’Hunter Hunter’: En gruopvækkende finale af rendyrket horror er højdepunktet i ny thriller
Da jeg så ’Hunter Hunter’s undertitel ’Hunt or be hunted’, beredte jeg mig på en overfortalt thriller, der med velkendte tricks skaber spændingsoptrappende øjeblikke, som udelukkende har til formål at holde seeren på kanten af biografsædet.
Antagelsen var ikke helt skæv – men med en kuldegysende overraskelse oven i hatten.
Den dybe og bjergtagende canadiske skov sætter scenen for thrilleren instrueret af Shawn Linden. Anne, hendes mand Joseph og datteren Renee har bosat sig dybt inde i den omsluttende skov, hvor de lever som pelsjægere. De bor og jager på land, som er gået i arv i Josephs familie gennem flere generationer.
Joseph ligner da også prototypen på en barsk pelsjæger med smøgen hvilende i mundvigen, mens han ubesværet skinder sit bytte. En hårdfør og fåmælt mand, der lever og ånder for jagten og vildmarken. Født og opvokset i den vilde natur. Beredt på at kæmpe for sit land forsikrer han Anne om, at ingen kan drive familien væk fra deres hjem. Selv ikke hende.
Den 13-årige Renee går i farens fodspor og suger til sig af hans overlevelsesinstinkt og jagtteknikker. Renee går ikke i skole, men drager hver dag i skoven med sin far for at sætte fælder ud og hente deres fangst. Hun kan skelne dyrenes afføring fra hinanden, men tabellerne kniber det med.
Tidligt tegner filmen linjen for den bærende konflikt. Familien får færre og færre penge for deres pelsskind. Deres livsgrundlag er truet, og Anne kigger længselsfuldt på salgsopslag på huse i byen hos den lokale købmand. Anne søger mod civilisationen, og hun føler, at verden løber fra dem.
Familien forsyner sig med vand fra floden, og de har stort set kun den føde, de fanger. De lever et simpelt og selvforsynende liv uden særlig indtægt og er derfor også afhængige af at få udbytte af jagten. Og snart trues de af en ulv, som huserer i deres område og æder fangsten fra deres fælder.
Ulven fungerer som filmens motor, og med den varsles fortællingens uhygge. Familiens hjem og deres færden i skoven er nu forbundet med stor fare.
Anne ønsker en normal opvækst for Renee, hvor hun kan tænke på drenge og lektier, ikke på glubske ulve. I parrets uenighed gemmer sig en konflikt mellem den ukontrollerbare natur og den trygge civilisation.
Anne smider et salgsopslag på bordet, men flytningen er ikke til diskussion, og hun giver op. Vildmarken trumfer. Ordvekslinger om fangst og overlevelse lader da også til at være det eneste, parret deler med hinanden. Og en trykket stemning hænger over det sparsommeligt dækkede spisebord.
Fast besluttet på at blive i vildmarkstilværelsen drager Joseph ud for at få ram på ulven, som truer familiens eksistensgrundlag. Men da Joseph har ulven i sigtekornet, opdager han, at den har fået smag for menneskekød. En række uhyggelige opdagelser venter ham, men han holder tæt for ikke at puste til den ulmende frygt hos familien.
Joseph frygter hverken ulven eller andre rovdyr, der farer omkring i skoven, til gengæld stoler han ikke på mennesker. Og spørgsmålet om, hvad familien skal sætte deres lid til, er et tilbagevendende tema, som tilføjer en mere substantiel næring til fortællingen.
Resten er i den lette ende. Filmen er stiv i optrækket, og den første halve time byder på en lang række unaturlige replikleveringer. Et utal af bekymrede og undrende blikke varsler lovlig tungt den forestående trussel. Man kunne med fordel have arbejdet med flere nuancer i både dialog og spil.
Den føles som en lang optakt til en endelig kulmination af rendyrket horror, som til gengæld både var overraskende og ganske gruopvækkende.
Men med den kuldegysende finale følger samtidig også uafklarede motiver og mangelfulde karaktertegninger. Til sidst sidder man tilbage med utallige nye spørgsmål.
Kort sagt:
’Hunter Hunter’ føles som et overfortalt optræk til en voldsom knytnæve af en finale.