‘The One’: Netflix-serie med stærkt ‘Black Mirror’-koncept har en fatal brist

‘The One’: Netflix-serie med stærkt ‘Black Mirror’-koncept har en fatal brist
'The One'. (Foto: Robert Viglasky/Netflix)
STREAMING TOGETHER

En dykker løfter et stort, rustent stykke metal op fra havbunden, som afslører et skeletteret lig. Og på 50 sekunders åbningsscene afslører en serie, som ellers har meget mere at byde på, sin største brist.

Drama/krimi/sci-fi-serien er baseret på John Marrs’ roman af samme navn og hitter pænt på Netflix. Ikke underligt, for præmissen er spændende som en slags udbygning af et af mine yndlings-’Black Mirror’-afsnit, ’Hang the DJ’ fra sæson 4, der også handler om en nær fremtid, hvor man har opdaget formlen for ægte kærlighed.

I ’The One’ er det forskerkollegerne James Whiting (Dimitri Leonidas) og Rebecca Webb (Hannah Ware), der opdager, at et enkelt gen afgør, hvor godt to mennesker passer sammen. Vi bliver dumpet ned i milliardkoncernen The One, da Rebecca kort efter opdagelsen er på sin karrieres højeste som CEO i virksomheden, verdenskendt, stinkende rig og stadig med en dyb tro på sit eget koncept.

Parallelt med hendes selvfølgelige forfald følger vi efterforskeren Kate Saunders (Zoë Tapper), der efter lang tid som single endelig bliver matchet, og et lykkeligt gift par, der har mødt hinanden på gammeldags vis, men hvis ægteskab trues af match-teknologien.

Seriens højdepunkt er trekantsdramaet mellem parret Mark og Hannah Bailey og Marks match, Megan (Pallavi Sharda). Da Hannah lader sig overrumple af sin usikkerhed, drives hun til i al hemmelighed at opsøge ægtefældens eneste ene og indgå et venskab med hende for at kunne efterligne hendes væremåde. Men Hannah kan ikke holde masken, og mens hun ædes op indefra af jalousi, spreder hun krummer på stien, som fører Mark direkte i armene Megan, og Hannahs værste frygt bliver til virkelighed.

‘The One’. (Foto: Robert Viglasky/Netflix)

I denne tråd får tankeeksperimenterne virkelig lov til at udfolde sig. Det er oplagt at lade sig forføre af alle de what if’s, som konceptet sætter i søen. Noget af det samme kan kærlighedshistorien om Kate og hendes match, Sophia (Jana Pérez), hvor vi udfordres til at spørge, om vi først og fremmest er mennesker eller dna, og om kærligheden altid er værd at forfølge.

Fra tid til anden halter desværre både skuespil og manuskript. Skuespilmæssigt er det især balancen mellem Rebecca Webbs gamle og nye jeg, der mangler nuancer. Hannah Ware spiller næsten absurd endimensionelt, når hun skildrer Rebecca Webb i sit nye liv som CEO. Dén Rebecca er kun målrettet, kun kynisk – og selvom der bliver afsløret flere og flere menneskelige sider af hende undervejs, kan de ikke spores i hendes mimik. Det er ekstra ærgerligt i lyset af, at Ware gør et glimrende stykke arbejde i flashbackscenerne.

Og nu til det punkt, som vælter serien for mig: Hele det handlingsspor, der handler om Kate og hendes makkers efterforskning af mordet på Ben Naser, hvor Rebecca Webb som Bens forhenværende bedsteven er hovedmistænkt. Fordi hvorfor ikke?

At smide en kompleks efterforskningssag, der involverer både manddrab og datasvindel i videnskabens navn, ind i en serie, hvor hovedtemaet er et helt andet, er at slå et for stort brød op. Det føles kontraintuitivt at tage et hamrende godt koncept og mudre det ind i et tilsyneladende urelateret krimiplot, som er dødkedeligt og i øvrigt kræver en mængde af baggrundsinformation, som leveres i tunge kunstige replikker.

En komplet og smådesperat fejlvurdering af, hvad der skal til for at holde publikums interesse til ilden.


Kort sagt:
Et spændende koncept, begavede tankeeksperimenter og et stort budget mudres til af en træg krimiefterforskning i Netflix-serien ’The One’. 

‘The One’. Serie. Serieskaber: Howard Overman. Medvirkende: Hannah Ware, Zoë Tapper, Lois Chimimba, Dimitri Leonidas, Mark Bailey. Spilletid: Otte episoder a 38 - 44 minutter. Premiere: Kan streames på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af