’Music’: Sias debutfilm er en fornærmende øjenbæ

’Music’: Sias debutfilm er en fornærmende øjenbæ
Maddie Ziegler og Kate Hudson i 'Music'.

Først af alt var ordet. Men i Sias debutfilm går musikken forud i mere end én forstand.

‘Music’ følger en 14-årig pige af samme navn (Sias guddatter Maddie Ziegler), der er på autismespektret og derfor stort set ikke taler. Vi hører pigen udstøde lyde, mens der endnu er sort skærm. Så toner hun frem i et hvidt værelse i færd med at iklæde sig hvidt tøj og slå på sig selv. Cue første musicalsekvens: Music, nu klædt i farvestrålende gult, bevæger sig til Sias stemme gennem en pangfarvet labyrintisk kulisse.

Det, der før var tics og gentagne bevægelser knyttet til autisme, er nu trin i en vild dans. Både i virkeligheden og fantasien bærer Music hovedtelefoner, men i musicalsekvenserne transformeres de til kunstfærdige headpieces. For de, der ikke har fattet pointen – at i musikken kan denne nonverbale teenager udtrykke sig frit – bøjer Sias sangtekst budskabet i neon: »In my dreams my body does not control me, my imagination sets my spirit free. Gotta be in my fantasy, reality’s too much for me«.

Music lever kort sagt i sin egen verden, hvor bedstemor og hjælpsomme naboer sørger for, at rutiner aldrig forstyrres. Indtil bedstemor falder død om, og Music overlades til storesøster Zu (Kate Hudson), der er pusher og prøveløsladt efter en dom for alkoholiserede udskejelser. Zu kan knapt styre sit eget liv, men heldigvis er naboen Ebo (Leslie Odom Jr.) ved hånden, så filmen kan få en romantisk komedie-slutning uden at sende Music på institution.

‘Music’.

Sia har til Variety beskrevet sin film som et »kærlighedsbrev til folk med særlige behov og deres omsorgspersoner«, men modtagelsen blandt autister er alt andet end positiv.

For det første har Sia valgt en neurotypisk skuespiller til rollen som Music. Når Ziegler, talentfuld eller ej, mimer autistiske bevægelser, som Sia forstørrer til dans, bliver resultatet en karikatur, der minder om mobning.

For det andet hævder Sias film, at når en autist får et »meltdown« af for mange sanseindtryk, så skal de (citat!) »mases med kærlighed«: Lille Music ned på jorden, store Zu eller Beo ovenpå. Denne type fastholdelse er ikke blot traumatiserende – den har slået børn og unge med autisme ihjel.

For det tredje er ‘Music’ så fuld af hurtige klip og blinkende lys, at den ironisk nok ikke kan ses af mange af de autister, filmen er dedikeret til.

Stop nu med identitetspolitikken, vil nogen måske vrisse, kan vi ikke nyde en god historie? Jo, men ikke i Sias film. Fortællingen er forudsigelig grænsende til det skematiske, og i stedet for karakterudvikling får vi stop-motion-agtige personlighedsskift især i Zu. Det ene øjeblik vil hun dumpe sin søster på institution – det næste løber hun efter en vogn a la Richard Gere i ‘Pretty Woman’ for at erklære sin nyfundne ædruelighed og evige troskab til Ebo og Music.

Netop Music har ikke andre personlighedstræk end at være sød og afhængig af kærlighed. Dertil kommer belejlige hjælpekarakterer så flade som femører så som vicevært Georg (Hector Elizondo, apropos ‘Pretty Woman’), der babysitter og ikke kræver husleje.

Mest grel er ’den stakkels tykke dreng’ Felix, der først får et navn få minutter før, han får flækket sit hoved mod et køkkengulv og forsvinder ud af historien, uden at nogen kommenterer det. Han er faktisk mere nonverbal end Music, for drengen har ikke én eneste replik, men han får Ebo til at virke omsorgsfuld og når lige at bestille en servicehund til Music online. Så er det bye-bye, tykke hjælpekarakter, du behøves ikke længere.

Men er det så en god musical? Nope. Og jeg hører ellers til de nemme, der har slugt ’Glee’-fanfiction og fint lod mig underholde af ‘The Prom’ sidste år. Det kan godt være, at Sia-fans vil nyde sangene, men jeg vil foreslå at slukke for skærmen imens. I én scene danser Music med en krydsning mellem en hund og en gulvmoppe ind i noget, jeg kun kan beskrive som en overdimensioneret candyfloss-vagina.

I en anden springer Zu, Music og et kæmpe danseensemble rundt i henholdsvis knaldgule og røde latexlignende helbadedragter, mens de sprøjter med haveslanger. Ebo spiller til med et overdimensioneret grin (sort, glad mand med tromme, så er alle stereotyper med). Og bag skumfidus-poolen marcherer en stribe børn ind iklædt oppustelige pink kostumer, der mest ligner kæmpetestikler. Teletubbies møder fetichfest på LSD, har jeg skrevet i mine noter.

Det kunne måske have fungeret i en surrealistisk gyserverden a la Lynch eller Burton, men i en romantisk komedie føles det som et sanseovergreb, man bare gerne vil overstå, selv hvis man ikke er på autismespektret.

Hvordan kan et erklæret kærlighedsbrev ende så galt? Det får man et praj om i den cameo-rolle, Sia har tildelt sig selv: Som rig velgører, der vil købe stoffer af Zu for at sende dem til hospitaler i Haiti, fordi Røde Kors er mindre effektive end et privatfly. Ironi? Not really, for sangeren er jo netop fornærmet over, at autismemiljøet ikke anerkender hende som den store filantrop.

I rulleteksterne krediterer Sia sig selv som »Popstjerne Uden Grænser«. Dem skulle andre vist have sat for hende.


Kort sagt:
Som musical er Sias debutfilm en øjenbæ, som fortælling er den utroværdig, og som erklæret kærlighedsbrev til autister er ‘Music’, der karikerer autisme og promoverer livsfarlige fastholdelser, grund til at slå op.

’Music’. Spillefilm. Instruktion: Sia. Medvirkende: Maddie Ziegler, Kate Hudson, Leslie Odom Jr. Spilletid: 107 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af