’In Treatment’: Uzo Adubas psykologhjælp er tiltrængt efter en lang pandemi
Terapiserien ‘In Treatment’, et remake af den israelske ‘BeTipul’, havde premiere i 2008 med et simpelt, men genialt koncept: Psykologen Paul Weston, spillet af Gabriel Byrne, mødes hver uge med tre-fire patienter, én per ugedag, hvis terapisessioner vi følger over en række uger. Den sidste ugedag går han selv i terapi.
Hvert afsnit udspiller sig som et intenst lille kammerspil mellem psykolog og patient, der er både menneskeklogt og rørende og giver plads til fabelagtige skuespilpræstationer fra både veteraner som Byrne, Dianne Wiest, Debra Winger og Blair Underwood og dengang nye navne som Mia Wasikowska og Dave DeHaan
Den enkle konstruktion gør serien oplagt at genoplive i en covid-tid. Både af produktionspraktiske grunde og fordi det sidste års hjemmeisolation har sat mental sundhed på dagsordenen. Vi har nok alle sammen brug for terapi på nuværende tidspunkt.
Det leverer fjerde sæson af ‘In Treatment’ – der dog snarere er et reboot, hvor ‘Orange Is the New Black’-stjernen Uzo Aduba har erstattet Gabriel Byrne i hovedrollen, serien er flyttet fra New York til Los Angeles, og Jennifer Schuur og Joshua Allen har overtaget showrunnerposten fra Rodrigo García.
Aduba spiller Dr. Brooke Taylor, som vi følger gennem sessioner med tre patienter: Eladio (Anthony Ramos) er hjemmehjælper for en jævnaldrende mand med handikap, hvis familie betaler for Eladios online-terapi, fordi de er bekymrede over, at hans søvnløshed går ud over arbejdet. John Benjamin Hickey spiller Colin, en kriminel tech-virksomhedsejer, som er blevet pålagt terapi som del af sin prøveløsladelse.
Gymnasieeleven Laila (Quintessa Swindell) er blevet sendt i terapi af sin bedstemor, fordi hun er lesbisk, og bedstemoren mener, at det er svært nok at være en sort kvinde. Og endelig følger vi på fjerdedagen Brookes møder med sin langvarige AA-sponsor, Rita (Liza Colón-Zayas).
Sidstnævnte plottråd, hvor Brooke blandt andet kæmper med sorgen over sin fars død, længslen efter sin bortadopterede søn, misbrug og det muligvis usunde forhold til sin on-off-kæreste Adam, er seriens mindst interessante aspekt. Jeg synes, at Brookes personlige problemer fylder for meget i forhold til hendes patienter, og at de er så dramatiske, at hun i nogen grad mister troværdighed som behandler.
I terapirummet er det til gengæld forfriskende, at Brooke er en anden type end den (næsten) altid korrekte Paul. Brooke bruger sig selv og sine personlige erfaringer og giver skarpt udtryk for sine holdninger og følelser til det, patienterne siger. Aduba er varm og moderlig, myndig og skarp, og jeg får akut lyst til at dele mine sorger på hendes sofa.
Serien er meget bevidst woke med henvisninger til Black Lives Matter, cancel culture og den sociale og racemæssige skævhed blandt de essentielle arbejdere, der har trukket læsset under coronaepidemien. Hver patient repræsenterer et identitetspolitisk aktuelt tema på en interessant, men også indimellem lidt fortænkt måde.
Jeg kan bedst lide afsnittene med Eladio, en dybsindig og følsom ung mand, der både er taknemmelig over for sine – hvide, rige – arbejdsgivere, der har ham boende, og holder af fyren, han passer, men også er bevidst om sin egen klasseposition i forholdet til dem. Og så er Anthony Ramos, der har momentum med Lin-Manuel Mirandas ‘Hamilton’ og kommende musical ‘In the Heights’, fantastisk dragende og giver nerve og naturlighed til de ellers lidt skrevne monologer.
God er også John Benjamin Hickey, der som repræsentant for det hvide mandlige privilegie har de mest intense og ophedede sessioner med Brooke. Der er et gran af sandhed i Colins følelse af, at hele verden glæder sig over den hvide magtfulde mands deroute, men Brooke forsøger at få ham til at tage ansvar for sin egne handlinger.
Laila, som også spilles fint af Quintessa Swindell fra ‘Euphoria’, starter som en kliché på en gammelklog overklasseteenager, men efterhånden som hun åbner sig, folder karakteren sig mere interessant ud som en fantasifuld ung kvinde, der ikke føler sig rustet til voksenlivet.
Flere serier og film har forsøgt at skildre livet under covid-19 med isolation og Zoom-møder, men det har jeg faktisk ikke haft energi til også at gennemleve på tv. Jeg kan godt lide, at ‘In Treatment’ anerkender pandemien som et vilkår, uden at det er omdrejningspunktet.
Behovet for terapi er givet eskaleret under corona. Men menneskers behov for at tale om sine mentale problemer og den refleksion, serien giver os seere ved at åbne vinduet til terapirummet, er eviggyldigt.
Kort sagt:
Uzo Aduba har indtaget psykologstolen i fjerde sæson af HBO-klassikeren, der er woke, intens og tiltrængt efter en lang pandemi.
Anmeldt på baggrund af 16 afsnit.