’Cherry’: Tom Holland leverer en tour de force i ’Avengers’-duos alt for lange film
Cherry har kun lige omtrent overstået sine teenageår, da han tager til Irak for at redde liv som lynhurtigt udlært militærlæge. Han vender hjem fra krigens rædsler med posttraumatisk stress syndrom, mens han langsomt forvandler sig fra krigshelt til bankrøver og junkie.
’Cherry’ er en grum coming of age-fortælling, baseret på en delvist selvbiografisk roman af Nico Walker, der stadig sad i fængsel, mens hans bog blev filmatiseret. Den havde været en bedre film, hvis den første times tid var klippet ned til 10 minutter, men den gør stadig indtryk som en slags krydsning af ’The Deer Hunter’ og ’Trainspotting’.
Derouten er total for filmens unge par, der med troværdigheden i behold skildrer rejsen fra nyforelskede engleansigter til ramponerede dope-vrag. Hans hustru spilles af Ciara Bravo, der lige som Spider-Man-skuespilleren Tom Holland leverer en imponerende tour de force af en skuespilpræstation. ’Cherry’ er i det hele taget et mindre talentkatalog over lovende unge skuespillere. I en mindre birolle ser man James Galdolfinis søn Michael, der også gjorde indtryk som depraveret ung yuppie i ’The Deuce’. Man glæder sig til at opleve ham i en hovedrolle.
’Cherry’ skildrer et faldent USA som et rent heroinhelvede af fattigdom og udsigtsløshed. Med både opioidkrise, Irakkrig og en hjerteløs kapitalisme som tematiske ledesnore fra instruktørmakkerparret Joe og Anthony Russo, der de seneste år ellers primært har gjort sig hos Marvel med ’Captain America’ og ’Avengers’.
Det føles på mange måder som en nødvendig film til et USA gone bad. Men spilletiden på to timer og 21 minutter tynger filmen. Første del om det amorin-indsvøbte første møde med Emily virker for velkendt og med for mange unødvendige mellemregninger. Det samme gør delene, der omhandler krigen i Irak, ikke mindst den lange sekvens fra træningsperioden, der på pudsig vis citerer ’Full Metal Jacket’ nærmest 1:1.
Først når ’Cherry’ bliver en slags grædefærdig sædeskildring af et par unge junkiers liv, bliver filmen sin egen og får en on location-fornemmelse af snavs og desperation som én af de første film om opioidkrisens fortabte ungdom. Cherrys vej ud i junkie-livet er hjulpet på vej af oxycontin ordineret af hans egen læge: Det opiumlignende stof er en af grundpillerne i opioidkrisen. En alt for generøs udskrivning af smertestilleren med det store misbrugspotentiale har ifølge mange iagttagere efterladt et spor af død, ødelæggelse og prostitution.
Her er håbløse og smukke tabere i en lang stribe i det forarmede forstadsmiljø: Én bærer navnet Pills & Coke. En karakter kaldet Black ligner en af de mere farverige personager, der var med under stormen på kongressen 6. januar. Men det bliver aldrig en nedladende skildring af Trump-degeneration a la Hillbilly Elegy. Filmen er indspillet i midtvestlige Cleveland og besidder en autenticitet, der gør, at man ærgrer sig over, at filmen ikke havde klaret den første time i en intro-montage og så dykket endnu dybere ned i opioidkrisens USA. Så var vi også sluppet for en masse irriterende voice-over i filmens første del.
Nok er det svært at tro på, at man som Cherry kan røve så mange banker og være så langt ude i tovene, uden at man bliver opdaget eller pågrebet. Men bankdamerne kigger med medfølelse, ja næsten sympati på Cherry, når han plyndrer den magre kassebeholdning med rystende hænder og et vildt blik i øjnene. Så måske har de tøvet ekstra længe, før de har trykket på alarmknappen?
’Cherry’ står tilbage som et dragende, men forfejlet portræt af en ungdom, der skal prøve at tackle arbejdsløshed, krig og social opløsning uden at synke ned i stoffernes omfavnelse. Og nogle af pusherne bærer endda hvid kittel og har et lægediplom hængende på kontoret.
Kort sagt:
’Cherry’ er alt for lang, men gør stadig indtryk med sit stærke skuespil og en troværdig skildring af opioidkrisens USA.