Tidligere på året fik Russo-brødrenes film ’Cherry’ premiere. Den handlede om Tom Hollands Cherry, en hjemvendt soldat med PTSD, som ender som bankrøver og junkie. Afhængigheden skyldes, at han får ordineret oxycontin – et stof a la opium og en af grundpillerne i den såkaldte opioidkrise.
Opioid-krisen er også centrum for Alex Gibneys dokumentar i to dele ’The Crime of the Century’, som modsat Russo-brødrenes film kaster et kritisk blik på medicinalindustriens rolle i epidemien – og som ikke er bange for at kalde firmaerne bag for et moderne svar på et narkokartel.
I 2016 døde 65.000 amerikanere som følge af stoffet, og igennem de seneste tyve år er tallet oppe på svimlende 500.000 amerikanere.
Men hvordan er medicinalindustrien mere skyld i dødsfaldene relateret til deres produkter, end for eksempel alkoholproducenter, fastfoodkæder eller tobaksfirmaer er i deres?
Spørger man Dr. Anna Lembke, som arbejder med afvænningsmedicin på Stanford University og som medvirker i dokumentaren, er der en klar diskrepans mellem opioid-epidemien/medicinalindustrien og de øvrige eksempler:
»En markant forskel mellem ’Big Tobacco’ og ’Big Opioid’ er, at tobaksfabrikanterne aldrig har påstået, at de sælger medicin, der ville give dig det bedre. Derimod var det opioidindustriens store lotterigevinst. ’Det her er medicin. Vi er healere. Vi vil aldrig gøre dig ondt’. Og det er derfor, at deres misledende opioidkampagne var så lumsk, så destruktiv og i mange henseender virkelig ond«, siger hun.
Korrupte læger
En anden af dokumentarens hovedpersoner er Scott Higham, der er journalist og dobbelt modtager af den prestigefyldte Pulitzer-pris. Han har selv dækket opioid-epidemien og skrevet flere artikler om krisen for velansete The Washington Post. Han mener, ligesom Lembke, at parallellen mellem tobaks- og medicinalfabrikanterne er svær at drage:
»(…) Den største forskel var, at der her var en direkte forbindelse mellem årsag og virkning. Hvis du tager en masse opioider, så får du en overdosis. Hvis du ryger en pakke cigaretter om dagen, så dør du måske – måske ikke«, siger han og fortsætter.
»Og så synes jeg også, at den største forskel var, at du kunne se folk falde om overalt rundt omkring i landet. (…) Folk døde til højre og venstre. Og firmaerne blev ved med at producere, shippe og administrere. De korrupte læger blev ved med at ordinere. Og Kongressen kiggede væk fra hele fiaskoen«.
Passende titel
For den anerkendte dokumentarist Alex Gibney (’Going Clear’, ’Taxi to the Dark Side’) var det vigtigt at gøre opmærksom på, at hvad, der før var blevet italesat som en katastrofe, nu bliver adresseret som det, det i virkeligheden er: en forbrydelse.
Og derfor valgte han den provokerende titel ’The Crime of the Century’.
»I årevis har vi defineret opioidepidemien, som en opioidkrise, som noget, der blot hændte, ligesom en skovbrand. Og det, der sidenhen viste sig for mig, da jeg snakkede med folk som Dr. Lembke (…), var, at det faktisk ikke var en krise overhovedet. Det var en forbrydelse. Og dødstallet var ekstremt højt«, siger han.
»Derfor ville vi understrege en pointe med en titel som ’The Crime of the Century’ for at sige: ’Det her er stort, det er virkelig stort, og der er ikke rigtigt nogen, som fokuserer på det’. Det er ’kriminalitet’ i ental, men jeg synes, at det er vigtigt at notere sig, at det var en serie af sammenflettede forbrydelser«, siger han og tilføjer, at dokumentaren vil belyse flere afslørende aspekter:
»Jeg tror, du kommer til at se en enorm mængde beviser i den her film, som aldrig er set før«.
’The Crime of the Century’ fik premiere på HBO Nordic 11. maj.