Hvad gør man med al sin stress, når man går rundt i cirkler og venter på at høre, om man er blevet Oscar-nomineret?
Laver en gryderet klokken otte om morgenen, alt imens yngstebarnet hyler i baggrunden, og ens mand presser på at for at se annonceringerne live.
Det fortæller den danske, New York-bosiddende filmmager Elvira Lind med et grin, da vi taler med hende over Zoom, to uger før prisuddelingen løber af stablen.
Linds første fiktionskortfilm, ’The Letter Room’, er fornemt repræsenteret i Oscar-feltet for Bedste kortfilm, men selvom værket – der har hendes mand, skuespilleren Oscar Isaac i hovedrollen – var blandt favoritterne forud for nomineringerne, turde instruktøren ikke selv tro på det:
»Det er jo tidligt om morgenen, når man får det at vide her i New York, og jeg fik et helt bestemt tidspunkt for, hvornår de ville annoncere kategorien – nitten minutter over otte. Jeg havde slet ikke lyst til at se det i fjernsynet, men Oscar (Isaac, red.) var sådan lidt, ’Ej, kom nu’. Og min producer og veninde, Sofia Sondervan-Bild, ville også gerne være med på Facetime. Jeg kunne slet ikke forestille mig noget værre end at mødes for at se det og så ikke blive valgt«.
»Men så sagde de det: ’The Letter Room’. Og så kunne jeg jo slet ikke forstå det. Oscar sad og filmede mig, fordi han syntes, det var så sjovt, at jeg var så stresset«, fortæller Lind.
I ’The Letter Room’ spiller husbonden (som Lind har været sammen med i henved et årti) en fængselsansat, der får til opgave at læse de indsattes korrespondancer igennem, før de distribueres på gangene. Jobbet løses i et farve- og vinduesløst lokale, men snart bliver den ensomme mand fascineret af en række særligt dybfølte breve fra en kæreste til en af fangerne.
Fortællinger om netop ensomhed og indestængte følelser har altid tiltrukket Elvira Lind, forklarer hun, og ideen til ’The Letter Room’ havde rumsteret i hendes hoved, siden hun i 2015 hørte en podcast om en række mænd, der uden at vide det alle skrev kærlighedsbreve til den samme kvinde:
»Jeg elsker at fortælle historier, og Oscar havde gået og spurgt ind til, hvad der egentlig skulle ske med den her. Jeg er meget optaget af den industrialisering af mennesker, der foregår i amerikanske fængsler, og de ting, der ikke fungerer ved systemet. Jeg ville gerne vise noget af det, man normalt ikke ser: De ulidelige rutiner, der skræller alt af mennesket. Det er jo en institution, der avler kedsomhed. Folk bliver straffet med følelsen af, deres liv går totalt til spilde. Jeg kan ikke se, hvordan sådan noget kan fungere, men det kan jeg tale om længe«, siger Lind.
Timingen for at realisere projektet blev imidlertid tricky, da instruktøren blev gravid med barn nummer to i idefasen:
»Mine gode veninde Sofia (Sondervan-Bild, red.) er producer, og hun spurgte, om vi ikke skulle lave en kortfilm. Hun har prøvet at få mig til at lave fiktion i årevis, men jeg var meget skeptisk. Jeg var i tvivl, om vi overhovedet kunne få lov til at optage i et fængsel – det føltes som en stor mundfuld at kaste sig ud i. Men Sofia, som er vant til at lave spillefilm, sagde, ’Selvfølgelig kan man det’, og tog det et skridt ad gangen, indtil vi pludselig var ude og kigge på fængsler og møde en masse af de mennesker, der arbejder der«.
Hvordan fik du ideen til at caste din mand i hovedrollen?
»Altså, tænk nu, hvis han var en rigtigt dårlig skuespiller, og han bare syntes, at han skulle være med i min film … Men nej, jeg er jo super heldig, at jeg har en mand, der er mega dygtig, og som jeg kan spørge over aftensmaden i stedet for at skulle ringe til hans agent. Han sad og læste manuskriptet i stuen og sagde, ’Ja, det vil jeg vildt gerne. Men skulle hovedpersonen ikke være lidt tykkere, end jeg er…?’ haha«.
»Jeg havde altid forestillet mig Oscar i rollen. Jeg vidste, at hvis han gjorde det, ville det blive helt magisk. Og han ville også rigtigt gerne se mig lave noget fiktion. Selvfølgelig tænkte jeg forinden over, om det måske ville være lidt meget med mig, der var mega gravid og fuld af hormoner, og om vi ville komme til at skændes. Men sådan blev det slet ikke. Oscar var meget professionel«.
’The Letter Room’ er den første film fra dit og Oscars nye produktionsselskab, Mad Gene Media. Hvad fik jer til at stifte det?
»Vi har så mange ting, vi går og arbejder på, så vi tænkte, at vi lige så godt kunne samle det hele lidt. Det giver noget kreativ selvstændighed i forhold til at få realiseret projekter. Vi har enormt stor respekt for hinandens holdninger og bruger hinanden meget til at læse og se ting. Vi er hele tiden inde over hinandens arbejde uden at tænke over det, så det var meget naturligt at oprette produktionsselskabet. Det er så helt tosset, at det første projekt både er et, som jeg instruerer, han spiller hovedrollen i, og som bliver nomineret til en Oscar!«
Bliver I tiltrukket af den samme type projekter?
»Vi er meget forskellige. Jeg kan godt lide at lave ting, der er lidt edgy og små, og han er et helt andet sted i sin karriere lige nu (i kølvandet på ’Star Wars’ skal Oscar blandt andet medvirke i Marvel-filmen ’Moon Knight’, red.). Jeg er generelt ikke så meget til graphic novels, computerspil-til-film og Marvel-agtige ting – jeg falder i søvn over det, fordi jeg bliver helt overstimuleret, haha«.
»Men han kan få mig til at synes, at det er fedt, fordi han virkelig godt kan lide det. Modsat synes han så også, at det er sjovt, når jeg sidder og arbejder på en sexpodcast (’The List’, sammen med veninden og forfatteren Kirra Cheers, red.) og laver dokumentarfilm«.
Hjalp Jøren Leth med at lave hjemmeside
Elvira Lind er født og opvokset i København og begyndte allerede som barn at interessere sig for teater og skuespil. Hun var »aktivistisk« anlagt og lavede gadeteater igennem børneteaterskolen Teaterbutikken på Vesterbro. Hurtigt fandt Lind dog ud af, at hun foretrak at arbejde bag et kamera:
»Jeg vidste ikke helt, hvordan man kom i gang med at lave film. Jeg er ikke fra en ’filmfamilie’, så jeg kendte ikke nogen fra branchen. Men jeg købte mig sådan et lille skramlet videokamera, og kunne godt lide ideen om dokumentargenren, fordi man bare kan gå i gang med at filme, og så er man allerede på vej«.
»I starten krævede den genre nok også lidt mindre … selvværd. Jeg behøvede ikke at overbevise så mange om mine ideer, så jeg gik i lang tid og lavede en masse uden at vise det til nogen. Jeg syntes, det var helt vildt grænseoverskridende, at andre skulle se det. Det er sjovt, for jeg er ellers normalt meget udadvendt, men der er to sider af min personlighed, der eksisterer sammen: Den, der larmer og fylder, og den, der har brug for at være lidt mere alene«.
Som ung flyttede Lind til London, forelskede sig i en sydafrikansk surfer og tog med ham til Cape Town. Efter at have drevet lidt rundt begyndte danskeren at studere film under dokumentarfilmmageren François Verster på University of Cape Town. Og det blev en afgørende øjenåbner:
»François havde arbejdet sammen med flere danskere i sin karriere og var stor fan af Jørgen Leth. Så vi lærte meget om dansk dokumentarfilm på studiet. Han åbnede min verden for, hvad man kan med dokumentarfilm – i Danmark har vi en god tradition for at vise dokumentarer, og i dag kan man jo streame dokumentarfilm over det hele, men førhen var området lidt lukket og nørdet, hvis man ikke var typen, der tog på festivaler«.
Studierne sluttede, og det samme gjorde forelskelsen, så Lind vendte tilbage til Danmark, hvor hun søgte ind på Filmskolen for at uddanne sig til dokumentarfilmsinstruktør.
»Jeg kom til tredje prøve i optagelsesprocessen og fik at vide, at jeg skulle gå ud og lave mine film og ikke gå i skole i fire år. De sagde, at jeg allerede var for ’færdig’. Det var helt klart det rigtige for mig, men jeg var meget sur over det til at starte med«, fortæller Lind.
»Jeg gik ud og arbejdede med alle, jeg kunne komme til at arbejde med, for at få en masse erfaring: Asger Leth, som gav mig så meget, Pernille Rose Grønkjær og Michael Noer blandt andre. Jeg arbejdede både med dokumentar og fiktion og hjalp Jørgen Leth med at lave hans hjemmeside. Men med tiden kunne jeg også mærke, at jeg virkelig gerne ville lave mine egne ting. Det var et sats, for det var altid virkelig svært at få tingene til at hænge sammen økonomisk. Jeg har lavet så mange mærkelige jobs for at få lidt i kassen«.
Med støtte fra New Danish Screen tog Lind til USA og lavede sin første dokumentarfilm, ’Songs for Alexis’, der fik premiere i 2014. Filmen følger den 18-årige, transkønnede trubadur Ryan Cassata og hans udkårne, Alexis, og kommer helt tæt på de unge elskende til tonerne af Cassatas egen musik.
Da filmen blev vist på CPH:DOX samme år, kvitterede Soundvenues anmelder Sofie Lykke Stenstrop med fire stjerner, mens det fire år senere blev til fem styks til Linds anden dokumentarfilm, den universelt storroste ’Bobbi Jene’ om danseren Bobbi Jene Smiths rejse fra det prestigiøse musikkonservatorium Juilliard til en mere kontroversiel tilværelse i Israel med en 30 år ældre mand og moderne dans bankende i blodet.
»En kropslig og seksuelt ladet åbenbaring«, skrev Sofie Lykke Stenstrop i sin hyldest.
Imellem de to film var Lind blevet »helt vild« med at bo i USA, hvor hun også lavede små musikvideoer og dokumentarserien ’Twiz and Tuck’:
»… Og ja, så blev jeg også forelsket i ham, jeg nu er gift med og har to børn med«, smiler hun i New York-forårssolen på Zoom og erindrer, hvordan hun fik veer under selve premieren på ’Bobbi Jene’, da hun og Oscar ventede deres første søn.
»Det er sjovt, for uanset hvor jeg er, så møder jeg hele tiden mennesker, som kender en, der er gift med en dansker, eller som er flyttet til Danmark, fordi vedkommende har forelsket sig i en dansker. Vi er nogle værre nogle, os danskere. Vi rejser bare rundt og forelsker os, helt uden hæmninger!«.
Klassisk spørgsmål coming up: Du har dedikeret dig med hud og hår til dine dokumentarfilmoptagelser. Hvordan forener man den form for arbejde med små børn?
»Ja, det er jo det, der er svært. Man når til en ny fase, hvor det går op for en, at man ikke længere er 32 år og bare kan tage et kamera på ryggen og cykle rundt og ikke helt vide, hvor man er, eller hvor man ender. Jeg fylder 40 om lidt, og har kunnet mærke, at jeg lige skal affinde mig med, at ting ændrer sig. Men nu har jeg så fået noget andet, og det passer godt at lave fiktion i forhold til, hvor jeg er lige nu med to små børn. Fordi Oscar og jeg begge laver film, kræver det dog også, at vi koordinerer mere mellem os: Lige om lidt skal han på optagelser i Europa i lang tid, så til efteråret er det så ham, der passer børnene, mens jeg laver film«.
På et tidspunkt bliver børnene så store, at de ikke gider at kigge på deres forældre mere. Så må du tage kameraet på ryggen igen …
»Jaajow, men til den tid er man igen et andet sted i livet. Så er man blevet sådan en, der bliver spurgt, om man vil være med i et panel, og ikke sådan en, der cykler rundt«.
Kunne du finde på at lave film i Danmark?
»Jeg har faktisk et dansk drømmeprojekt, som jeg rigtigt gerne vil lave, men jeg ved ikke, hvornår det skal være. Jeg arbejder rigtigt meget med danske filmfolk på mine projekter: Min klipper Adam Nielsen er dansk – og måske verdens bedste klipper – og det samme er min producer Sara (Stockmann, red.). Lige nu arbejder jeg også sammen med de tre lydmænd Philip Flindt, Gregers Mærsk Møller og Adrian Aurelius, som laver fantastisk lyd«.
»Adrian spiller trommer i Raveonettes, og hans kæreste er en af mine bedste venner i hele verden. Det bliver hurtigt sådan, at man bliver venner med dem, man arbejder sammen med, og alle kender alle. Det føles som en stor familie. Vi kan sidde til parmiddag, og alle om bordet arbejder sammen på en eller anden vis. Jeg bliver næsten lidt nostalgisk af at tænke på det, for her under corona har jeg jo ikke set folk på samme måde eller været i Danmark særlig ofte. Men nu skal vi være hjemme hele sommeren, og det glæder jeg mig til«.
Sidst, men ikke mindst: Hvad er dine Oscar-show-planer?
»Jeg skal selvfølgelig afsted til L.A.! Jeg tager derover fem dage før og skal testes et par gange inden showet. Jeg har været til Oscar to gange tidligere i andre sammenhænge, men det bliver meget anderledes i år. Normalt er man jo et helt hold fra én film, men sådan bliver det ikke, for det er udelukkende de nominerede selv, der må komme med. Måske får man snakket med nogle mennesker, man ikke plejer at tale med, fordi det hele bliver mere intimt«.
»Jeg tør ikke tænke for meget over vinderchancer og slags, for jeg vil ikke jinxe det. Faktisk vil jeg nærmest helst ikke snakke om det, men det er selvfølgelig lidt svært lige nu, haha. Uanset hvad er det er jo vildt fedt at være nomineret, for nu vil jeg altid være ’Academy Award Nominee’. Det kan man ikke tage fra mig«.
’The Letter Room’ kan ses på TV 2 Play fra 24. april. Oscar-showet kan ses på TV 2 natten til mandag dansk tid.