’Oxygen’: Genremaestros Netflix-thriller skal nok jage en skræk i liv på klaustrofobikere
Hun spjætter.
Ansigtet er dækket af et mystisk materiale, og panikken breder sig ud i hver en afkrog af hendes krop. Det røde lys blinker, mens hun møjsomt får først sit ansigt frit og derefter sine hænder. Hun er spændt fast, og i takt med lysets blink lyder en alarm. Armene kommer fri, og hun banker på låget og siderne i den kisteagtige genstand, hun befinder sig i.
Værst af det hele er, at hun ikke kan huske, hvem hun selv er, eller hvordan hun er havnet der.
Den nervepirrende start på genremaestroen Alexandre Ajas første fransksprogede film siden slasher- og New French Extremity-klassikeren ’Haute Tension’ fra 2003 vidner om en mand, der kan sin metier.
’Oxygen’ kan koges ind til at være en krydsning mellem Duncan Jones’ exceptionelle sci-fi-perle ’Moon’ og ’Buried’ med Ryan Reynolds som en lastbilschauffør, der bliver levende begravet i Irak.
Der trækkes på de bedste aspekter fra begge, og det forenes i en udsøgt thriller, som nok skal jage en skræk i livet hos klaustrofobikere.
Kvinden er Liz (Mélanie Laurent), og hun ligger låst inde i en medicinsk kryogenkapsel, hvor ilten langsomt er ved at slippe op. Hendes eneste kontakt til omverden foregår gennem den indbyggede kunstige intelligens MILO (Mathieu Amalric).
For på nær flashbacks tilbringer vi udelukkende tiden sammen med Liz og MILO i den trange kapsel, hvor Liz gennem korte, desperate telefonopkald forsøger at redde sig selv og komme nærmere en opklaring af mysteriet.
Konflikten mellem panisk menneske og binærcomputer giver flere aparte situationer, om end den kunstige fløjlsbløde stemme er flink til at tilbyde kvinden et beroligende medikament. Omvendt er den heller ikke bleg for at give hende et ordentligt skud elektricitet i selvforsvar, hvis hun udøver hærværk på maskinen.
»Det giver ti års fængsel, ifølge FN’s konventioner«, påpeger den flittigt.
Puslespillet med, hvordan Liz er endt i kassen, og hvordan hun undgår at dø af iltmangel, bliver udfoldet fermt og uden Hollywood’sk overdrevenhed – det er mådeholdent og minimalistisk. Det kan til dels tilskrives, at filmen startede produktion i juli 2020 i Frankrig mellem corona-nedlukninger og derfor er skabt under lignende, nøje kontrollerede forhold.
Som i Ajas forrige film, alligatorgyseren ’Crawl’, formår instruktøren at skabe en konstant følelse af uro.
Stor cadeau skal gives til Mélanie Laurant, der leverer en sand tour de force-præstation. Hun når nærmest hele følelsesregistret igennem. Det gør ondt, når hun hamrer i afmagt på låget, fordi alt virker så håbløst. Men man oplever også den ro og det overblik, hun besidder, i de idylliske flashbacks.
Hendes happy place er en strand i selskab med sin mand Leo (Malik Zidi), og det er drømmen om at genleve det øjeblik, der holder hendes kampgejst i live.
Aja har selv udtalt, at det fascinerer ham, hvad det er, der får folk til at blive ved med at kæmpe, selv når det ser ud, som om alt håb er ude, og døden er lige om hjørnet.
Med isolationsaspektet er det ikke svært at drage paralleller mellem Liz’ situation og covid-19-helvedet. Timingen for ’Oxygen’ og dens for at trække vejret frit kunne ikke være bedre.
Kort sagt:
Alexandre Ajas thriller byder på en fremragende præstation af hovedrolle Mélanie Laurent og cementerer franskmandens status som genre-maestro.