’Luca’: Pixars nye film er uskyldigt charmerende
Pixars nye animationsfilm ‘Luca’ fik ved annonceringen af sin historie om to drenges spirende venskab en sommer ved den italienske riviera håbefulde queerromancetørstige fans til at drømme om en animeret udgave af Luca Guadagninos ‘Call Me by Your Name’.
Man skal dog spejde længe efter saftige homoerotiske scener, for den debuterende instruktør Enrico Casarosa er ude i et langt mere uskyldigt, men lige så fint ærinde: At fortælle om venskab i den alder, hvor vennerne betyder alt, og kærester endnu ikke har ikke har kompliceret forholdene.
‘Luca’ blander elementer fra ‘Den lille havfrue’ og ‘Find Nemo’ i historien om havmonstret Luca (med stemme af ‘Room’-stjernen Jacob Tremblay), der bliver tiltrukket af et liv på land. Nysgerrige, men forsigtige Lucas overbeskyttende forældre (Maya Rudolph og Jim Gaffigan) har givet ham strenge formaninger om ikke at nærme sig havets overflade, fordi mennesker er farlige. Men da han møder det jævnaldrende søuhyre Alberto, der introducerer ham til tilværelsen på en sandstrand i kystbyen Portorosso, åbner der sig en hel ny verden for ham.
Når havmonstrene kommer på land, bliver de forvandlet til mennesker og kan således gå ubemærket omkring, så længe de undgår vand, der forvandler dem tilbage til deres havform.
Luca og Alberto hygger sig gevaldigt med at bygge sæbekassebiler og spise is, men da Lucas forældre opdager hans hemmelige nye hobby, beslutter de at sende ham ned i ’dybet’ hos hans excentriske onkel (Sacha Baron Cohen) resten af sommeren. Fortvivlet stikker Luca af hjemmefra og op på land. Han og Alberto slår sig sammen med pigen Giulia om at deltage i et årligt løb i byen, så de kan bruge pengepræmien på en Vespa, som drengene forbinder med den ultimative frihed.
Udover den udfordrende konkurrence melder en række øvrige komplikationer sig også på banen. For det første er de to havmonstre hele tiden i fare for at blive opdaget, fordi det farlige vand lurer overalt. For det andet bliver Alberto, lidt i stil med Elevens omvæltning af drengegruppen i ‘Stranger Things’, jaloux over Lucas inklusion af Giulia. Og for det tredje elsker han jo også sine sådan set søde forældre.
Sammenlignet med Pixars seneste produktioner er der noget meget uskyldigt over ‘Luca’. Både i stil og tema minder den om en tegnefilm fra de gode gamle dage med ubekymrede solskinsdage, et opbyggeligt budskab om sammenhold og tolerance, et opgør mod byens Orla Frøsnapper-agtige skurk og en hårrejsende konkurrence. Animationen er simpel, men charmerende, der er knald på farverne, og sommerstemningen driver gennem skærmen.
Coming of age-temaerne om venskab, eventyrlyst og den nødvendige frigørelse fra sine forældre – og omvendt forældrenes vanskeligheder ved at give slip – er skildret varmt og nuanceret og med følelser, de fleste kan relatere til.
Jeg vil tro, at ‘Luca’ i højere grad rammer de yngre seere end for eksempel studiets sidste film, den geniale, men også komplekse ‘Soul’. Det er en velkommen afveksling, men uden den filosofiske overbygning eller sofistikerede fortælleform, der gør Pixar-film som ‘Sjæl’, ‘Inderst inde’ og ‘Coco’ til genistreger, kommer den ikke til at indskrive sig blandt Pixars bedste.
Kort sagt:
Pixars nye eventyr ‘Luca’ er en charmerende og børnevenlig coming of age-film om venskab, der dog ikke når studiets vanlige tårnhøje niveau.