’Things Heard & Seen’: Bedaget parforholdsgyser på Netflix lader en interessant præmis flagre i vinden
Igennem de seneste fem år er skuespiller og ’Means Girls’-favorit Amanda Seyfried gået fra den ene kritikerdarling til den næste.
Begyndende med ’Twin Peaks: The Return’ i 2017, stærke præstationer i moderne mesterværker som ’First Reformed’ og ’Mamma Mia: Here We Go Again’ og kulminerende med en Oscar-nominering for sin vidunderlige rolle som Marion Davies i ’Mank’.
Så meget desto mere var det svært ikke at rynke på næsen, da hun sidste år optrådte i den rædderlige parforholdsgyser ’You Should Have Left’ som yndig kone til en 62-år gammel Kevin Bacon. På papiret er Netflix-filmen ’Things Seen & Heard’ noget nær identisk med denne. En manipulerende mand tager kone og datter under armen væk fra storbyens bitre skuffelser til et afsidesliggendes hus, der viser sig at være hjemsøgt.
Seyfried spiller i denne omgang den musede kone Catherine, der i 1980 skifter tilværelsen som vordende kunstkonservator i Manhattans smækre byliv ud med livet som hausfrau i en gammel herremandsgård i provinsen. Akademikermanden George (James Norton, blot 35 år) har fundet en stilling som professor på det lokale kunstuniversitet, og han har nu engang også ofret så meget for hende, at hun godt synes, hun kan ofre hele tilværelsen og sin fremtid for hans skyld.
Men der gemmer sig gruelige hemmeligheder i lyset fra datterens natlampe og bag køkkenets skabslåger. Og mens manden finder den nærmeste apatiske teenager at smide sig i høet med, begynder Catherine at undersøge gårdens baggrund, der hurtigt viser sig at involvere en perlerække af makabre, kvindelige skæbner.
Trods lighederne er ’Things Heard & Seen’ anderledes ambitiøs end ’You Should Have Left’. Filmen er adapteret fra den gotiske horrorroman ’All Things Cease To Appear’ af Elizabeth Brundage. Det originale bogforlæg mærkes i den grad på filmen, fra tungsindige samtaler om den kristne reformator og maler Emanuel Swedenborgs spirituelle filosofier til alvorlige skænderier om 80’ernes raserende sexisme.
Prestige-rødderne er også til stede i det uhyrligt stærke cast. James Norton giver sin bedste John Cassavetes i ’Rosemarys Baby’, når han vrisser af konens spiseforstyrrelse og slesk fastholder de magtpositioner i lokalsamfundet, han har snydt sig til. Alt imens flankeres Seyfried af F. Murray Abraham som universitets godmodige dekan og Rhea Seehorn som den evigt snarrådige veninde Justine. Også Natalia Dyer fra ’Stranger Things’ og legenden Karen Allen er der blevet plads til i ubetydeligt små roller.
Slangen i paradis er blot, at instruktør- og manuskriptforfatterduoen Shari Springer Bergman og Robert Pulcini ikke formår at forløse denne store talentpulje. Om end gysere ikke behøver være kuldegysende for at være effektive, så har denne gyseraficionado sjældent oplevet så bedagede forsøg på at sende pulsen op i vejret.
Catherine skræmmes af en elektrisk tandbørste, der falder på gulvet. Gårdens knirkende gulve og isende vindpust overdøves af et belastende klaverspil på lydsiden. Og husets mystiske genganger er så ringe belyst, når hun hjemsøger datteren på børneværelset, at jeg ikke engang ænsede hende i de første mange scener, hvor hun optræder.
Hvad værre er, flagrer bogens tematikker om generationel sexisme uforløst i vinden. »Hvor er retfærdigheden for kvinderne i det hus?« sukker en person, der indtil da ingen rolle har spillet i filmen, om Catherine og Georges gård.
Men filmen virker hverken synderligt interesseret i at udforske Catherines følelsesliv eller nogle af filmens andre kvinder andet end gennem deres traumer. Så er det åbenbart mere spændende at dykke ned i Georges slibrige, fordækte liv, som fylder alt for meget i en film, der hævder at handle om Catherines feministiske vækkelse og frigørelse fra patriarkatet.
Kort sagt:
Instruktør- ogmanuskriptforfatterduoen Shari Springer Bergman og Robert Pulcini har taget munden for fuld med en film, der trods gode præstationer hverken lykkes som spøgelsesgyser, parfoldsdrama eller feministisk opgør med den kujonske mand.