’Usynlig by’: Brasiliansk Netflix-serie lokker med ildånder, havfruer og floddelfiner
Navnet Carlos Saldanha vækker måske ikke umiddelbart genklang, men chancen for, at du har set en af hans film, er rimeligt stor. Han har instrueret de tre første ’Ice Age’-film og de to film om den titulære, charmerende papegøje Rio. Han er en big deal i animationsverdenen.
Med de farverige animerede universer er det måske ikke så underligt, at det netop er ham, der står bag ’Usynlig by’.
Miljø-politimanden Erics (Marco Pigossi) kone dør under lidt mystiske omstændigheder i en cedertræsskov, som flere har interesse i at erhverve sig rettighederne til. Og det er ikke kun mennesker, der er ude efter den.
Præcis som den åndsbeslægtede ’American Gods’ vader diverse afguder og legender rundt omkring i Rio de Janeiros gader og omegn. De er en broget skare, hvor det ikke altid er lige til at holde styr på, hvilke motiver der ligger bag deres handlinger – på den anden side så rager det jo heller ikke altid os dødelige, hvad de legemliggjorte mytologiske skabninger foretager sig.
Indtil en af dem optræder i baggrunden på en video af Erics kone fra aftenen, hun døde.
I menneskeskikkelse var Manaus en lækker gut, som med sølvtunge, forførende øjne og smittende humør kunne charmere trusserne af alle kvinder. Ingen lagde rigtigt mærke til, at han konsekvent bar hat for at dække for sit åndehul midt imellem sine tykke, sorte lokker. Det var det eneste, der afslørede, at han var den sagnomspundne lyserøde floddelfin, som om natten blev til et menneske og lokkede landsbypiger i fordærv. Men nu ligger han død på ladet af Erics truck – fundet livløs på Copacabana-stranden.
Betjenten placerer liget i skoven, hvor hans kones lig blev fundet og sørger dermed for, at han kan efterforske de to sager, hvor hans egen fortid rummer flere svar, som han dog har blokeret ud af hukommelsen.
I modsætning til ’American Gods’, der foregår over hele USA, er handlingen i ’Usynlig by’ forankret til Rio og den lille landsby Vila Toré, hvor landsbybeboerne ved mere, end de har lyst til at dele med panserne fra storbyen.
Det er et fascinerende univers, Saldanha og kompagni har sat sammen. Seriens vekslen mellem de mange karakterer fungerer elegant, og vi akkurat så meget information, at vi hele tiden er lidt foran i forhold til, hvad Eric ved, men stadigvæk ikke i stand til at se hele puslespillet.
Der er fuld skrue på farverne, hvor den frodige natur er indbydende og mystisk. For der kan gemme sig farlige ting blandt de store træer, for eksempel Curupira, en jungleånd, der med brændende ildhår og omvendte fødder beskytter dyr og planter, mod hvem end der truer dem. Det er begrænset, hvor meget vi ser til ham, men hellere lade fantasien udfolde de tomme pladser end at spise os af med et jammerligt cgi-helvede.
Der er også hints til mere dystre sagnvæsner, men hvor langt ud af horrorvejen serien tør gå, er svært at sige endnu.
Mennesket mod natur og gammel overtro versus moderne fremskridt er de to hovedtematikker i spil – foruden klassikeren om fortidens-synder-der-kommer-tilbage-for-at-hjemsøge-os. Hvad er det, som gør os til os? Er det den selvopfattelse, vi får, fra hvad andre siger, eller er det noget, vi selv kan opbygge uafhængigt af andre?
Som spilopmageren Saci gnæggende forklarer Erics datter Luna, da hun har prøvet at hidkalde ham gennem et ritual, hun har læst i en bog. »Troede du, jeg kunne lokkes frem af noget mel og en si? Helt ærligt!«. Imens hopper han rundt og leder efter sin benprotese, som han havde glemt aftenen før, da han var i deres hus.
Kæk og spændende er han, ligesom resten af persongalleriet (kunne en havfrue friste?) og serien i det hele taget. De fire første afsnit vækker absolut lyst til at se de resterende tre.
Kort sagt:
Dybt forankret i brasiliansk mytologi er ’Usynlig by’ guf for fantasy-elskere og fans af Neil Gaimans ’American Gods’, med masser af spændende figurer og et par mordmysterier til at vække den indre detektiv.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.