’Blindspotting’: Lovende seriespinoff af forfriskende indieperle kan nu ses i Danmark
’Blindspotting’ fra 2018 var som ophobede følelser, der måtte ud hos filmens to hovedrolleindehavere og manuskriptforfattere, Daveed Diggs og Rafael Casal.
Følelser af indignation og fremmedgørelse over at se deres elskede Oakland gennemgå en skånselsløs og surreel gentrificering. Og ikke mindst følelsen af at blive gjort til monster i sin egen by af politiet med deres dødbringende og ustraffede voldsmetoder.
Diggs og Casals frustrationer blev omsat til udbrud affyret med lyriske 9 mm’ere i en blanding af rap a capella og opløftet Shakespeare. Deres verbale samtidsskudsalver ramte lige på kornet og tog uden at vide det tematisk forskud på den store detonering i det amerikanske samfund, der kom med drabet på George Floyd sidste år.
Nu kommer seriefortsættelsen fra de to herrer. Den er både mere af det samme, meget andet og meget anderledes. Først og fremmest er perspektivet nyt og følelserne derefter.
Daveed Diggs karakter Collin – som var det emotionelle anker i filmen, hvorigennem vi oplevede de PTSD-lignende feberdrømme efter at have set en (uskyldig) sort mand blive skudt af en politiet – er ingen steder at finde. Måske fordi han har travlt med at lægge Hollywood ned og med gruppen Clipping lægger ord til tidens tungeste samfundskritiske hiphop.
Og så er der Casal som vennen Miles. I seriens første scene bliver han nytårsaften 2018 anholdt af politiet for besiddelse af stoffer. Tilbage står kæresten Ashley (Jasmine Cephas Jones) med deres lille dreng Sean og uden råd til at blive boende i deres hus. Fortvivlelse, tilhørsforhold, splittelse og omsorg er de dominerende følelser, som gennem Ashley sætter stemningen for serien.
Fortvivlelsen over det amerikanske fængselssystem og over pludselig at stå alene. Tilhørsforholdet til de kulturelle forkæmpere, dem, der ’keeper it real’ i kvarteret. Splittelsen over at bevare forbindelsen til sine rødder, men samtidig på sit arbejde omlægge sin accent og stå på pinde for rige hotelbesøgende. Omsorg for et lille barn, hvis far står foran en fængselsdom.
Midt imellem alle følelserne indtræder Miles’ familie, som Ashley og Sean får lov til at bo hos. Familien udgøres af Miles’ frisindede sen-hippiemor Rainey (et herligt gensyn med 90’er-stjernen Hellen Hunt) og hans noget krævende og umodne søster Trish (Jaylen Barron), som har indrettet familiens gamle, slidte villa til hjem for hende og hendes stripperkollegaer, indtil de får råd til at drive deres eget sted.
Selvom Diggs og Casal umiddelbart virker fraværende eller i periferien, mærker man tydeligt deres tilstedeværelse i manuskriptet. For som i filmen udmærker serien sig i den poetiske form, følelser og stemninger udtrykkes med, og som løfter de sociale rammer.
Det er et fast hold, der går igen som flyttemænd, hotelpersonale m.m. i en række abstrakte jazzede dansesekvenser. Det er musikvideoagtige hyldester til San Franciscos Bay Area og Mac Dres lokalhymne ’Thizzle Dance’. Og det er de mange scener, hvor Ashley udkrænger sin rådvildhed direkte henvendt til os i et ophøjet, dramatisk sprog.
Ikke alle indslagene glider sømfrit ind i fortællingen, og stilen er ikke nær så gennemført og gennemtrængende som i filmens univers. Her mærkes savnet af filmens instruktør Carlos López Estrada og fotograf Robby Baumgartner.
Jasmine Cephas Jones nuancerede spil trækker dog op i det samlede billede og får næsten én til at glemme de to kumpaner fra filmen. Karakteren er søgende og rummer mange facetter. Også den sociale harme og indignation, som kommer til udtryk i det andet og hidtil bedste afsnit, hvor Ashley får nok af en slesk hvid advokat og hans privilegieblinde racistiske kone.
»And here come the high end legal defense,
while we sit and rot, they rest and reset,
recoup whatever they invest,
and debt proof bag the loot and live recess!
And I’m on the stoop splittin’ thin checks, house a big mess,
payin’ thick rent and breakin’ my neck to appease some trust fund princess?
Why y’all get to live so free? Why shit only happen to me? Why shit only happen to me? No! No!«,
udspyer Ashley, mens hun smadrer det hvide rige pars hotelværelse med en ketsjer og brager sig ind i vores bevidsthed med oprørsråb, der klinger langt ud over fiktionen.
Helt så fokuseret føles de første tre afsnit, som har været til rådighed, dog ikke. Meget tid med etablering af Ashley liv i de nye rammer, med at få præsenteret et håndfuld nye karakterer og med at kærligt at represente bydelen (stikord: ’GRILLZ’). Det minder lidt om Spike Lees ujævne, men langt fra uinteressante serieremake af ’She’s Gotta Have It’.
Hvor bevæger fortællingen sig hen, og hvad skal drive den? Mere behageligt sjælfuld R&B eller let eftertænksom jazzrap end den hårdtslående Run the Jewels-lyd som filmens tone manifesterede i et tidsindstillet drama mod en uundgåelig katarsis.
Ifølge flere amerikanske anmeldere, der har haft adgang til seks afsnit, skulle Diggs og Casal finde de tunge skyts frem i senere afsnit og igen for alvor sigte lige efter de racepolitiske, økonomiske og identitetsmæssige splittelse, som deler USA, og som jo ikke mindst kommer af polernes blinde punkter, som filmen og nu seriens titel henviser til.
Kort sagt:
Perspektivet og følelserne er nye, men de strukturelle problemer i det amerikanske samfund er de samme og får ikke lov til at gå uberørt hen i lovende seriespinoff af en af de mest forfriskende indie-film i nyere tid.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.