’Killing Escobar’: Virkelighedens The Expendables skulle dræbe klodens mest berygtede narkobaron – nu fortæller de deres historie
CPH:DOX. Pablo Escobar. Den berygtede narkobaron har efterhånden været igennem den helt store tur i tv-produktionsmaskinen. Netflix har blandt andet bidraget med dokumentaren ’Countdown to Death: Pablo Escobar’ og storserien ’Narcos’.
Men der er stadig vinkler omkring ’kokainkongen’, der er værd at fortælle.
Escobar døde dagen efter sin 44-års fødselsdag i 1993, hvor han blev dræbt af det colombianske politi. Det var dog langt fra første forsøg på at tage livet af den sydamerikanske kingpin. Og ’Killing Escobar’ handler om den gruppe britiske lejesoldater, en slags virkelighedens ’The Expendables’, der blev hyret af Escobars rivaler hos Cali-kartellet til en meget speciel mission, der blev eksekveret i 1989.
Opgaven var simpel. Og så måske ikke helt alligevel.
De skulle trods alt forsøge at slå en af verdens mest magtfulde personer ihjel, og selvom lederen Dave Tomkins fik fat i den skotske udgave af B.S. Christiansen, Peter McAleese som taktisk ekspert, var det stadig vanskeligt.
‘Killing Escobar’ er fortalt gennem interviews med blandt andre Escobars egen hitmand ’El Ñangas’, Tomkins, McAleese, Javier Peña og Steve Murphy (de to sidstnævnte er hovedpersonerne i ’Narcos’), private optagelser af lejemorderne i tiden omkring mordforsøget og actionfyldte rekonstruktioner af missionen.
De knaldhårde mænd – især Peter McAleese, som alderdommen har indhentet med stok og skælvende stemme – fortæller med lidt for stor stolthed i stemmen, hvordan de fik til opgave at slå Escobar ihjel. Men det er samtidig en uventet styrke for ’Killing Escobar’, at så meget af dokumentaren er bygget op omkring McAleeses liv og personlighed.
Vi kommer med ham tilbage i tiden til hans barndom i Glasgow, hvor hans far kunne finde på at brække McAleeses næse, når han ikke sad bag tremmer, og ryger med ham i fængsel, da hans aggressioner ikke kan dulmes længere. Aggressioner, der i sidste ende blev holdt i ave gennem en stor militærkarriere, både for den britiske hær og i de private afarter.
Machomændene McAleese og Tomkins gengivelser af planlægningen, træningen, strategien og den fejlslagne mission hører til dokumentarens absolutte styrker. De beretter med stor fortællelyst, og det er faktisk oprigtigt gribende, når Tomkins vemodigt og med våde øjne erindrer en af de faldne brødre.
Ganske vist tilhørte deres militære operationer en moralsk gråzone, men de detaljerede beskrivelser af de grufulde hændelser skaber alligevel en form for sympati med de gamle lejesoldater.
Desværre er instruktør David Whitney sin egen værste fjende. Han insisterer på en række uinteressante rekonstruktioner, hvor vi blandt andet ser en dårlig skuespiller gengive McAleeses kamp for at overleve et helikopterstyrt i Columbias jungle. Scenerne er campede og trivielle, og de virker malplacerede, især når Whitney krydsklipper diffust mellem dokumentarens tre udgangspunkter – interviewene, privatoptagelserne og rekonstruktionerne.
McAleese er til gengæld genstand for en i sig selv gribende rammefortælling. Han har i slutningen af dokumentaren lagt sin vrede og dæmoner på hylden og fundet et alternativ til militærembedet som aggressionsdæmpende boksebold i form af sin religion.
Men samtidig har hans koldblodige virke kostet ham sine familiære forhold, og tilbage står en ensom og afkræftet gammel knark, fyldt til randen med fortrydelse. Det kunne nemt være blevet en kende for sentimentalt, men der er masser af skam, selvbevidsthed og gravitas i McAleeses forpinte fjæs, som ikke er til at forfalske.
Kort sagt:
’Killing Escobar’ er medrivende og tankevækkende, når den kommer ind på livet af sine stålhårde hovedpersoner og det fejlslagne lejemord på Pablo Escobar.