‘Sæson’: Flot sommerfilm fortjener at blive set i biografen
Blot få dage efter Skt. Hans får en af de fineste sommerfilm fra de seneste år biografpremiere ved en række særvisninger med instruktørbesøg i Empire Bio og Øst for Paradis.
‘Sæson’ af den herboende svenske filmmager John Skoog vandt hovedprisen ved CPH:DOX i 2019 og er en stemningsmættet skildring af midsommeren på gårdene i det nordlige Skåne, hvor instruktøren selv er vokset op.
Handling i traditionel forstand er der ikke meget af, men det er heller ikke Skoogs ærinde i hans første spillefilm. Hengiver man sig i stedet til filmens særegne rytme og sanselige kvaliteter, er der åbenbare gevinster i vente.
‘Sæson’ består af flere små scener, der umærkeligt glider over i hinanden og til sammen danner en fascinerende mosaik. Nogle figurer går igen – som de polske sæsonarbejdere, vi ser ankomme med færgen til Sverige i begyndelsen af filmen.
De bliver vist rundt på gårdene, hvor alle opgaver dog synes overtaget af store, brummende maskiner, der i Skoogs sikre iscenesættelse tager sig ud som rigtige, levende væsner – på lige fod med mennesker og dyr.
Selv lydsporet tenderer mod det maskinelle: En krantur over en gylden kornmark akkompagneres pludseligt og uventet af en dundrende hård techno – den slags musik, der bliver spillet på det lokale diskotek, viser det sig senere. Det har sin egen skæve poesi.
Grænserne er ofte flydende i ‘Sæson’, hvor flere af udendørsscenerne er badet i det fortryllende, tusmørkeagtigt skær, som er typisk for vores lange, lyse, skandinaviske sommernætter. Et særlig flot billede pryder filmens plakat. Her er det vanskeligt at afgøre, om det er dag eller nat, og man er lykkeligt hensat til berusende sommerdrømme.
Men filmen registrerer også den kedsomhed, der uvægerligt følger i hælene på den overvældende følelse af ferie og frihed. En gruppe store drenge drikker om kap ved et bål. En af dem falder om af druk, hvorefter de andre overhælder ham med fyldte chipsposer, knipser et par hurtigt opstillede billeder på mobilen og lader ham ligge dér ene og forladt.
En lignende intens scene udspiller sig, da en midaldrende polsk mand forsøger at lære scoretricks fra sig til en yngre landsmand. Hvad der til en start er ren spas, udvikler sig hurtigt i en uheldig retning.
At sådanne scener skal være fuldstændig dokumentariske, er – som det allerede er blevet påpeget af flere anmeldere – svært at tro på. Men filmen bringes aldrig i konflikt med sit eget grundlag. Den er først og sidst et udtryk for en særlig måde at gå til verden på, hvor virkelighed, erindring og fantasi smelter sammen i et ambitiøst lyd- og billedværk.
Således ender et par ensomme køer på forbløffende vis med at indtage de virkelige hovedroller.
Kort sagt:
En flot debut fra en ambitiøs instruktør, der fortjener at blive set i biografen.