’Pose’ sæson 3: Banebrydende serie takker af med brandtaler og ekstra sukker
(Spoiler-alert: Vil du intet vide om ’Pose’ sæson 3, så gem anmeldelsen til senere)
Det er svært at anmelde sidste sæson af en banebrydende serie uden at skele til dét, der gik forud. Måske er det dybest set urimeligt.
For tredje sæson af ‘Pose’ lever i kraft af de vanvittigt veldrejede karakterer, vi lærte at kende i sæson 1 og 2. Barren er højt sat efter en sæson 2, der balancerede det dybt alvorlige med det bittersøde på nyskabende måder.
Det tårnhøje niveau kan sæson 3 ikke helt holde, men sæsonen cementerer min forelskelse i Blanca (MJ Rodriguez) med det store moderhjerte, Electra (Dominique Jackson), der mest er skrap udenpå, og Pray Tell (Billy Porter), der er så mange ting, at han ikke kan opsummeres i én sætning.
Sæson 3 samler sit fokus på disse tre, og det er klogt. For mens romancerne mellem de unge og smukke – Damon og Ricky, Angel og Lil Papi – smeltede hjerter i sæson 1 og 2, så er der mere kød på Ballroom-scenens mødre og fædre. Sæson 3 giver dem forhistorier og skærmtid til at likvidere myten om, at det er svært at finde gode minoritetsskuespillere. Rodriguez og Jackson, der både er transkønnede i serien og i virkeligheden, spiller røven ud af bukserne i samtlige scener, så alle casting-agenter bare har at stå klar med tilbud til dem fremover.
Rent fortællemæssigt bidrager sæson 3 ikke med væsentligt nyt. Vi fortsætter ikke helt, hvor sæson 2 slap: Blanca og Pray Tell er stadig hiv-positive, men lidt tid må være gået, for Blanca har scoret en lækker læge (Jeremy Pope fra Ryan Murphy-serien ‘Hollywood’) og er blevet pseudo-sygeplejerske på den lokale aids-afdeling.
Electra er blevet mærkeligt omgængelig, måske fordi hun har for travlt med sin voksende sex-forretning til at konkurrere med Blanca om Ballroom-trofæer. Pray Tell er egentlig den, der mest ligner sig selv. Han drukner sin hiv-krise i alkohol og dukker beruset op til vennebegravelse nummer 1000. Alkoholmisbruget udgør sæsonens første plotkatalysator, for vennerne vil have Pray Tell til at passe bedre på sig selv.
Her begynder dramaturgien at vakle, så man lidt for tydeligt mærker, at der er ‘Glee’-folk bag kameraet: Ligesom showkoret gik på scenen for at få råd til Arties liftbus, tager ‘Pose’-truppen til bal for at få penge til Pray Tells rehab. Og som i ‘Glee’ er temaet i ét afsnit uden betydning for det næste.
Derfor kan vi springe direkte fra et campy bryllupsafsnit til protester mod de medicinalfirmaer, der tilbageholdt livsvigtig hiv-medicin. At håb og rædsel kan sameksistere, viste ‘Pose’ eminent i sin skildring af Candys begravelse (sæson 2, afsnit 4), men i sæson 3 føles toneskiftene abrupte, fordi den overordnede fortælling er mindre stringent.
I ét afsnit tager Pray Tell til sin barndomsby, hvor vi hvirvles ind i en hidtil ukendt forhistorie om et forhold til en fyr, der i mellemtiden er blevet præst, og som nu vil smide alt for at tage med til New York. Afsnittet efter er han glemt igen. Mest abrupt er Damons exit, der muligvis hænger sammen med, at skuespillerens søster blev skudt sidste år. Det forklarer dog ikke, hvorfor Damon, der egentlig var flyttet til Paris og havde startet sit eget hus, alligevel er hjemme i sæsonpremieren – og pist væk fra afsnit 2 med en bemærkning om at være faldet af vandvognen.
Mig bekendt er det aldrig etableret, at lige præcis Damon skulle have et alkoholproblem, så hvorfor lod de ham ikke bare bo i Paris og leve lykkeligt til sine dages ende?
Det skorter i det hele taget ikke på solstrålehistorier. To karakterer får et barn forærende, der er så omstillingsparat og klar på en ny mor, at man skulle tro, afsnittet var sponsoreret af Adoption & Samfund. Blancas ordblindhed er pludselig ikke længere en forhindring for uddannelse, og hendes man-candy-læge-kæreste er så fordomsfri, som ingen normativ mediciner nogensinde har været.
Trofæet for utroværdig udvikling går dog til Electra, hvis millionærstatus dukker op som deus ex mafia. Mens virkelighedens forhold mellem New Yorks queermiljø og mafia mildest talt var kompliceret (det berømte Stonewall-oprør var både rettet mod politiet og mafiaen, så involverer Electra sig med de sødeste gangstere, tv har set.
Sammenlignet med forrige sæsoners kompleksitet føles det lidt fladt at se hovedpersonerne mime ‘Sex & the City’-kvartetten over en dyr brunch. Omvendt må man spørge sig selv: Hvad ville det betyde, hvis den første serie nogensinde, der vover at sætte sorte og brune transpersoner i centrum, gav sine karakterer lorteslutninger?
Det spørgsmål besvarede ‘Hollywood’ for nylig med sin kontrafaktiske filmhistorie: Vi, der er vant til at blive ekskluderet og diskrimineret i alle dele af samfundet, har mere end alle andre brug for at se vores historier fortalt uden for mange traumer. Så vel kunne det have været gjort mere sofistikeret, men der en vigtig pointe i at sende personerne i ‘Pose’ mod solnedgangen med kærlighedsbrandtaler.
Det understreger nemlig, at transhistorier kan lykkes – både for dem, der lever dem, og for de producere, der fortæller dem. Dén konklusion er så vigtig, at man godt kan tilgive, at den får lidt ekstra sukker at glide ned med.
Kort sagt:
Tredje og sidste sæson af ‘Pose’ er en hyldest til de karakterer, der blev skabt i sæson 1 og 2. Vi får ikke banebrydende nytænkning, men tid til at sige farvel til hovedpersonerne med brandtaler og velfortjente, let urealistiske slutninger.