Mange af de mest populære og banebrydende tv-serier fra det nye årtusinde har hentet inspiration fra kunstneriske film og anerkendte auteurs. Den historie er velkendt og velbeskrevet.
Men nogle af de største amerikanske serier har faktisk hentet væsentlig inspiration fra danske film og filmfolk, og den historie er ikke tidligere blevet afdækket.
Her er nogle af de mest bemærkelsesværdige danske forbindelser, der dukkede op under mit arbejde med bogen ’Beyond Television: TV Production in the Multiplatform Era’.
’Dallas’ møder ’Festen’: ’Succession’
Dansk film forandrede sig i midten af 1990’erne, hvor Lars von Trier lancerede tankerne bag den filmbevægelse, som skulle komme til at sætte sit markante præg på moderne dansk og international film: Dogme95.
Det begyndte med Triers uddeling af røde flyveblade i forbindelse med filmens 100-års fødselsdag i Paris og fortsatte slagkraftigt med de første dogmefilm – ’Festen’ og ’Idioterne’– der løseligt fulgte de regler, som dogmebrødrene selv havde udstukket om at optage filmene on location med håndholdt kamera, at undgå unødige effekter, underlægningsmusik og action og at lade øjeblikket være vigtigere end helheden.
Den realistiske film blev naturligvis ikke født med Dogme95, men har en lang og stolt tradition både i og uden for Danmark. Alligevel er der ingen tvivl om dogmebevægelsens indflydelse på nyere film, og når man spørger nogle af tidens største tv-skabere, nævner mange af dem også Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Dogme95 som nogle af de væsentligste inspirationskilder.
En af disse er Jesse Armstrong, den britiske tv-skaber, som slog sit navn fast med komedieserien
’Peep Show’,inden han i 2018 skabte den populære og prisvindende amerikanske dramaserie ’Succession’ for HBO.
Med en blanding af krads realisme, satire, kammerspil og familie-melodrama blev ’Succession’ hurtigt set som et af de vigtigste værker i det moderne tv-landskab, og populære medier som No Film School udråbte den snart som et banebrydende opus, der ville »ændre den måde, som man optager og klipper serier på«. Manuskriptforfatteren Paul Schrader (’Taxi Driver’, ’Raging Bull’) blev indigneret over den urimelige hype omkring serien og gik øjeblikkeligt til tasterne, for ’Succession’ havde da ikke ændret noget som helst. Den havde blot efterlignet ’Festen’, måtte man forstå.
Denne kommentar tog jeg med til Jesse Armstrong, og til min store overraskelse gav han Schrader ret.
»Det er korrekt, at ’Festen’ var et stort inspirationspunkt«, sagde han. »Jeg pitchede faktisk min serie som ’Dallas’ møder ’Festen’, og inden vi begyndte optagelserne til første sæson af ’Succession’, screenede jeg ’Festen’ for hele holdet, så de kunne få en idé om den optage- og klippestil, som vi skulle tilstræbe«.
Efterfølgende spurgte jeg filmfotografen Patrick Capone og instruktøren Andrij Parekh om deres inspirationskilder i forbindelse med arbejdet på serien. Begge nævnte Dogme95 og fotografen Annie Leibovitz, og begge beskrev de den dogmeagtige optagestil på serien.
»Normalt optager vi med to håndholdte kameraer. Idéen er, at kamerafolkene skal forsøge at indfange hver scene i en lang bevægelse«, som Parekh sagde.
Den dogmeagtige stil havde til formål at frigøre skuespillerne og at frisætte kameraet til at fange de øjeblikke, som måtte opstå i de enkelte scener, og netop den skydestil afspejler Vinterbergs æstetik i ’Festen’. En film, der dog også i tematisk forstand har dannet inspirationspunkt for ’Succession’, idet Armstrongs serie ligeledes handler om en velbjerget, men samspilsramt familie og et potentielt faderopgør.
I ’Festen’ gav det håndholdte kamera en fornemmelse af være til stede midt under familiefesten – som var der tale om hjemmevideo – og den samme oplevelse skabes i ’Succession’, hvor de bevidst undgik »location-porno«, som Capone sagde, og i stedet tilstræbte en realistisk stil.
»Vi dyrkede ikke flotte establishing shots af velkendte vartegn i New York, og vi ønskede at illustrere, at denne rige familie, som ellers tror, at de kan kontrollere alt, ikke kan kontrollere vind og vejr. Når det regner, regner det, og det er ens for alle. Derfor havde vi ingen bluescreen-optagelser, når karaktererne stod og talte på altanen, og bilscenerne optog vi med håndholdt kamera i New Yorks kaotiske trafik uden at trække bilen efter en vogn. Det skulle virke ægte og ukontrolleret«.
Trier’sk tilsnit: ’Transparent’ og ’I Know This Much Is True’
En anden serie, der har hentet inspiration fra Vinterberg og Dogme95, er Joey Soloways ’Transparent’. En autobiografisk dramedie om en far, der springer ud som transperson, og en familie, der prøver at finde sig selv og hinanden. Alle karaktererne er usikre, og det afspejles i et nervøst, søgende kamera, og denne æstetik var ifølge skuespilleren Jay Duplass (Josh Pfefferman) inspireret af blandt andet Dogme95.
»Vi tænkte alle på filmfotografen, Jim Frohna, som et vidne«, som han sagde, og igen skulle det urolige kamera altså give fornemmelsen af realisme – som om publikum var vidne til en virkelig historie, der udspillede sig lige for øjnene af dem.
’Succession’ og ’Transparent’ er begge kammerspil og forlener sig med tyske stumfilm fra 1920’erne, svenske film og tv-serier af Ingmar Bergman, amerikanske independentfilm af blandt andet John Cassavetes og danske dogmefilm af Vinterberg og Trier.
Det samme gælder Derek Cianfrances miniserie ’I Know This Much Is True’ – en lille fortælling om to brødre med en bøvlet familiehistorie, der snart udvikler sig til en fabulerende familiesaga og nationsfortælling i stil med ’Godfather’-filmene. Cianfrance havde kæmpet for at sælge sin miniserie som en filmtrilogi i stil med netop ’The Godfather’, men ingen filmselskaber ville binde an med projektet, og de mange forsøg på at adaptere Wally Lambs mastodontbog var alle gået i vasken eller blevet henlagt.
Da Cianfrance tog idéen til HBO, var sagen dog en anden, og de gav ham næsten frie hænder til at fortælle historien som en miniserie bestående af en håndfuld tunge afsnit, der handler om psykiske lidelser og familietraumer, og som udspiller sig i et næsten sneglende tempo. Undervejs i hvert afsnit dukker en titelsekvens op og punkterer den fremadskridende handling.
Jeg spurgte Cianfrance til denne usædvanlige titelsekvens, den kammerspilagtige fortælling, og det Cassavetes-beslægtede kameraarbejde, og instruktøren fortalte mig, at hans to væsentligste inspirationspunkter netop var Trier og Cassavetes. Den bevægelige nærbilledæstetik var inspireret af Cassavetes-filmen ’Faces’, og titelsekvensen var planket fra Triers tunge og populære melodrama ’Breaking the Waves’, der på nogle punkter kunne ligne en forløber til Dogme95.
»Min serie egner sig ikke til binge-watching«, som Cianfrance sagde. »Den er tung og kan være overvældende at se i én køre, så titelsekvensen skule fungere som en slags pause, lidt i stil med de intermezzoer, som man har i forbindelse med teaterstykker, og som man havde i forbindelse med double feature-visninger i gamle dage. Jeg tænkte på den som en refleksionspause lidt i stil med de kapitelskilte, som man ser i Triers film«.
Fra Jørgen Leth til ’House of Cards’
Endnu mere overraskende er det, at der ligger en dansk inspirationskilde bag ’House of Cards’. Beau Willimons serie, der samtidig var den første reelle Netflix Original, var inspireret af en britisk miniserie fra 1990’erne, men bragte den britiske fortælling og den satiriske tongue in cheek-tone ind i en mere amerikansk kontekst.
Handlingen blev flyttet til Washington, og hovedpersonens shakespearske monologer blev fremsagt i en manieret sydstatsdialekt. De direkte kamerahenvendelser blev arvet direkte fra den britiske miniserie, men den amerikanske serie er længere og har en anden atmosfære og et mere kunstigt eller sågar fremmedgørende udtryk. Et væsentligt inspirationspunkt i denne sammenhæng var en dansk instruktør, som har arbejdet med faste dogmer og mærkelige benspænd, længe før Dogme95 nogensinde blev en realitet.
Willimon er åbenbart stor Jørgen Leth-fan. Han elsker dokumentarfilmen ’Den fem benspænd’, som Leth og Trier har lavet i fællesskab, og han ser den kunstneriske kortfilm ’Det perfekte menneske’ (som ’De fem benspænd’ tager udgangspunkt i)to-tre gange årligt.
Det kan måske være svært at se en forbindelseslinje mellem Leth og ’House of Cards’. Og så alligevel. For ’House of Cards’er faktisk baseret på en række faste, ja næsten rigide, stilistiske dogmer. I samarbejde med David Fincher, der instruerede de første afsnit, skabte Willimon et sæt af faste parametre for lys og nogle lige så urokkelige principper for farver, skuespil og kamerabevægelser.
Kameraet måtte kun bevæge sig, når skuespillerne gjorde det, og farverne skulle fortrinsvis være kolde og distancerende, ligesom skuespillet skulle være manieret og kunstigt. Alt er køligt, kunstigt og konstrueret i ’House of Cards’, og det skulle afspejle sig i farverne, skuespillet og sågar titelsekvensen, hvor alle tegn på liv i billederne skulle elimineres.
Den gensidige afsmitning: Fra ’True Detective’ til ’The Undoing’
Der er mange andre eksempler på amerikanske tv-serier, som har hentet inspiration fra skandinaviske værker, men inspirationen går begge veje. Nybruddet i dansk tv i midten af 1990’erne blev blandt andet skabt efter en inspirationsrejse til USA, hvor produceren Sven Clausen så optagelserne til ’NYPD Blue’ og med stor begejstring bemærkede den håndholdte kamerastil og brugen af locationoptagelser.
Danske krimiserier i 90’erne og 00’erne var tydeligt inspireret af amerikanske serier som ’Twin Peaks’, ’Homicide’ og ’NYPD Blue’, men senere begyndte amerikanske serieskabere af skele til nordic noir-serier som ’Forbrydelsen’ og ’Broen’, ofte blandet med et umiskendeligt amerikansk tilsnit. Det blev til direkte remakes som ’The Killing’, banebrydende værker som ’True Detective’ og mere konventionelle krimiserier som ’The Undoing’.
»Med alle de kvalitetskrimiserier, som I producerer i Norden, skulle man tro, at I har flere seriemordere, end I har indbyggere«, som ’True Detective’-skaber Nic Pizzolatto sagde, da jeg talte med ham i forbindelse med min bog. »Vi hentede inspiration fra de skandinaviske krimiserier, men ’True Detective’ er også præget af en amerikansk noir-tradition og hele Southern Gothic-genren. Den gensidige afsmitning mellem forskellige kulturer interesserer mig meget«.
Ifølge Hugh Grant kobler ’The Undoing’ en traditionel whodunit-stil med elementer af »scandi-noir«. Serien er da også skrevet af David E. Kelley og instrueret af danske Susanne Bier, der giver serien et personligt særpræg via sin unikke brug af pludselige fokusskift, ultranærbilleder og håndholdt kamera.
»Før Dogme95 forsøgte danske film ofte at imitere amerikanske film«, som Bier udtrykte det i mit interview, »men da Dogme95 kom, blev danske film mere interessante, fordi de kun kunne fokusere på historien og karaktererne. På den måde er det ikke så mærkeligt, at serier som ’Succession’henter inspiration fra Dogme95 eller John Cassavetes. Der en sjæl i det, som dukker op, når du fjerner alle ydre lag og effekter«.