KOMMENTAR. I oktober 2019 sendte jeg en bredside mod DR, efter de besluttede sig for at lukke ’Filmselskabet’ med Maria Månson uden planer om at erstatte det med et nyt filmprogram.
Nu, her halvandet år efter, ville jeg gerne fejre, at DR igen kaster sig ind i den seriøse filmformidling. Men i stedet kunne jeg næsten blot genoptrykke den gamle tekst.
Fra 1. januar lukker DR nemlig sit eneste tilbageværende filmprogram: Radioens ’Filmland’ med Per Juul Carlsen, der har eksisteret i små 20 år.
Fra DR lyder det, at man er i gang med at kigge på, hvordan den samlede kulturdækning skal se ud næste år, og det er derfor muligvis en postgang for tidligt at revse stationen for at sjofle filmmediet katastrofalt. Det kan jo være, man har tre filmprogrammer dedikeret til baltisk filmkunst 1950-53 i støbeskeen.
Så lad det her i stedet være en bekymret opfordring.
Kreativ opblomstring under corona
At man vil prøve noget nyt efter næsten to årtier med ’Filmland’, kan man ikke nødvendigvis fortænke DR i. De senere år, hvor podcast har ændret både lyttevaner og lyden af radio, kan man godt have savnet et lidt mere sprælsk format end den vante opbygning med aktualitetsbårne anmeldelser og interview. ’Filmland’ har på godt og ondt lydt mere af P1 end podcast.
Men Per Juul Carlsen er en af landets mest originale filmkritikere, der ofte overrasker med kreative vinkler på anmeldelsesgenren, og paradoksalt nok har han pustet nyt liv i programmet det seneste corona-år, hvor manglen på biograffilm har tvunget tilrettelæggelsen i nye baner. Her har værten serveret udsendelser med grundige og underholdende tematiske snit, som man får svært ved at finde andre steder i det danske kulturlandskab.
Er filmen som kunstart døende, eller er filmtosserne bare blevet gamle? Hvordan ser fremtidens danske film ud? Må en dokumentarfilm dømme et menneske? Har den politiske korrekthed ændret filmverden? Er filmverden venstreorienteret? Hvad betyder streamingtjenesterne egentlig for vores liv? Er serierne stadig en plat undermåler i forhold til de kloge film?
Sådan har overskrifterne lydt på nogle af de mest inspirerende Filmland-programmer i årevis, der har løst en fornem public service-opgave i at undersøge nogle af filmverdens mest aktuelle problemstillinger med nuancer og underspillet provokation.
Og spørgsmålet er selvfølgelig, hvor den slags opmåling af filmlandskabet skal slå rødder fremover.
Også Stegelmann kommer til kort
Filmelskere bør dog være allermest bekymret over det, vi primært mister med lukningen af ’Filmland’ og ’Filmselskabet’ kombineret: Det kontinuerlige fokus på filmen i alle dens afskygninger, fra de kulørte blockbusters til de højere kunstneriske aspirationer.
I ’Filmland’ har den brasilianske perle ’Søstrene Gusmãos usynlige liv’ fået en lige så grundig behandling som de nyeste Marvel-film, og hvis filmstoffet fremover kommer til at mangle en fast base, der føler sig forpligtet på at favne alsidigheden, vil jeg vædde en guldpalme på, at de mindre arthousefilm så småt siver ud af DR’s filmdækning.
De fleste medier, der beskæftiger sig med kultur i disse år, mærker nemlig presset fra click-målingernes ubønhørlige fakta. Man kan nemt blive desillusioneret over, hvor forsvindende få der gider læse en anmeldelse af en europæisk eller asiatisk arthouse-perle, og kigger man på dr.dk’s artikelbårne filmdækning har den da også et populariseret udtryk a la den, man finder hos kommercielle medier. I samme ånd er der ingen tvivl om, at DR i disse år tvinges til at gentænke deres tv-programmer ud fra, hvad folk aktivt tilvælger på streaming frem for mere eller mindre tilfældigt støder ind i på flow.
Det er den omstilling, der ifølge Filmmagasinet Ekko også har bragt den ellers nyligt relancerede version af ’Troldspejlet’ i et limbo af uvished: Oldschool talkshowformater har det bare svært på nettet, seertallene har ikke været prangende, og her kan selv en institution som Jakob Stegelmann komme til kort til mange entusiastiske fans frustration.
Hvad der helt præcis sker med ’Troldspejlet’ og Stegelmann vides endnu ikke, men DR lokkes ligesom kommercielle medier i retning af det kulørte, det brede, det opsigtsvækkende, det mærkelige, det let afkodelige. Det kræver en aktiv følelse af forpligtelse og ansvar at stå imod det pres. Og måske vil jeg blive modbevist af næste års output, men lige nu lyser den forpligtelse og det ansvar ikke ud af DR’s ledelsesgange, når det kommer til filmstoffet.
Selvfølgelig skal DR følge med tiden. Vi skal ikke tilbage til filmanmeldelser doceret som skolemester-tv a la 70’erne. Så hermed opfordringen, som jeg håber, public service-stationen vil tage som en udfordring:
Lad nu være med at reducere filmstoffet til laveste fællesnævner, forbrugerguides og de på papiret mest populære titler. Giv film- og seriemediet et fast domicil i programudbuddet. Og find nye vinkler på det smalle og eksotiske, så det åbner sig op både for cineasterne og de alment kulturinteresserede.
Det er ikke nemt. Men DR er landets eneste medie, hvis økonomi er komplet uafhængigt af trafiktal eller annonceindtægter. Hvis ikke de tager opgaven på sig, hvem fanden gør så?