’99% forelsket’: DR3-serie om kendispars evige skænderier er 50 procent irriterende
Når man laver dokumentarserier om rigtige menneskers følelsesliv på en public service-kanal, bør der være en forventning om, at seerne kan tage noget med derfra. At det ikke drukner i ligegyldige menneskers ligegyldige privatliv.
Den grænse befinder ’99% forelsket’ sig på den forkerte side af, og det skyldes, at historien binder sig så meget til sine hovedpersoner, at den indimellem mister overblikket over, hvad meningen med det hele egentlig er.
Serien hænger slet og ret fast i navlen på Simon og Ida-Sophia som en piercing.
Vi springer direkte ind i en skillevej for det for mig ukendte kendiskærestepar, fodboldspilleren Simon Makienok og radioværten Ida-Sophia Petersen. Ida-Sophia er på vej til Dresden for at besøge Simon. De har ikke har set hinanden i to måneder. Hun er i tvivl, om hun stadig er forelsket i ham. Hun er irritabel og ikke uærlig omkring sine følelser over for fodboldspilleren, der må sluge hendes tvivl med et usikkert, forelsket smil.
Fra start af ved jeg altså ikke, om der er tale om en kærlighed, som er værd at kæmpe for, og jeg bliver ikke overbevist om det før halvvejs inde i DR3-serien. Og hvad er pointen så?
Over seks afsnit følger vi parret i et år. Simon og Ida-Sophia bevæger sig fra den usikre forelskelse til en rolig, hverdagsagtig kærlighed. De står over for parforholdsbosserne, der må overvindes: Mødet med vennerne og familien. Den fælles lejlighed. Ikea. Og så videre.
Kærligheden er svær i ’99% forelsket’. Der er overvældende mange scener, hvor Ida-Sophia og Simon skændes om ligegyldige ting. Det er vanvittigt irriterende, næsten ikke til at være i, at rummet skal være så tungt af skænderi. Man undrer sig over, om de to egentlig overhovedet hygger sig med hinanden, for jeg gør sjældent i deres selskab.
Men så får DR3 heldigvis møvet sig ud af Ida-Sophias og Simon navler og løfter sig til det almenmenneskelige ved blandt andet at efterligne kærestesorgsscener fra mesterværket ’Adeles liv’.
Fra vasketøjsskænderierne klippes der til Ida-Sophia, som lader ørerne synke ned i et blåt hav. Effekten er stærk. Man kender følelsen af at længes mod ensomheden, når man har lovet sig væk til tosomheden. Sådan visualiseres forelskelsens tvivlende melankoli ofte. Ida-Sophia ser indad foran et akvarium. Foran en blå himmel. Et lille plastik-akvarium i kærestelejligheden får samme, poetiske betydning.
’99% forelsket’ kunne måske lige så godt være et portræt af den elskværdigt uelskværdige Ida-Sophia, der minder om en Lille My med Instagram-afhængighed, en ordentlig portion humor og slet skjult sårbarhed. Vi ser hende tvivle, skabe drama og afvise superkæresten Simon Makinok igen og igen, mens han vasker hendes bjerge af vasketøj, flytter til Hamburg for hendes skyld, selvom han ikke vil, og afviger, når hun konfliktoptrapper.
Man forstår undervejs, at man er vidne til noget stort. Det knager og brager inde i Ida-Sophia, fordi hun er ved at rydde ud og gøre plads i sit hjerte til den anden. Man ser, at det går op for hende, der bliver tilføjet noget i hjertekulen, som altid har manglet.
Den største bedrift i ’99% forelsket’ er, at den punkterer myten om den store forelskelse ved at slå et hjerteslag for den stille hverdagskærlighed med tv og chips. Man behøver ikke blive syg i hovedet af at blive forelsket, man kan også blive rolig af det, blive glad af det, som Ida-Sophia siger.
Og det er da meget fint at blive mindet om.
Kort sagt:
Selvom ’99% forelsket’ fra start virker meningstom, og turtelduerne skændes hele tiden, slår DR3-serien i sidste ende fast, at kærligheden er forelskelsen værd.