Det er sol, det er sommer, og efter et rædselsår med pandemi og eksistentielt tungsind skal vi have det lidt sjovt.
Og på filmredaktionen er vores idé om sjov at … diskutere, hvilke skuespillere der skal træde til, når diverse mere eller mindre kendte danskeres liv skal blive til film.
Så nu har vi omsat frokostbordssamtalen til en artikel. Ikke for at vække perspektiv eller eftertanke i dig, kære læser, men simpelthen for at bidrage til den lette og lystfulde sommeradspredelse.
Men P.S., danske filmproducenttyper: Lader I jer inspirere til kommende projekter, skal alt herunder læses med en stor fed © omkring, og vi vil selvfølgelig have procenter.
Mette Frederiksen – spillet af Sofie Gråbøl
Mind blow, tænker alle ved testvisningen, når filmen koldåbner med en slowmotionsekvens, hvor en savlindsmurt fløjte går fra mund til mund blandt pattestive danskere iført voksenflyverdragter og rødmossede kinder i Ischgl, mens en forvrænget udgave af ’Anton Aus Tirol’ spiller op til prolledans på bardisken. Hvad sker der – det her var da den store biopic om Mette Frederiksen og ikke ’Klassefesten på kælkeferie’, no?
Gu’ var det da! Og just efter anslaget møder vi Mette Frederiksen, der over halvanden rundtom makrel med mayonnaise modtager nyheden om, at danske skiturister pumpet op på kinesiske flagermusebæltedyrsvira har valset kindkyssende ind gennem Københavns Lufthavn, mens sundhedskontrollanterne gav highfive.
Som ’House of Cards’ møder ’Kongekabale’ er filmen et intenst kig bag kulisserne på de intense første måneder af pandemien, hvor Mette Frederiksen først bliver helgenkåret som nationens frelser og siden udskammes for at være selve reinkarnationen af Stalins gedulgte samkvem med Formand Mao.
Og hvem bedre til at spille hele halve Danmarks Mette end hele Danmarks Sofie? Sofie Gråbøl mestrer i sit spil både den stolte lederfigur, den surmulende grimasse og det anstrengte forsøg på at virke likeable. Omkring hende ser vi Danica Curcic som Mørkets Fyrste #1, Barbara Berthelsen, Martin Brygmann som Mørkets Fyrste #2, Martin Rossen (kun med på sms), og Lars Brygmann som Søren Brostrøm, fordi Frank Hvam var optaget til et konkurrerende projekt (se nedenfor).
Bjarne Henriksen spiller en minkavler, der til sidst i filmen stirrer ensomt ud i luften fra sin lystyacht i Monaco købt for statens (over)kompensation, mens han indser, at han hellere vil have mink med roterende underskud end skatteborgernes millioner på bankkontoen.
Filmen kommer til at sætte gang i en helt utroligt interessant debat om forholdet mellem virkelighed og fiktion, og Mette Frederiksen vil håndtere Gråbøls kritiske portræt med et overskudsagtigt glimt i øjet på Instagram, mens det senere vil komme frem, hvordan hun har forsøgt at påvirke instruktør Nikolaj Arcel i tilblivelsesprocessen over en sushi-middag med kniv og gaffel.
Kidd – spillet af Alex Høgh Andersen
Først fik vi ’Kidd Life’, nu kommer ’Kidd: The Movie’. Filmen om Nicholas Westwood Kidd er på sæt og vis en klassisk rise and fall, fra fattighustler på Nørrebro til landets største popstjerne og videre til alkoholmisbrug med en håbefuld epilog af Buengiorno-vibes og comeback-takter.
Musikerens op- og nedtur, har vi set det før? Ikke sådan her! For filmen om Kidd bliver fortalt i samme hæsblæsende tempo, som han selv til stadighed stæser rundt på Østerbro – instrueret, som hvis Gasper Noé proppede amfetamin i Safdie-brødrenes syre, mens Anthony Dod Mantle ryster kameraet i et håndholdt trip, der får ’Trainspotting’ til at ligne ’Kampen om den røde ko’.
Men hvilken skuespiller kan køre et fuldtonet Kidd-trip uden at fremstå som en teatertrænet trædukke til sammenligning? Det kan Alex Høgh Andersen, knægten, der har fået verdensomspændende stjernestatus med flere Instagram-følgere end Beyoncé (næsten) qua sin benløse rolle i ’Vikings’, og som har noget af den samme hvileløse natur som Heimdals sidste vogter.
Filmen finder udsøgt comic relief a la ’Silicon Valley’ eller ’The Office’ i ensemblet omkring Chef Records, mens Nikolaj Lie Kaas leverer karrierens største transformation som Clement Kjersgaards underlæbe i en to minutter kort optræden i nøglescenen, hvor en transvedende Kidd stopper karrieren på live-tv i bedste sendetid.
Caroline Wozniacki – spillet af Flora Ofelia Hofmann Lindahl & Julie Zangenberg
Ovenpå Danmarks triumferende EM-sejr i 2021 åbner Netflix ladeporten på vid gab for sportsfilmatiseringer over rød-hvide-heltegerninger og giver ‘Sommeren ’92’-instruktør Kasper Barfoed ubegrænset kunstnerisk frihed i skabelsen af ‘Caros kamp’ – filmen om Caroline Wozniackis teenageår og turbulente 20’ere.
Fantastiske Flora Ofelia Hofmann Lindahl fra DR-serien ’Ulven kommer’ castes som den unge Caroline, og Dejan Cukic indtager rollen som farmand Piotr. Men det er valget af Julie Zangenberg som tennisstjernen på toppen, der på det nærmeste sender chokbølger igennem filmbranchen såvel som Wozniackis lejr.
Så meget desto større er forbløffelsen, da den tidligere klatretøs efter otte måneders hård træning i Hellerups Tennisklub med sikker baghånd sender bolden over kritikernes fintmaskede net af forudindtaget spydighed:
»Zangenbergs serv synger!« jubler Ekstra Bladets anmelder, mens Soundvenue som eneste medie kvitterer med to bitre stjerner ledsaget af en kønspolitisk opsang til samfundets unødige seksualisering af kvindelige tennisikoner iklædt jomfrueligt hvide miniskørter og ketcheren som repressivt fallossymbol.
Søren Brostrøm – spillet af Frank Hvam
Da castingen af Frank Hvam som Søren Brostrøm bliver annonceret, er mange kritiske, fordi de mener, at han har fået rollen mere på grund af den åbenlyse fysiske lighed – se ovenfor – end Hvams evne til at formidle de sjælelige dybder i Sundhedsstyrelsens førstemand.
Men Hvam tager i sidst ende stikket hjem ved at finde klovnen i Brostrøm, der i coronakrisens begyndelse smelter folkets hjerter udadtil, mens han indadtil som en skoledreng med en stjålen romsnegl fra bageren kommer over knæet på Mette & Barbara for at have forudset pandemiens forløb med ringere held end en clairvoiant ved navn Rihanna Solgul Jensen på Amagerbrogade.
Frank Hvam inkarnerer udsøgt forfængeligheden, når Brostrøm soler sig i Euroman-forsidens skær, mens vi føler med ham, når Statsministeriets bisser giver ham øgenavnet Gynækologen, som var det en kostskole for millionærbørn i 80’erne.
Hvam shiner for alvor i samspillet med de bærende biroller: Lars Hjortshøj som Kåre Mølbak, Mikkel Boe Følsgaard som Magnus Heunicke og Casper Christensen i en overraskende method-rolle som pressemødernes kultfænomen, Knud Meldgaard fra Magasinet Transeuropa.
Lars Løkke Rasmussen – spillet af Jesper Groth
Før Lars Løkke Rasmussen var detroniseret statsminister på desperat comebackjagt via oversøisk tv-transmitteret jordomrejse med misogyn kok som bedste-bro, var han bare en ung idealistisk politiker, der som amtsborgmester i Nordsjælland arbejdede i folkets tjeneste ved at bruge deres skattekroner på kaffe, cigaretter og kasinobesøg.
Filmen om Lars Løkkes liv er mange år undervejs. Det tager tid at finde den rette tone og genre, og undervejs knækker tre forskellige instruktører halsen på at skære projektet som helholdsvis folkekomedie, musical og gyser. Først da ’Den tid på året’-duo Paprika Steen og Jakob Weiss rammer den helt rigtige mikstur af komedie og tragedie, spiller filmen, så Venstre-landmændene synger. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af en tour de force fra Jesper Groth, der godt nok er fra Ærø og ikke Græsted, men alligevel formidler den drevne taktiker in spe med et skarpt blik for den jordbundne folkeligheds treenighed af småsvindel, rygekabiner og fadøl.
Groth improviserer ligesom Løkke næsten alt, hvad der kommer ud af munden på ham, bortset fra klimakset under Cop-15, hvor Groth med gammelmandsmakeup a la DiCaprio til sidst i ’J. Edgar’ lander nøgleudsagnet »I know I ganged the … I made this banging«, så Bodil-komiteen giver ham to priser for bedste mandlige hovedrolle.
Lars Løkke udnytter filmens succes til at gengengenstarte sin folkelighed. Han bliver statsminister for fjerde gang.
Tessa – spillet af Tessa
Danmarks bedste castere testede op mod 2500 unge, overtatoverede, overhåbefulde kvinder fra Amager og Vestegnen til rollen som landets førende kvindelige rapper.
Men ingen ramte den på kornet, og filmholdet var nanosekunder fra at smide håndklædet i ringen, da Lars von Trier pludselig stak sit pjuskede skæg ind ad døren på vej til optagelserne på ’Riget 3’ med et råd så genialt simpelt, at nogen (seriøst) burde have tænkt på det før: Tessa skal spille Tessa.
For helt ærligt, ingen anden er ben nok til at ramme både attituden, sårbarheden, ærligheden og de beskidte rim som rapdronningen selv, og når Eminem kan lade, som om han er skuespiller i ’8 Mile’, kan Tessa selvfølgelig også gøre det her. Ingen teatertræning nødvendig, Tessa har gået i livets skole, og i øvrigt er ’Så’n der’, som filmen hedder, på ingen måde et ripoff af ’8 Mile’. Den er et ripoff af ’Ækte vare’, der er et ripoff af ’8 Mile’.
Filmen starter socialrealistisk med Tessa som hjemløs på de københavnske gader og stræder, derefter slår den over i et creepy stalkerdrama med den unge piges besættelse af Nicki Minaj, og siden kommer så gennembruddet, makkerskabet med Jesper Livid (Kim Bodnia) og fællessang med Suspekt, der spiller dem selv. Tre år senere kommer det frem, at de har opført sig upassende på settet. De griner alle hele vejen til banken.
Thomas Blachman – spillet af Pilou Asbæk
Furoren starter længe før ‘Alle for tre’-instruktør Rasmus Heide overhovedet råber »action«. Selvfølgelig gør den det. Just som a cappella-pigegruppen Fried Chickz fra Sønder Omme indtager vinderpodiet under ‘X Factor’-finalen anno 2022, tikker nyheden ind på forsiden af BT.dk:
Pilou Asbæk er blevet castet til at spille Thomas Blachman i komedien om hele Danmarks Simon Cowell med de ferme jazzkundskaber. Blachman, for hvem kulturløse bonderøves vokale voldtægt af Alicia Key udgør en større trussel mod fremtidens Danmark end nogen udflytter-sparehetz, Joy Mogensen kan orkestrere på de kunstneriske uddannelser.
Blachman, middelmådighendes noble bekriger.
»Stolt!!!« tweeter Pilou, issen allerede glatraget og poleret til spotlysreflekterende perfektion, og afslører over for Soundvenue, at han som forberedelse tog til ikke færre end fem ‘X Factor’-auditions iført falsk skæg og med stadigt mere ustemt ukulele for at tage temperaturen på Blachmans kogepunkt.
Andetsteds i landet, i Jyske Bank Boxen, flår en rasende Blachman mikrofonen ud af hånden på Malou-Amalie i Fried Chickz og sender en 13 minutter lang live-tv-tirade efter den danske ‘Game of Thrones’-stjernes forræderi (til publikum og TV 2-producenternes udelte fryd):
»Tænk på KUNSTEN for helvede! Giv mig TRIER! Giv mig LETH! FRI MIG FRA FOLKELIGHEDENS ULIDELIGT ÅNDSFORLADTE FÆNGSEL!«, råber Blachman, hvis professionelle karriere som gallionsfigur i alle tiders mest samlebåndskommercielle underholdningsshow i henved 15 år har synet af ét langt plothul af internaliseret skam.
Filmen, ‘Det bliver et nej herfra’, bliver en dundrende succes.
Sofie Linde – spillet af Amalie Lindegård
Det kræver sin stålsatte kvinde at spille hele Danmarks fredagsunderholdningsdronning og frygtløse MeToo-fortaler, og en sådan er Amalie Lindegård, kendt fra ’29’, der langt om længe lander karrierens første store hovedrolle.
Lindegård får øjeblikkeligt Lindes velsignelse på Instagram, og på gangene i DR flakker midaldrende mandlige chefers blikke forskræmte mod nærmeste nødudgang, idet hashtagget #Jegfuckingø’læggerdinkarriere eksploderer via filmens officielle Twitter-konto.
Da selveste Lone Scherfig sågar vender hjem til moderlandet for at instruere projektet og, som hun siger i Deadline, at »give tv-kanonerne den største kønssatiriske røvfuld siden Christian Tafdrups karaktermord på moderne kvinder«, må public service-højborgens duftfriskere give fortabt over for dunsten af galoperende panik og skyld, der siver ud af svingdørene på Amager-domicilen.
HKH Joachim – spillet af Joachim Fjelstrup
Prins Joachims historie i skyggen ved siden af storebror Frederik oser af ’The Crown’-potentiale i DR-søndagsserien ‘Manden der ville være landbrugskonge’, og anmelderne er ikke sene til at falde i svime over navnefællen Joachim Fjelstrups tilpas tilknappede, smerteligt følsomme skuespilpræstation i centrum.
Det er imidlertid ikke alle, der klapper i hænderne, da instruktør Christina Rosendahl efter et romantiseret anslag pludselig sætter socialroyalrealistiske billeder og håndholdt kamera på prinsens gummistøvleiklædte ørkenvandring i den sønderjyske muld og efterfølgende retræte til palæet i Hellerup, hvor lyden af tusinde mishandlede grises dødsskrig hjemsøger vor hovedpersons urolige nattesøvn.
Veganerpartiet øjner en pr-mulighed for at fremlægge forslag om kongehusets reelle afskaffelse, alt imens Billedbladets royale ekspert til gengæld tordner mod Rosendahls »blasfemiske befamlen af HKH’s eksistentielle weltschmerz« i Aftenshowet, og Venstres landbrugsordfører Troels Lund Poulsen kritiserer seriens »rent spekulative« chok-sensationalisering af prinsens politiske implikationer i videreførelsen af landbrugets (»også rent spekulative«) ringeagt for dyrevelfærd.
Få uger senere sætter Rosendahl trumf på, da seriefinalen tager en noget nær Bong Joon-ho’sk fiktiv drejning, hvori Joachim og Marie – efter megen sjæleransagelse og familiedrama på Amalienborg – laver en Harry og Meghan og vender tilbage til Sønderjylland for at slutte sig til de lokale gymnasieelevers aktivistiske klimakamp mod industrialiseret svineavl.
»Fremtiden er en fri gris, ikke griske svin«, ytrer Fjelstrup stoisk in-character i seriens sidste sekunder, inden Presselogen tager over med en ophedet diskussion om, hvorvidt Rosendahls værk har givet Joachims folkelige image en kærlig tidssvarende makeover eller så godt som aflivet monarkiet.
Mads & Lars Mikkelsen, de unge år – spillet af Herman Tømmeraas og Elliott Crosset Hove
At Mads Mikkelsens medvirken i en dansk film som oftest garanterer en gedigen biografsucces båret af slet skjult erotisk publikumsekstase er ikke noget nyt, men at filmen om Mads Mikkelsen slet og ret overgår ‘Druk’s imponerende billetsalg, var der alligevel ikke mange, der havde set komme – foruden måske instruktøren bag begge projekter, Thomas Vinterbeg.
»Mit personlige venskab med Mads og det faktum, at han skylder for at have kastet mig i havnen på sidste optagedag af ‘Druk’, ligger til grund for, at jeg overhovedet har fået mulighed for at lave den her film«, fortæller Vinterberg ved premieren på ‘Peepaw: De unge år’.
Filmen går bagom den danske verdensstjernes vilde ungdom på Nørrebro og efterfølgende tid som danseskolens frække dreng, men ‘Peepaw’ er ikke udelukkende Mads’ fortælling:
»Det her er også en historie om to vidt forskellige brødre, der forsøger at bryde igennem i den samme branche. Om gadedrengen, der blev til et internationalt sexsymbol på Tiktok og Marvel-skurk, og en anden, lidt ældre gadedreng, der blev fordrukken folkekirkepræst og Sherlock-skurk«, siger Vinterberg.
Som Mads imponerer den norske ’Skam’-hjerteknuser Herman Tømmeraas i balletleggings og udtrådte foldboldstøvler – og med en spot-on stenbrosdialekt, der går direkte i de danske anmelderes stenhjerter (og trækker norske publikummer i biografen i hobetal). De største roser og en Bodil for Bedste mandlige birolle går dog til medspilleren Elliott Crosset Hoves præstation som storebror Lars, der springer ud som filmens Salieri over for Tømmeraas’ iltre Mozart.
Vinterberg understreger, at det intense portræt af rivaliseringen naturligvis er »kørt op i gear for dramatisk effekt«, men glider kryptisk af på pressens spørgsmål om, hvorvidt filmens voldsomme klimaks – en ‘Vinterbrødre’-inspireret nøgenslåskamp midt i Zentropas kantine, efter Mads har scoret hovedrollen i ‘Rejseholdet’ for næsen Lars – har rødder i virkeligheden.