Når Lakeith Stanfield og Daniel Kaluuya er Oscar-nomineret som biroller … hvem er så hovedrollen i deres film?

Oscar-uddelingen har en rig historik for en meget forvirret tilgang til hovedroller vs. biroller. Nogle går så langt som at kalde det fusk. Og sjældent har der været et så opsigtsvækkende eksempel som i år, hvor Lakeith Stanfield og Daniel Kaluuya begge er nomineret for bedste mandlige birolle i ’Judas and the Black Messiah’, som kan streames i Danmark fra i dag.
Når Lakeith Stanfield og Daniel Kaluuya er Oscar-nomineret som biroller … hvem er så hovedrollen i deres film?
Daniel Kaluuya i 'Judas and the Black Messiah'. (Foto: PR)

Igen i år – det er faktisk fjerde årgang i træk – finder vi en film, der har opnået en dobbeltnominering i en af skuespillerkategorierne i Oscar-sammenhæng. Lakeith Stanfield og Daniel Kaluuya er begge nomineret for bedste mandlige birolle i filmen ’Judas and the Black Messiah’.

Kategoriforvirring (eller ligefrem kategorifusk) er noget, der næsten på årlig basis diskuteres i forbindelse med skuespillerkategorierne i Oscar-sammenhæng, men som regel er chancen for, at nogen råber ’urent trav!’, større, des flere skuespillere fra samme film, der er nomineret. Og dobbeltnomineringer i den samme kategori udgør måske særligt mineret terræn.

Diskussionen om kategoriforvirring er ekstra livlig i år: ’Judas and the Black Messiah’ handler om den kriminelle Bill O’Neal (Lakeith Stanfield), der af FBI presses til at gå undercover i Black Panther-organisationen i Chicago for at få skovlen under dens karismatiske leder Fred Hampton (Kaluuya). Men mange spørger med god grund: Hvis Kaluuya og Stanfield begge er biroller, hvem i alverden er så hovedrollen?

Lakeith Stanfield i ‘Judas and the Black Messiah’. (Foto: PR)

Filmens titel er i den forbindelse exhibit A for dem, der lufter fuskanklagen: Kaluuya som Fred Hampton er titlens ’sorte messias’, og Stanfield er dens Judas. Der er ikke så meget at rafle om, vil kritikerne hævde: Der er tale om to supplerende hovedroller. Ergo: Kategorifusk!

Det med titlen på en film kan i det hele taget være afslørende: Hvem er ’The Favourite’ i Yorgos Lanthimos’ film af samme navn? Ja, det er utvivlsomt Emma Stone. Hvorfor det er besynderligt, at den amerikanske skuespiller blev anbragt i birollefeltet (sammen med Rachel Weisz) tilbage i 2018-kapløbet, mens Olivia Colman som dronningen, der udpeger sig en (ny) favorit, blev anbragt som hovedrolle.

Går man numerisk til værks – som på den virkelig nørdede hjemmeside screentimecentral.com – kan man få syn for sagn: Emma Stone optræder i 58 procent af filmens spilletid, mens Olivia Colman nøjes med 47 procent »aktiv spilletid«.

Kig på titlen …

Nu er det jo ikke kun ’aktiv spilletid’. der gælder kriterium for at bestemme, om en rolle er en hovedrolle eller en birolle. Men hvordan bestemmer man , hvad der er en hovedrolle kontra en birolle?

Meget af vanskeligheden ligger i, at hver film er sin egen fortælling, med sin egen struktur og egen indre dynamik. Således også når det kommer til rollefordeling. Nogle film kan strukturelt redegøres for ved at henvise til to eller måske endda tre hovedroller, mens det for andre typer fortællinger giver mening at tale om én hovedrolle. Og sande ensemblefilm (som Robert Altmans ’Short Cuts’) kan siges ikke at have hovedroller overhovedet, men en sværm af biroller.

De fleste vil nok trods alt kunne blive enige om, at det er rollens funktion i manuskriptet, der er bestemmende for, hvorvidt vi kan tale om en hoved- eller birolle. Det handler for eksempel om synsvinkel:

Gennem hvis øjne oplever vi filmens centrale konflikter. Det er derfor, det så åbenlyst var problematisk at placere Emma Stone som birolle i ’The Favourite’. For ikke alene er hun den skuespiller, der er mest på lærredet af samtlige medvirkende, men det er også gennem hendes karakter vi oplever dramaet og bliver præsenteret for de centrale intriger. Filmen starter med fokus på Stone, og filmen slutter med fokus på Stone. Som regel en ret stærk indikator på hovedrollestatus.

Når birollen er mere med end hovedrollen

Samme år – 2018 – som Colman vandt for sin lille hovedrolle/store birolle i ’The Favourite’, vandt Mahershala Ali sin anden birollestatuette i karrieren for den kontroversielle bedste film-vinder ’Green Book’. Ali er med i 52 procent af spilletiden i ’Green Book’, eller rundt regnet 15 minutter mere end den kvindelige hovedrollevinder (Colman) fra samme årgang.

Det ville være oplagt at råbe ’fusk’, til man bliver rød i bærret, men på sin egen omvendte måde giver kategoriplaceringen måske en form for mening: ’Green Book’ er en type fortælling, hvor man kan argumentere for, at der er én hovedrolle (Viggo Mortensen), for ligesom i tilfældet Emma Stone gælder det om fortælleperspektiv og konfliktintroduktion:

’Green Book’ indeholder rigtigt meget Ali, men det er først et kvarters tid inde i filmen, at vi bliver præsenteret for ham. Det er altså gennem Viggo Mortensens øjne, at vi glider ind i fortællingen. Det er hans professionelle liv, der er scenen for mødet med Alis karakter. Tallene bakker i øvrigt op om, at Green Book har én hovedrolle: Mortensen har en ’aktiv spilletid’ på 69 procent i ’Green Book’.

Mahershala Ali i ‘Green Book’. (Foto: PR)

Uanset hvad: Akademiet stod i en vanskelig situation, når de blev bedt om at sammenligne Alis præstation (baseret på 67 minutters performance) over for eksempelvis Sam Eliott, der er med i ’A Star is Born’ i sølle otte minutter, og Sam Rockwell, der er med i ’Vice’ i cirka ni minutter. Det er ikke ligefrem a level playing field. Birollekategorien kan derfor til tider ligne et miskmask, hvor fejlplacerede hovedroller møder rene cameos.

Uudslettelige indtryk

Som antydet afslører en films titel mangt og meget: Selvom Anthony Hopkins kun er med i 24 minutter af ’Ondskabens øjne’, er det ikke tilfældigt at den danske distributør i sin tid (1992) valgte netop den titel med henvisning til Hannibal Lecters seriemordervisir.

En filmkarakter kan efterlade så uudsletteligt et aftryk i folks bevidsthed, at det ville føles kontraintuitivt at placere den som birolle.

Et andet godt eksempel er Marlon Brando, der også vandt en Oscar for bedste hovedrolle for ’The Godfather’, selvom han har 15 procent mindre spilletid end Al Pacino. Men Brando er ’The Godfather’, ergo er det lige for at placere ham i hovedrollekategorien.

1970’erne bød i det hele taget på flere nærmest absurde kategoriplaceringer: Set på spilletid kan man ikke argumentere for, at Peter Finch er hovedrolle i ’Network’ (det er Faye Dunaway så indlysende), men helt skævt ramte Akademiet ifølge mange med Louise Fletcher, der kun medvirker i 22 minutter af ’Gøgereden’, hvilket svarer til 16 procent af filmens spilletid. Alligevel kunne hun hjemtage en hovedrolle-Oscar for sin bedrift.

Anthony Hopkins i ‘Ondskabens øjne’. (Foto: PR)

I de senere år har vi set eksempler som Julia Roberts for birolle kontra Meryl Streep for hovedrolle for ’August: Osage County’, selvom førstnævnte er mere med i filmen. Eller hvad med birolleplaceringen af Rooney Mara for ’Carol’, selvom hun er mere med end hovedrollenominerede Cate Blanchett?

Eller Julianne Moore, der er mere med i ’The Hours’ end Nicole Kidman (hvis samlede spilletid beløber sig til beskedne 24 minutter). Førstnævnte blev nomineret for birolle, sidstnævnte for hovedrolle. Det samme var tilfældet for Ethan Hawke (birolle) over for Denzel Washington (hovedrolle) i ’Training Day’.

Hawke er – selvom du måske husker filmen anderledes? – mere med i den end Washington.

Betydningen af star power

Er der en fællesnævner på tværs af eksemplerne? Man kan i hvert fald spørge: Hvem var den største stjerne, da filmen blev indspillet?

Streep var utvivlsomt mere ’varm’ i Oscar-sammenhæng end Roberts, der i 2013 ikke havde været nomineret, siden hun vandt for ’Erin Brockovich’ tilbage i 2000. Blanchett og Washington var større navne end Mara og Hawke.

Og Kidman? Hun rev sig for alvor løs fra Tom Cruises skygge i 00’erne, og foldede sig ud som ’seriøs’ skuespiller i manges øjne. Kidman var det mere glamourøse valg sammenlignet med altid solide Moore. Nå ja, og Kidman spiller en berømthed (Virginia Woolf), mens Moore spiller en anonym forstadsfrue.

Star power og ikoniske (ofte ondskabsfulde eller berømte eller begge dele!) karakterer har altså også noget at sige, når vi skal bedømme en præstation som hoved- eller birolle.

Louise Fletcher i ‘Gøgereden’ (Foto: PR)

Da man sad i biografmørket og skulle se ’August: Osage County’ i 2013, har man nok ikke siddet og ventet på at se Roberts give den som kuet datter, man på at se La Streep give den hele armen som kæderygende matriark fra helvede. Det samme kan siges om Brando med vat i mundvigen i ’The Godfather’, Hopkins’ hvislelyde gennem plexiglas i ’Ondskabens øjne’, Forest Whitaker som brutal afrikansk diktator i ’The Last King of Scotland’ og, selvom hun var mindre kendt dengang, Louise Fletchers onde, onde sygeplejerske i ’Gøgereden’.

Forestil dig nu, at Josh Brolins karakter i Coen-brødrenes Oscar-vinder ’No Country for Old Men’ havde været en kvindelig karakter, så havde det måske ikke været helt langt ude at føre kampagne for Javier Bardems dæmoniske dræber Anton Chigurh i hovedrollekategorien, fordi han så med nogen ret ville kunne betegnes som filmens mandlige hovedfigur (indrømmet, i skarp konkurrence med Tommy Lee Jones’ bundhumane sherif).

Måske er det i den optik, man også skal forstå for eksempel Fletchers hovedrolleplacering for ’Gøgereden’: ikonisk rolle plus status som ensemblets primære kvindelige karakter. Vupti: hovedrollestatus.

Og bare for at slå en knude på Chigurh vs. Nurse Ratched-tankeeksperimentet: Bardem er med i 29 minutter (23,5 procent) af ’No Country’ sammenlignet med Fletchers 22 minutter (16,7 procent) i ’Gøgereden’. Så længere ude er ideen om Bardem som hovedrolle altså ikke.

Hvorfor man fusker

Man kan utvivlsomt regne med, at der går ganske meget tid med at diskutere og planlægge den helt rigtige strategi, når skuespillerne i de store prestigeproduktioner skal køres i stilling til Awards Season.

Det hænder – men det er sjældent – at man kan slippe helskindet fra at føre kampagne for to mænd eller to kvinder for hovedrolle i samme film. Det lykkedes i 1991 med Geena Davis og Susan Sarandon for ’Thelma & Louise’ (igen: dén titel er svær at komme udenom!). De blev begge nomineret for bedste kvindelige hovedrolle. Og det lykkedes i 1984 med Tom Hulce og F. Murray Abraham i Milos Formans ’Amadeus’ (der passende kunne have heddet ’Amadeus & Salieri’!).

Hvorom alting er: Det er en uskreven regel, at hvis to skuespillere af samme køn deler hovedrolleværdighed i en film, så vil man forsøge sig med kategorifusk.

Eksemplerne er mange, men lad os nøjes med at henvise til to relativt nylige af slagsen: Rooney Mara/Cate Blanchett for ’Carol’ og Heath Ledger/Jake Gyllenhaal for ’Brokeback Mountain’. I begge tilfælde giver det dårligt mening at tale om hovedrolle kontra birolle. Det er i begge tilfælde to hovedroller.

Jonathan Pryce og Anthony Hopkins i ‘The Two Popes’. (Foto: Peter Mountain)

Man kan også pege på den gamle og den nye pave i sidste års ’The Two Popes’, hvor Netflix’ kampagnestab lykkedes med at få placeret Jonathan Pryce for hovedrolle og Anthony Hopkins i birolle (igen, igen: Filmens titel er ellers ret så afslørende).

Der er traditionelt meget mere plads til at boltre sig i birollekategorien, hvor det ikke synes nær så ’anmassende’, når en film kommer anstigende med flere kandidater. Tænk bare på ’The Trial of the Chicago 7’, der i år førte birollekampagne på vegne af så godt som hele det mandlige cast.

Ergo: Det er nemmere at få skuespillere med meget spilletid valgt i birollekategorien, hvor de tilmed har en indbygget fordel over for de ’reelle’ biroller: mere spilletid giver selvsagt bedre mulighed for at gøre indtryk.

Fuck it

Set i det lys er Stanfield/Kaluuya-eksemplet fra i år lettere besynderligt. Der blev ført kampagne for Stanfield i hovedrolle og Kaluuya for birolle. Hvilket virker nogenlunde logisk med tanke på den uskrevne regel om ikke at føre kampagne for to skuespillere af samme køn i hovedrollekategorien. Kaluuya er nemlig ’på’ i 46 minutter af filmen, Stanfield i 50 minutter. Og selvom Kaluuyas figur er filmens ’profil’ eller ’stjerne’, så er det gennem Stanfields øjne, vi oplever konflikten og får adgang til sagen (FBI’s infiltrering af The Black Panthers).

Chadwick Boseman i ‘Ma Rainey’s Black Bottom’. (Foto: PR)

Det forunderlige ved årets meget overraskende dobbeltnominering til ’Judas and the Black Messiah’ er derfor ikke kampagnestabens forhåbninger om at gøre plads til begge skuespillere i separate kategorier – det giver perfekt mening – men Akademiets ’beslutning’ om at anbringe begge mænd i samme kategori.

Birollenominerede Stanfield er i øvrigt med sine 50 minutters aktiv spilletid i ’Judas’ mere med end to af hans kolleger i årets hovedrollekategori. Steven Yeun er med i 48 minutter i ’Minari’, og Chadwick Boseman (der er favorit til at vinde Oscaren) er med i 44 minutter af ’Ma Rainey’s Black Bottom’.

Lakeith Stanfields egen reaktion på Twitter, efter nomineringerne blev offentliggjort, opsummerer måske situationen meget godt (han slettede siden opslaget):

»I’m confused too but fuck it lmao«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af