Kim Kanonarm er kongen af arkadespil fra 80’erne – og dermed kongen af Bip Bip Bar på Nørrebro.
Nu har han sat sig et ambitiøst mål, som kræver de loyale venners støtte: At spille arkadespil i 100 timer uden pause.
Debutant Mads Hedegaard følger med perioderammende æstetik hele rekordforsøget i sin første film i spillefilmlængde, ’Kim Kanonarm’, der får verdenspremiere på CPH:DOX.
Hedegaard er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017.
Hvordan stødte du første gang på Kim Kanonarm?
»En af mine venner, der arbejdede som tekniker på Filmskolen, var med til at starte Bip Bip Bar, og han inviterede mig ned for at se arkaden. Og da jeg trådte ind ad døren, blev jeg blæst omkuld af farverne, lydene, musikken, spillene og ikke mindst de mennesker, der befolker arkaden«.
»Jeg begyndte at hænge ud der og lærte gradvist de forskellige venner at kende. I starten var det uden kamera, men jeg fortalte dem, at jeg syntes, det kunne være spændende at lave en film om arkademiljøet og ikke mindst Kims ambition om det vilde rekordforsøg at spille stort set uafbrudt i 100 timer«.
»Kim og vennerne inviterede mig og mit kamera ind i deres fællesskab med åbne arme, og samtidig begyndte de gradvist at vise sig at rumme en utrolig rigdom. Arkaden er et sted, hvor man har lov til at være sig selv i fælleskab med andre«.
Hvorfor tænkte du, at Kim var et oplagt emne for en film?
»På mange måder fordi han netop ikke var oplagt! Men i første omgang var det hans drøm om at spille et arkadespil i 100 timer i træk, der tiltrak mig, fordi det var så dejligt enkel en narrativ motor for en film«.
»Jeg fandt dog også hurtigt ud af, at det alene ikke kan gøre det. Kim havde et mål, det var godt. Man har lyst til at se på ham, det var også godt. Men Kim manglede nogle andre af de typiske karaktertræk, som gør et menneske til en klassisk stærk karakter i en film. At han er meget introvert og ikke siger særlig meget, var en stor udfordring i starten. Men jeg syntes, det var spændende at prøve at vende det til filmens fordel. At lade filmen tage udgangspunkt i Kim Kanonarm og hans venner og skabe filmen ud fra dem i stedet for at ‘putte dem ind i en film’«.
»Jeg prøvede at bruge Kims rolige sind og nærmest sensei-agtige renhed. Den ydmyge mand med den kæmpe drøm. På samme måde begyndte filmens andre karakterer gradvist at vise sig som først og fremmest nuancerede og generøse mennesker og dernæst ekstremt gode filmiske karakterer. Også de kom i høj grad til at influere filmens udformning«:
»Carsten, der lærte mig om Bachs musik og derfor var med til at sørge for, at filmen er bygget op som en Bach-inspireret kontrapunktisk komposition. Svavars fysik-studier, der gjorde det muligt for mig at inkorporere min egen interesse for kvantefysik som en aktiv del af fortællingen. Dysts digte, der til tider inspirerede min egen voiceover. Og ikke mindst, hvordan de forskellige venners yndlingsmusik inspirerede filmens soundtrack med alt fra mere eller mindre obskure synth-wave tracks over Bonnie Tyler til Iron Maiden«.
Var du bekymret for, om man kunne gøre arkadespil filmisk?
»Jeg var ikke bekymret for, at hele miljøet og stemningen kunne gøres filmisk. Det var det på sin vis allerede. Men selvfølgelig har det været en udfordring at få ét konstant spil i op til 100 timer til at blive interessant. Dels er det ‘bare’ en mand, der står foran en arkademaskine stort set uden at flytte sig, dels kan Gyruss være et intenst forvirrende spil at følge med i, fordi der er så meget viden, som ikke kan aflæses direkte på skærmen«.
»Men følelsen kunne gøres underholdende og medrivende – følelsen kunne gøres filmisk. Men det kunne den kun i tæt samarbejde med filmens klipper Mark Bukdahl«.
»Vi ville gerne have, at publikum nærmest fysisk får en oplevelse af, hvor hårdt det rent faktisk er for Kim. Derfor har vi arbejdet meget med synlige og usynlige visuelle effekter, og Rasmus Winther Jensen har lavet et meget komplekst sounddesign, hvor vi har skabt stort set al lyd efterfølgende fremfor at gå med de ‘rigtige’ lyde under optagelserne, fordi de blev kaotiske og ufokuserede med de mange spil og musik i rummet på én gang«.
Har du selv en fortid/nutid som gamer? Og hvad fascinerede dig ved miljøet?
»Tilbage i tiden, i min barndom og helt unge teenageår, spillede jeg en del commodore 64 og pc, og jeg har stået i mange neonoplyste arkader i små italienske byer og på campingpladser, da jeg var på sommerferie med min familie«.
»Men en dag blev jeg så grebet af et spil, at jeg faktisk bevidst besluttede mig for helt at stoppe med at spille. Jeg kunne mærke, at jeg blev for afhængig af det, og at jeg ville bruge for meget tid på det. Allerede på det tidspunkt interesserede jeg mig intenst for film og ville hellere bruge min tid på det. Så der stoppede jeg med at spille spil. Men det har været sjovt at genopdage mange af de gamle spil, jeg kan huske fra dengang, i arbejdet med denne film«.
Hvad håber du, publikum tager med fra filmen?
»Jeg synes, det er blevet en spændende film, fyldt med lune og underfundighed. En film, der bestemt også kan ses, uden at man interesserer sig for spil, for arkadespillet er kun ét af aspekterne i filmen, der faktisk handler mere om personerne og deres fællesskab«.
»Forhåbentligt vil karaktererne i løbet af filmen vokse frem som hele mennesker, som publikum vil komme til at holde af, og måske også minde publikum om, at vi alle rummer mere end det, vi kan se ved første øjekast. Filmen er min lille hyldest til disse mennesker, der på deres egne stilfærdige måder er larger than life«.
Hvad vil du gerne bidrage med eller ændre i dansk film de kommende år?
»Jeg vil rigtigt gerne lave film, der underholder med tankevækkende og overraskende fortællinger. Og så synes jeg, det er spændende at skabe et univers, som publikum kan træde ind i, gå på opdagelse i og få en god oplevelse af.
»Jeg vil gerne prøve at skubbe til grænserne for, hvilke historier der kan fortælles, og hvordan man kan fortælle dem. Det må gerne være lidt ambitiøst«.
Jeg arbejder konkret på to film, som er meget forskellige – også fra ’Kim Kanonarm’. Men fælles for alle tre er, at de på hver deres måde handler om vigtigheden af fællesskab.
Den ene er en dokumentarfilm, som jeg ikke må sige så meget om. Den anden er en fiktionsfilm, der foregår for 6000 år siden. En actionthriller, der foregår i stenalderen …«
’Kim Kanonarm’ kan ses på doxonline.dk.