En af de mest syrede dokumentarfortællinger fra den igangværende Sundance-filmfestival er forhåbentlig snart på vej mod en skærm (eller lærred, hvis alt går vel!) nær dig.
På festivalen er den finsk-svenske instruktørduo Kristina Lindstrom og Kristian Petri og deres producenter nemlig i fuld gang med at lukke europæiske distributionaftaler for ‘The Most Beautiful Boy in the World’, og vi er ærligt talt pænt spændte på at se filmen, der optrevler den triste skæbne bag den svenske ungersvend Bjørn Andresen, der i 1970’erne blev markedsført som »verdens smukkeste dreng«.
Det hele startede i 1971, da den italienske instruktør Luchino Visconti gik på jagt efter en overjordisk skønhed til sin film ‘Death in Venice’. Utallige drenge gik til audition, men det var Andresen, der fangede Viscontis »professionelle« øje. Og hey, så kunne teenageren jo også passende lige smide trøjen foran instruktøren, tak.
»Øh, hvad«, lød det fra den forvirrede Andresen i de gamle optagelser fra auditionen, som dokumentaren her har fået fat i.
»Absolute beauty exists. And you know, to put the eyes on the beauty is to put the eyes on the death«, vævede Visconti senere om sit »fund«, der blev et regulært ikon verden over med magasinforsider og skrigende fans i Japan.
Men den voldsomme objektificering nedbrød langsomt Andresens sind.
I ‘The Most Beautiful Boy in the World’ møder vi skuespilleren i dag, som i en alder af nogen og 60 ser tilbage på sit kaotiske liv og den alkoholiserede deroute, det tog som følge af seksualiseringen. Og det tegner til at blive et særdeles spændende og vigtigt portræt af, hvordan det ikke kun er kvinder i filmland, der bliver reduceret til glatte kroppe.
‘The Most Beautiful Boy in the World’ afventer dansk premiere.