’Bacurau’: Brasiliansk Cannes-vinder er umulig at forudsige
De færreste westernfilm bevæger sig ud i det ydre rum. Men ’Bacurau’ er nu også en meget særegen, moderne western.
En satellit blandt universets stjerner pryder således første skud i den brasilianske film, der vandt juryens pris på Cannes-festivalen i 2019. Kort efter zoomes der ind på en lillebitte, afsidesliggende landsby i Brasilien kaldet Bacurau, hvor den egentlige handling udspiller sig.
Som det måske allerede fremgår, stikker ’Bacurau’ i flere forskellige retninger, og en af filmens største styrker ligger netop i, at den er meget svær at regne ud. Fortællingen starter som et jordbundent, socialrealistisk drama om et tæt knyttet fællesskab, der deles om svindende få ressourcer. Undervejs udvikler den sig til en ultravoldelig genrefilm, hvor landsbyen må beskytte sig mod en gruppe udefrakommende skurke med skydevåben.
Første tredjedel af ’Bacurau’ er virkelig hyggelig. På vej hen til landsbyen varsler instruktørduoen Kleber Mendonça Filho og Juliano Dornelles godt nok om det nært forestående voldsudbrud i form af fjerne pistolskud samt billeder af en lastvogn, der har tabt et helt læs tomme ligkister. Men ellers går tiden mest med at lære den brogede samling indbyggere at kende, og det vil man gerne, for det farverige persongalleri er meget charmerende.
Den unge kvinde Teresa er rejst tilbage til hjembyen for at deltage i begravelsen af sin bedstemor, den 94-årige matriark Carmelita. I byen møder vi blandt andre en temperamentsfuld læge, en ihærdig spillemand på elguitar, en Youtube-viral morder, en samling prostituerede, en masse nysgerrige børn og regionens korrupte borgmester, som ingen gider snakke med.
Snart får Bacurau uventet besøg fra en gruppe skydegale tilhængere af hvidt overherredømme, ledt an af Udo Kiers Michael. Samlingen af mestendels amerikanske våbenentusiaster har simpelthen udset sig bjergflækken som det perfekte mål for en god omgang manddrab uden retslige konsekvenser. De har dog ikke forudset, at den lille landsby faktisk kan slå rigtigt godt fra sig.
Det pludselige genreskift gør ikke ligefrem ’Bacurau’ til en formfuldendt film. Faktisk sker der et overraskende dyk i kvaliteten af både skuespil og replikker, så snart vi befinder os i selskab med Udo Kiers kumpaner. Det føles lidt, som om karaktererne fra en b-film med exploitation-tilbøjeligheder og grinagtig dialog pludselig er trådt ind i en velproduceret arthousefilm.
Er skurkenes klodsede skuespil meningen? Muligvis. Det er i hvert fald næppe hensigten, at disse morderiske højreekstremister skal ses som et stykke af virkeligheden. Snarere fungerer de både som en hyldest til ’smagløse’ genrefilm og som en ganske udtalt politisk kommentar om, hvordan Brasiliens oprindelige folk gennem tiden er blevet undertrykt og udryddet af indtrængende udlændige med lysere hud.
’Bacurau’s mest kendte instruktør, Kleber Mendonça Filho, har også en tydelig understrøm af samfundskritik i sine to tidligere fiktionsspillefilm, ’O Som ao Redor’ og ’Aquarius’. Sidstnævnte er for eksempel et subtilt og velspillet drama om en standhaftig, ældre kvinde, der nægter at flytte fra sin lejlighed, mens boligspekulanter vil rive bygningen ned og opføre dyre luksuslejligheder. I Mendonça Filhos samarbejde med kollegaen Juliano Dornelles fjernes al subtilitet fra den politiske kommentar, som i stedet får lov at smadre igennem.
Grundet sin udskejende og kitschede natur er ’Bacurau’ ikke lige så følelsesmæssigt vedkommende som ’Aquarius’. Til gengæld byder den med sit pludselig toneskift og sine skæve karakterer på en meget uforudsigelig filmoplevelse. Og det kan også noget.
Kort sagt:
Den brasilianske Cannes-vinder ’Bacurau’ byder med sit spøjse miks af arthouse- og exploitation-film på en yderst uforudsigelig filmoplevelse.