’Godzilla vs. Kong’: Den lille skærm taber actionstorfilm på gulvet
Vi almindeligt dødelige filmelskere er for tiden vidne til en af de største kampe i filmbranchen.
I det ene hjørne sidder biografkæderne stakåndet med en ordentlig blodtud efter covid-karantæne og globale nedlukninger – i det andet sidder de store studie- og techgiganter, der har udnyttet undtagelsestilstanden til at udfordre det gængse kredsløb for en films vej fra det store lærred til de små skærme med det formål at tiltrække abonnenter til deres streamingtjenester.
Som altid i titanernes kamp om monopol og mammon er det publikum, der bliver taberen. Og det er det nyeste og angiveligt sidste skud på stammen i Warner Bros’ tvivlsomme MonsterVerse-serie ’Godzilla vs. Kong’ et glimrende eksempel på.
Som resten af filmselskabets line-up i 2021 blev blockbusteren skubbet ud i de ukendte streaming-farvande for at promovere business daddy ATNT’s tjeneste, HBO Max. De danske biografkæder sendte resolut deres modsvar: Ingen tørre popcorn, fedtede sæder og IMAX-oplevelse, når gutter og guttinder vil se gigantiske Godzilla og bløde King Kong lægge verden i ruiner, så de kan vise, hvem der er den største alfa-bro. Med mindre da du befinder dig i nærheden af Valby Kino.
Og mens ’Nomadland’ fortjent fik en ekstra stjerne oven i hatten her på Soundvenue for den smukke biografoplevelse, fristes jeg til at fratage denne film en stjerne, slet og ret på grund af formatet. Virksomheder som Blockbuster og Disney vil måske hævde, at en lejepris på den forkerte side af en hundredelap blot svarer til prisen for en billet til den mørke sal, men de to oplevelser kan ikke sammenlignes.
Blev man blændet af overdøvende eksplosioner og meterhøje monstre i biografen, ville det i hvert fald være nemmere at se igennem fingre med nogle af filmens mere fatale fodfejl.
Efter fire film er det stadig ikke lykkedes serien at fremtrylle én menneskelig karakter, der rager mig en papand. En snarrådig indfødt pige tager sig af King Kong i en fornem homage til de gamle Toho-producerede Kaiju-film, hvor de latexklædte monstre altid var omringet af smilende børn, der heppede på deres yndlingsmonster.
Så man kan spørge sig selv, hvorfor hun ikke får mere skærmtid i stedet for Millie Bobby Browns Scooby Doo-bande, som stavrer forvildet rundt i kulisserne. Jeg har aldrig set Brian Tyree Henry give en ringe præstation – før nu som en aggraverende konspirationspodcaster.
Filmen leverer dog det, vi har betalt indgangspris for: En perlerække af forbandet underholdende slå-på-tæven-kampe mellem to popkulturelle ikoner. Blandt andet til vands, hvor Godzilla spiller sænkeslagskibe med hangarskibe, mens den enorme abe hopper mellem både som Donkey Kong til Hong Kong, hvor plasma fra øglens gab ituriver den neonoplyste by.
Horror-instruktøren Adam Wingard har et glimrende greb om de to brusende kamphaner, og selvom scenarierne aldrig nærmer sig Gareth Edwards’ inspirerede vision af Godzilla som en naturkatastrofe i den originale film fra 2014, kan mindre også gøre det.
De rædderlige ’Kong: Skull Island’ og ’Godzilla: King of the Monsters’ kunne trods alt ikke se sig reddet af biograflysets skær. Alligevel kan man kun sukke efter at se giganterne tårne over én på det store lærred.
Kort sagt:
Med sine imponerende kampe mellem popkulturelle ikoner og sit papirtynde ensemble kan ’Godzilla vs. Kong’ ikke bære hjemmeoplevelsens små tommer.