Jeg ved godt, det føles som at anbefale Aperol Spritz en sommer for sent.
Bortset fra, at det nok er i hvert fald syv-otte år siden, at ’Homeland’ for alvor var trending topic.
I 2011 var spionserien med Claire Danes som den bipolare CIA-analytiker Carrie Matthison et af de mest populære seriebinges overhovedet. En amerikansk elitesoldat kom hjem til USA efter otte år i fangenskab i Afghanistan. Var han blevet omvendt til radikaliseret terrorist? Og kunne Carrie i så fald stoppe ham?
Serien satte en dagsorden som en mere intelligent udgave af Kiefer Sutherlands torturshow i ’24 timer’: En neglebidende spændende thrillerserie (baseret på den israelske ’Prisoner of War’) med et interessant indblik i CIA post-9/11 og to fængende karakterportrætter i den tvivlende familiefar/nyslåede muslim/traumatiserede soldat og den brillante, men plagede efterretningsagent samt hendes chef, altid skumle-mumlende Saul i Mandy Patinkins sammenbidte ydre og især indre.
Siden gled det hele lidt ud. Brody – well, spoiler-alert – døde i slutningen af sæson 3 efter mindst én sæson for meget, hvor han gav den som patriot-turned-forræder-turned-patriot-turned-forræder igen.
Hypen døde, og det hjalp ikke på sagen, at sæsonerne kom til Danmark med mange måneders forsinkelse, om overhovedet.
Men Carrie og Saul fortsatte ufortrødent, for bare fordi Brody og de danske rettigheder er væk, har den frie verden jo stadig brug for en redningskvinde.
Og først for nylig blev den ottende og sidste sæson tilgængelig herhjemme, hvilket man kan tage som den halvkvædede aktualitetskrog for denne forsinkede anbefaling.
Droner og fake news
Allerede med sæson 4 genopfandt hovedforfattere Alex Gansa og Howard Gordon faktisk serien som en ferm thrillerserie med mindre vægt på de interpersonelle will-they-won’t-they-will-they-seriously??-intriger, der havde fyldt lovlig meget i Brody-Carrie-forholdet, og mere vægt på de udenrigspolitiske emner, der også i første omgang gav ’Homeland’ relevans.
Sæsonen gav en relativt nuanceret skildring af de amerikanske droneangreb, der i netop Obama-årene var til stor diskussion, og også i de efterfølgende sæsoner var serien ofte imponerende profetisk i skildringen af internationale konflikter.
Sæson 5, der primært foregik i Tyskland, repræsenterede dog alt det værste i ’Homeland’: Et plot spækket med utroværdige twists, hvor Carrie på håbløs vis altid var på rette tid og rette sted til at redde verden fra undergang.
Med den efterfølgende 6’er fra 2017 leverede Gansa og Gordon til gengæld den bedste sæson siden den allerførste ved at vende blikket indad mod USA selv. Fake news og radikalisering i toppen Amerikas eget såkaldte demokrati vakte genklang i en Trump-tid, og i sæson 7 forfulgte serien et spor mod Rusland helt i tråd med virkelighedens storpolitiske begivenheder.
Hele vejen igennem skal man besinde sig på, at Carries dirrende overlæbe er en lige så fast bestanddel af serien som eurodance til en håndboldkamp, og er den virkelige verdens sikkerhed lige så afhængig af én psykisk syg CIA-agents luner som i ’Homeland’, bør man nok bare blive inden døre for altid.
Ingen sæson ’Homeland’ uden himmelråbende irritationsmomenter af den slags, hvor man råber tv-figurerne direkte ind i deres skærmansigter: Kan du ikke lade være med at flæbe i bare fem minutter, please!?
Exceptionel underholdning
Men den slags seerengagement kan jo også noget. Og selv når serien stod svagest rent plotmæssigt, var den en exceptionelt medrivende omgang underholdning, der med kvikt sammenskruede plots og et skarpt blik for cliffhangers i hver sæson placerer seerens opmærksomhed i en skruetvinge, så man først kunne vriste sig fri fra sofaen, når Carrie endnu engang havde klaret ærterne.
Og skal man riste en rune over serien som helhed, står den stadig som den måske bedste populærkulturelle fortælling om international (sikkerheds)politik på denne side af tvillingetårnenes fald. Fra de komplekse magtdynamikker i Mellemøsten til Ruslands troldehære og de indre brydninger i Guds eget land har serien sat billeder på de alliancer og spændinger, der har præget verden de seneste 10-15 år.
Det gjaldt også afslutningen i sæson 8, der helt i ’Homeland’-ånden diskede op med en ’ah-hva’-agtig tragedie, som var svær at restituere fra, men som alligevel langsomt tog én med helt ind i magtforhandlingerne på de indre linjer, så man endnu engang spærrede øjnene op. Tilbage i Afghanistan, hvor det hele begyndte, anlagde sæsonen eksempelvis et mere nuanceret blik på Taleban, end jeg ikke har set nogen anden amerikansk film eller serie turde gøre det.
’Homeland’ vil stå tilbage som en ujævn, men skelsættende thrillerserie med internationalt vingefang og et krystalklart blik for tidens store konflikter.
Det kan godt være, buzzen for længst er forsvundet, men ligesom Carrie i løbet af serien får flere urimelige comebacks end en gennemsnitligt skandaliseret dansk mediechef, bør du også give hende en sidste chance.
’Homeland’ sæson 1-8 kan ses på Disney+ og Viaplay.