’Blindspotting’: Et vibrerende must for fans af ’Atlanta’, ’Get Out’ og ’Sorry to Bother You’

’Blindspotting’: Et vibrerende must for fans af ’Atlanta’, ’Get Out’ og ’Sorry to Bother You’
Daveed Diggs og Rafael Casal har både skrevet og spiller hovedrollerne i 'Blindspotting'.
STREAMING TOGETHER

I de danske biografer ser vi et aldrende pengestærkt publikum, der kører historiske dramaer fra Europa ned med kaffeladen. I den anden ende angiver størrelsen på popcorn-bægeret forventningsniveauet til blockbuster-underholdningen. Det, vi ikke ser – fordi distributørerne ikke ser det – er bølgen af absurde samtidsfilm, som hæmningsløst skildrer den foruroligende og absurde virkelighed som sort i USA.

Jordan Peeles succes med ’Get Out’ og senest ’Us’ er undtagelsen, men samtidig bevis på, at de 15-30-årige craver fortællinger i billeder til det sorte lydunivers, de i forvejen spiller på højtalerne. Ét er, at hver sæson af ’Atlanta’ bliver tilgængelig med et års forsinkelse. Noget andet er, at unge biografgængere spises af med ubrugelig fanfiction i stedet for ’Sorry to Bother You’ og ’Blindspotting’.

Begge film finder sted i Oaklands gader i Californien, og begge film skabte solid kritiker-buzz under Sundance i 2018. Nu er begge ude på streaming, og her trænger ’Blindspotting’s vibrationer af venskabelig pingpong, lyrisk overskud og race- og sociokulturel frustration heldigvis også igennem.

Det sker allerede i filmens titelsekvens, hvor splitscreens til tonerne af Verdi fremstiller to sider af samme Oakland. Skinnende, nye boliger vs. slidte telte, hjørnekiosken vs. den grønne supermarkedskæde Whole Foods og hvid danseekstase vs. en ældre sort herre i hopla på gaden. Til slut forekommer billederne at synkronisere mere og mere.

’Blindspotting’ udmærker sig som en af det mest gennemførte satirer over fænomenet gentrificering – den smarte, unge (hvide) middelklasses hensynsløse opkøb og totale forandring af mindre velstående bydele – jeg kan komme i tanke om, siden sæson 19 af ’South Park’. Filmens to idemænd og hovedrolleindehavere Daveed Diggs og Rafael Casal vil dog heldigvis ikke blot udskamme hvide hipstere i halvanden time. Det slås fast, da Diggs’ karakter Collin bevidner en sort mand blive skudt ned bagfra af en hvid politibetjent.

Forud for episoden har vi fået etableret, at afroamerikanske Collin har tre dage tilbage af sin étårige prøveløsladelse. Vi har fået etableret, at hans hvide bedsteven Miles med tatoveringer og grills i undermunden ikke kan foredrage al den umamiketchup og grøntsagsjuice, som inficerer hans hood. Vi har fået etableret betydningen af symbolværdi og af keep it real-identitet næsten lige så morsomt karikeret, som dengang Gramsespektrum optræk stregen for hiphop-autenticitet ved indgangen til Burger King.

Men der i flyttebilen, hvor Collin sammen med Miles tjener ved at tømme sorte hjem for hvide tilflyttere, bliver han en sen aften igen mindet om det brutale virkelighedstraume, han som sort ikke kan undslippe. Den nedskudte kunne lige så vel have været ham. Indignationen over at leve i en ond feberdrøm eksploderer i filmens noget opkørte klimatiske konfrontation.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Blindspotting’s eget blinde punkt er overdramatiseringen af eksplicitte pointer. For eksempel da Collins ekskæreste Val (Janina Gavankar) forklarer titlens symbolske henvisning til den sorthvide Rubins vase-illustration, hvor du ikke kan opfatte vase og ansigtsmotiv på én og samme tid.

Men både Collin og Miles’ splittede selvforståelser fremstår langt mere komplekse end et spørgsmål om sort vs. hvid. Filmens racepolitiske frontalangreb og velpacede flow af morsomme og varmt introspektive scener med de gemytforskellige bonkammerater på job giver en egenartet fornemmelse, som var man vidne til en gang tidlig Spike Lee.

Den store trumf er dog den rytmisk legende sprogbevidsthed, som Casal som spoken word-kunster og Clipping-rapperen Diggs med stjernestatus fra musical-fænomenet ’Hamilton’ strør om sig med gennem filmen. I de skarpeste betoninger er det nytænkt Shakespeare i opløftet gadesprog.

Og så har jeg slet ikke berørt fotografen Robby Baumgartners kraftfulde indramning af Collins skræmte ansigt og fremhævelsen af det drømmeagtige i skiftende rødt og blåt neonlys, den tunge uhygge og stærke metafor for Black Lives Matter, som musikvideoinstruktøren Carlos López Estrada får frem i Collins mareridtsstrømme af sorte i lænker foran gravstene – eller de mange abrupte genreskift fra grin over tætsiddende t-shirts til små børn med skarpladte pistoler.

Tilsammen støber det som i ’Atlanta’ og ’Sorry to Bother You’ en alsidig og surreel form til tematikker, der ikke kan blive mere reelle og relevante.


Kort sagt:
To lyriske krigere gennemspiller gentrificering og raceidentitet i et varmt, vildt og vibrerende sprog af lyd og billeder, som bør ræsonnere hos alle, der bare er det mindste interesseret i nutidig sort kultur.

Læs også: Lyt til vores podcast SOUNDVENUE STREAMER om ‘Blindspotting’

Spillefilm. Instruktion:. Medvirkende: Daveed Diggs, Rafael Casal, Janina Gavankar, Jasmine Cephas Jones, Ethan Embry. Spilletid: 95 min.. Premiere: Kan ses på Blockbuster og Viaplay
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af