‘Oslo’: HBO-film om Israel/Palæstina-forhandlinger er både for kort og for lang
Timingen er næsten ubehagelig. Blot et par uger efter den israelsk-palæstinensiske konflikt for alvor er blusset op igen, med det højeste civile dødstal i årevis, udgiver HBO filmen ’Oslo’, der skildrer et tidligt forsøg på det første skridt mod en fredsaftale mellem Israel og Den palæstinensiske Befrielsesfront (PLO).
’Oslo’ sætter fokus på et norsk ægtepar, diplomaten Mona Juul (Ruth Wilson) og sociolog Terje Rød-Larsen (Andrew Scott), der i starten af 1990’erne faciliterede forhandlinger mellem Israel og PLO gennem uofficielle kanaler. Forhandlingerne skulle i løbet af ni måneder føre til Oslo-aftalen, der for en stund skabte tro på fred i det betændte område.
Præcis hvordan forhandlingerne udfoldede sig, er det stadig kun de medvirkende, der ved, så ’Oslo’ præsenterer et fiktionaliseret forsøg på at gengive hændelserne. Filmen udfolder sig næsten som et kammerspil i det store norske gods, som forhandlingerne udspillede sig i, hvor Mona og Terje gør alt, der står i deres magt for kun at facilitere og ikke blande sig i forhandlingerne, der vækker stærke følelser hos alle aktører.
Den israelsk-palæstinensiske konflikt er en kompleks størrelse, og det lader til, at filmen forsøger at give en så objektiv skildring af forhandlingerne som muligt, selvom den samtidig maler begge sider op til at være ligeværdige. Og herigennem bliver repræsentanterne fra de to sider sjældent skildret som andet end hver deres talerør, mens det kun er Mona og Terje, der, i høj grad gennem stærke præstationer af Wilson og Scott, egentlig får lov til at fremstå som karakterer med dybde.
At ’Oslo’ kommer netop nu, hvor konflikten er blusset op igen, kunne have været god timing, hvis den faktisk kunne undervise og oplyse sit publikum. Hvilket den ikke kan. Konflikten er reduceret til krav, som hver sides repræsentanter fremlægger uden nogensinde at skabe indblik i hvorfor. I stedet efterlades man med en lidt dårlig smag i munden, når filmen forfalder til fladpandet humor, som når de alle falder i svime over norske vafler.
Har man på forhånd intet kendskab til områdets historie, er det ikke i ’Oslo’, man skal søge svar. Men selv hvis man ser bort fra koblingen til virkeligheden, er ’Oslo’ ikke en specielt vellykket film.
Der er meget ved fortællingen, der kunne være taget direkte ud af en roman af John le Carré: Den er propfyldt med lyssky forhandlinger og livsfarlige løgne, der udspiller sig gennem samtaler i dunkelt belyste rum. Carrés romaner har før ledt til nogle fremragende filmatiseringer, som Tomas Alfredsons ’Dame, konge, es, spion’ og Susanne Biers ’The Night Manager’. Fælles for de to er, at de formår at gøre lavmælte samtaler til solide spændingsmotorer. ’Oslo’ mangler den filmiske finesse til at gøre dem kunsten efter.
Filmen er baseret på et succesfuldt teaterstykke, og både teaterstykkets instruktør Bartlett Sher og forfatter J.T. Rogers gentager deres roller på filmen. Det er undervejs ret tydeligt at mærke, at hverken forfatter eller instruktør har tidligere erfaring med filmmediet. Mange af filmens statiske samtaler suppleres af et hvileløst bevægende kamera, der nok er et forsøg på at give scenerne tiltrængt dynamik, men som i stedet fremstår stilistisk forvirret og ikke redder affæren fra at fremstå som filmet teater.
Til trods for den ofte overfladiske behandling af historien føles spilletiden på to timer udmattende lang, da de fleste scener består af mennesker, der snakker.
’Oslo’ havde været bedre som miniserie med mulighed for at gå mere i dybden med både politik og karakterer – og for at få en pause undervejs.
Kort sagt:
HBO-filmen ’Oslo’ fungerer hverken som skildring af den israelsk-palæstinensiske konflikt eller som spændingsfilm.