‘Pørni’: Her er Nordens svar på ’Better Things’
Henriette Steenstrup har skabt den komiske dramaserie ’Pørni’, der på kun en uge slog Viaplays rekord og blev den mest streamede norske serie på tjenesten. Og det er absolut intet under, at de fleste af dem, der har trykket play på ’Pørni’, er blevet ved at se med, for afsnittene glider fra det ene til det andet, uden at man ænser, at tiden går.
Det er umuligt ikke at sammenligne ’Pørni’ med Pamela Adlons HBO-perle ’Better Things’. For ligesom sin amerikanske søster er Pørni en fandenivoldsk, übercool alenemor til tre kropumulige teenagere med et skvat af en fraværende far, de alligevel beundrer.
’Pørni’ er i den grad en nordisk pendant. I stedet for at være skuespiller, som hovedpersonen i ‘Better Things’, har Pørni et almindeligt job som sagsbehandler i børneværnet (almindeligt med undtagelse af den ene forskruede klient, der dumper trusselsbreve og hundelorte i Pørnis postkasse), og børnene ser lidt mere almindelige ud med kikset lyserødt hår. På den måde er ’Pørni’ mere nærværende, og det er både en fordel og en ulempe.
Henriette Steenstrup besætter selv hovedrollen som Pernille ’Pørni’ med uendelig megen charme og overskud. Der er ikke en finger at sætte på hendes skuespilpræstation, og man holder øjeblikkeligt af karakteren, hvis ærligt selvopofrende pleaser-gen i øvrigt vækker minder om Lukas Moodyssons ’Gösta’ fra 2019.
Steenstrup er kendt for sin humor, og det kommer rigt til udtryk i ’Pørni’. Jeg klukkede muntert, da Pørnis far, Ole (Nils Ole Oftebro), manifesterede, at han fra nu af gerne ville kaldes Baldwin, fordi det lød sejere. Eller da Pørni var til en samtale med sin chef, fordi hendes yngste datter i vrede havde sendt en indberetning på hende, og tørt erklærede: »Jeg føler, jeg har et ganske godt greb om forældrerollen«.
Sideløbende med den humoristiske fremstilling af hverdagens trommerum kører et mere alvorspræget spor. Pørnis søster, Anne, er for kort tid siden død i en tragisk ulykke, og derfor tager Pørni sig nu af Annes søn, Leo.
Formidlingen af sorgen fungerer bedst gennem den voksende relation mellem Pørni og Leo, der støtter sig op ad hinanden i tabet. Det er mindre vellykket, når der anslås en konflikt mellem Pørni og bedsteforældrene til Leo, der gerne vil overtage forældremyndigheden, uden at konflikten for alvor følges til dørs – der går lidt de onde mod de gode i den, og det klæder ikke den ellers sofistikerede fortælling.
Ærgerlige er også de indimellem lovlig iscenesatte hændelser, der tydeligt kun er til for at drive handlingen hurtigt fremad. Da Pørni er ude at spise med den 13 år yngre Kommune-Bjørnar (Gunnar Eiriksson), sender en yngre kvinde lange øjne efter ham – og senere overhører Pørni kvinden og hendes veninde tale om, at hun da er alt for gammel til ham. Scenariet bryder illusionen, og det tager et par dyrebare minutter at komme tilbage på sporet.
Det havde i det hele taget været klædeligt med et par ekstra afsnit til at sænke tempoet og skabe mere klangbund.
Efter sæsonafslutningen føler jeg mig således underholdt, men langt fra mættet.
For virkelig at mærke sorgen over Anne og kærligheden til døtrene savner man at have lært dem at kende som andet end bare Pørnis søster og Pørnis døtre. Jeg kan jo se, hvordan hun græder til Annes telefonsvarer, når hun har brug for trøst. Og hvor hjerteligt hun hepper på sin yngste datter, når hun er på banen til fodbold. De rum vil jeg også gerne lukkes ind i.
Jeg håber, at jeg får tilfredsstillet det behov i sæson 2 – for jeg skal da i den grad se med.
Kort sagt:
’Pørni’ er godt selskab, og med lidt ekstra selvtillid vil Nordens svar på ’Better Things’ ikke være til at stoppe.