KOMMENTAR. Suuuuuk! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte. For jeg er dybt frustreret. Og jeg er faktisk en lille smule sur på mig selv over min frustration.
Fordi når vi ser en fodboldkamp, og den lige pludselig ikke handler om fodbold mere, men om liv og død – så er det jo egentlig skide lige meget, hvad der sker i realityprogrammet ’Bachelor’, som vi lige nu kan se på TV 2 Play.
Reality-tv er min guilty pleasure – en guilty pleasure, jeg faktisk ikke skammer mig over. Jeg har arbejdet med reality-tv, jeg har en podcast om reality-tv, og jeg ser reality-tv dagligt. Og lad mig slå en ting fast med det samme: Reality er en konstrueret virkelighed, hvor det handler om at få lavet så godt fjernsyn, at der er nogen, der gider se det, så vi kan lave en ny sæson og så tjene en masse penge.
Men jeg kan altså bare godt lide at forsvinde ind i den kunstige verden, og jeg hopper lystigt, om end ikke ukritisk, med på præmissen.
Et af mine yndlingsrealityprogrammer er den amerikanske gigant ’The Bachelor’. Programmet har kørt i 18 år og har fået en masse spinoffs, blandt andet ’The Bachelorette’. ’The Bachelor’ har 25 sæsoner bag sig – ikke 18, som Sune Roland, der er indholdschef på TV 2 Play, sagde i ’Presselogen’. For ja, ’The Bachelor’ har været vendt i ’Presselogen’, hvilket Jakob Nielsen fra Altinget i øvrigt syntes var helt ved siden af, hvad han som chefredaktør skulle mene noget om. Jeg har et lille crush på ham.
Nå, men min frustration handler ikke om, at programmet er forældet, eller om det strider imod MeToo og er skrækkeligt for ligestillingen. Det føler jeg på ingen måde. Og skal vi endelig legitimere den debat, så skal vi tale om alle datingformaterne. Vi kan starte på TV 2, der gennem otte sæsoner har ladet landmænd søge kærlighed. Landmænd, der forventer, at kvinderne skal flytte ned til deres gård, og hvis de også kan lave nogle gode frikadeller, så er det da et kæmpe plus.
Landmanden Martin gik amok på Lene Beier i sæson 5 fra 2018, fordi han ikke var tilfreds med udseendet på de kvinder, der kom ned for at bo hos ham. Det affødte ingen ligestillingsdebat.
Sindsoprivende samtaler om pålæg
Min frustration over den danske ’Bachelor’ handler derimod om den åbenlyse manipulation, vores deltagere og Danmarks første Bachelor, Casper Berthelsen, bliver udsat for.
I allerførste program fortæller værten Petra Nagel til os seere, at: »I det her program tror vi på kærligheden«. Ok, så leger vi det. Jeg er frisk på den leg. Jeg ved fra det amerikanske, hvor jeg har set størstedelen af alle ’The Bachelor’- og ’The Bachelorette’-sæsonerne, at værten ikke siger fy-ordet kærlighed – og da slet ikke, at de i programmet tror på kærligheden.
For inderst inde ved alle godt, at det handler om meget andet end kærlighed. Men deltagerne og hovedrollen er selvfølgelig instrueret i, at de skal være der for the right reasons – underforstået, kærlighed.
Produktionsselskabet Warner Bros., der laver Bachelor, og TV 2 Play får heroverfor vores originale Bachelor og de kvindelige bejlere til at tro, at programmet tror på kærligheden. Alligevel laver de hele tiden benspænd for kvinderne og for Bacheloren.
Fire uger inde i programmet var Casper Berthelsen begyndt at føle sig sikker i sine omgivelser. Manden har aldrig lavet fjernsyn før. Og det kan godt være, at han er utroligt korrekt og kedelig, og at han egentlig ikke helt kunne finde ud af at tale om noget med substans (til gengæld har vi fået sindsoprivende samtaler om, hvilket pålæg der er bedst, og at hans mor elsker ristet rugbrød).
Men man kunne se på ham, at han efter fire uger nu havde forstået, hvad det handler om. Han var ved at udvikle nogle interessante forhold til et par af kvinderne, som er helt efter bogen.
En ny mand – og flere kvinder
Mens han er på date med en af kvinderne, overrasker produktionen imidlertid kvinderne med endnu en Bachelor, den 31-årige Jaffer Janjooa, som vi har set i den seneste sæson ’Robinson Ekspeditionen’ på TV3. De introducerer ham for kvinderne og siger, at nu har I fordoblet jeres chancer for at finde kærligheden. De gør det i ligestillingens navn – for nu er det kvinderne, der får magten.
Sikke noget pjat! De gør det for dramaet, og det virker mest af alt som en panik-casting af en ny Bachelor, fordi den originale endnu ikke havde kysset nogen og egentlig ikke kunne finde ud af at have en dyb samtale med nogen af kvinderne.
Jeg har fået fortalt, at det var meningen, at Jaffer Janjooa skulle være med helt fra starten, som i den svenske udgave af ’The Bachelor’. Og det er sikkert rigtigt, men det er ikke sådan, det ser ud på tv. Her fremstår det, som om der nu skal starte en rivalisering mellem de to bachelors. Hvilket Casper sådan set bekræfter i et interview, han gav til Ekstra Bladet, hvor han fortalte, at de to mænd blev holdt adskilt under hele forløbet og kun så hinanden til roseceremonien, som er den ugentlige udskilningsceremoni, hvor de kvinder, bachelorerne ikke er interesseret i, ryger hjem.
Hvis man ikke var interesseret i drama og i rivalisering mellem de to mænd, hvorfor kunne de så ikke bo sammen og bruge hinanden til at finde ud af tingene sammen?
Ud over at sende en ny bachelor ind midt i forløbet kan jeg se på teaseren til næste uge, at der også kommer flere kvinder ind i spillet. Hvormed man gør sit bedste for at spolere allerede opbyggede forhold i kærlighedens navn, fire uger inden programmet slutter.
Hvis et program bliver ved med at lave benspænd for både de kvindelige bejlere og Bacheloren, så tror programmet ikke på kærligheden. Og med deres uigennemtænkte kneb er de på den måde godt i gang med at ødelægge mit yndlingsprogram.
Jeg forudser, at begge bachelors er singler i dag. Warner Bros. og TV 2 Play har i hvert fald ikke hjulpet dem med at finde kærligheden.
’Bachelor’ kan ses på TV 2 Play.