil, han elskede, siger han så blidt, at man faktisk tror på ham.
Jo, jo, han havde også affærer ved siden af ægteskabet og en enkelt konflikt med en landstræner i karrierens efterår, men selv det virker udramatisk, når han fortæller om det.
Det er fascinerende nok, at han midt i mytedyrkelsen har holdt støvleknopperne plantet i den brasilianske jord. Alligevel forsøger ’Pelé’, Netflix-dokumentaren om fodboldstjernen med de tre VM-triumfer, at grave i nogle sår – uden rigtig at finde dem.
Dokumentaren skænker en del skærmtid til de politiske uroligheder i Brasilien, der led under et militært rædselsregime, mens Pelés karriere var i sit zenit. Den udfordrer den aldrende brasilianer, der i arkivklip står smilende ved siden af diktaturets bødler, og vil have ham til at forholde sig til torturen.
Man forstår, hvorfor instruktørerne Ben Nicholas og David Tryhorn stiller spørgsmålene, det lykkes dem bare ikke at få Pelé til at købe præmissen. Han er fodboldspiller, siger han. Han tænkte ikke over politik. Hans opgave var ikke at udfordre magten, men at stå for eskapismen til gavn for den hårdt ramte brasilianske befolkning.
Det er ikke et uinteressant svar, og man kan diskutere, om de udødelige resultater på grønsværen mest gavner befolkningen eller diktaturet. Men Pelés analyse af sin rolle i samfundet ender mest af alt som en undskyldning for at snakke om noget andet, fordi dokumentaren kun vælger at udforske den halvhjertet.
Næsten komisk bliver det, da Pelé først fortæller, at han ikke led nogen overlast under diktaturet, hvorefter han straks begynder at tale om sit kærlighedsliv.
Det er sigende for en dokumentar, der savner en stemme og famler efter sin vinkel.
Arkivklippene er stadig god underholdning, og selv i sammenligning med det langt mere tempofyldte moderne fodboldspil forbliver Pélés bedrifter på grønsværen fortryllende. Hvilken elegance, hvilket instinkt!
Helt medrivende bliver det dog aldrig, fordi dokumentaren ikke formår at komme dybt ind i den lune verdensstjerne.
’Pelé’ er bedst, når den finder den sårbare fodbolddrømmer i legenden, der som ung måtte pudse sko på gaden for at tjene til sin fattige familie. Det er et smukt øjeblik, da den nu 80-årige Pelé trommer på sin gamle skopudserkasse, og det er skønt, at mindet om VM-triumferne stadig kan vande hans kinder.
Men det er kun fine glimt i en dokumentar, der ikke helt ved, hvad den vil, og derfor ender uforløst.
Kort sagt:
Netflix-dokumentaren om Pélé minder os om, at han var en mageløs fodboldspiller, men den mangler et overbevisende take på såvel mennesket som myten.