’Come True’: Ny gyser kunne have været den næste ’It Follows’ eller ’Midsommar’
Det er notorisk svært at runde en god gyser af på tilfredsstillende vis.
Selv tidens største kritikerdarlings har været ramt af forbandelsen. De fleste så sig sure på ’Hereditary’, da den i sine sidste minutter gik fra intenst familiedrama til morbidt spøgelseskabinet (jeg er ikke selv en af skeptikerne, men lad det nu ligge). Netflix’ yndling ’The Haunting of Hill House’ knækkede i sidste afsnit halsen på kvalm sentimentalitet.
Og Jordan Peele valgte at klippe sin originale, mørke slutning af ’Get Out’, hvor hovedpersonen Chris bliver sendt i brummen for mord på sin diabolske svigerfamilie, ud.
Med sin patetiske og hovedrystende prætentiøse afslutning skyder ’Come True’ i endnu højere grad end alle ovennævnte en kugle for panden af en film, som ellers lå i fint selskab med de bedste.
Alle ingredienserne er her til den slags festivalgysere, visse ignoranter har valgt at døbe »›eleveret horror«. Teenageren Sarah (Julia Sarah Stone) lider af søvnforstyrrelser. Hun er løbet hjemmefra, men ikke mere end at hun stadig lusker tilbage i køkkenet, når moren er taget på arbejde for at få en bid mad. Hendes morbide mareridt vises med et svævende kamera, der langsomt trænger længere og længere ind i hendes psyke: bag mørklagte korridorer, enorme metaldøre og forbi grusomme silhuetter, der lusker i skyggerne med glimtende øjne og fordrejede lemmer.
Ud over de gyselige mareridtsscenarier har ’Come True’ en melankolsk æstetik, der trods smartphones og moderne biler giver den et tidløst præg. Som i ’Halloween’ og ’Motorsavsmassakren’ kryber uhyggen sig ind under huden på én, før den eksploderer i foruroligende jump scares. Og da Sarah melder sig til et søvnstudie, sover hun med gigantiske ledninger sat fast på en hjelm, som kobles til primitive analoge tv-skærme. En slags futuristisk retro-teknologi, der gjorde ’Alien’ og ’Blade Runner’ så ikoniske.
Sidst, men bestemt ikke mindst giver Julia Sarah Stone med blodsprængte render under sine matte øjne en præstation, der er præcis lige så autentisk som Alex Wolff i ’Hereditary’, Florence Pugh i ’Midsommar’ og Anya Taylor-Joy i ’The Witch’. Det gælder både, når hun ud af øjenkrogen aner et skyggevæsen, og hele hendes krop kramper sammen i et angstanfald, og da hun rasende og indigneret konfronterer stalker-typen Riff, der står for søvnstudiet.
Så hvor gemmer slangen i paradis sig? De fleste gyserfilm falder på sværdet, når de prøver at forklare mekanismerne bag mytologien og monstrene, der sender dynen over ansigtet. Det uhyggelige ligger trods alt ofte i det usete og ukendte. Ironisk nok har ’Come True’ det helt modsatte problem. Her gives kun vage svar. Faktisk forlader vi klinikken, hvor Sarahs søvnforstyrrelser undersøges, ud af det blå i tredje akt, og her forsvinder også meget af filmens logik.
Og mens Sarah går i søvne midt ude i ingenting – muligvis på jagt efter filmens handling, der her flagrer impotent i vinden – er det svært at mønstre andet end apati. Instruktør og manuskriptforfatter Anthony Scott Burns ønsker tydeligvis at skabe en slutning, der er op til fortolkning. Men han virker til at have forvekslet dybde med meningsløshed.
Kort sagt:
Med sine isnende uhyggelige mareridtsscenarier, unikke æstetik og fænomenale hovedrollepræstation burde ’Come True’ være den næste ’It Follows’ eller ’Midsommar’. Men filmen smider det meste af sin goodwill på bålet med en vag og prætentiøs slutning.