‘Tove’: Mumitroldene fylder for lidt i filmen om deres skaber
Den Store Mandlige Kunstner kaster med dramatiske bevægelser hvid maling på sin skulptur midt i sit store atelier. Ved siden af sidder Tove Jansson og skribler små, mærkelige væsner på et papir. Med sin malingplettede finger sætter han et mærke midt på tegningen og erklærer: »Det der er ikke kunst«.
De små figurer bliver en dag til Mumitroldene, men på det tidspunkt, hvor ’Tove’ starter, er de stadig kun kruseduller på skitsepapiret ved siden af den »rigtige kunst«, Jansson forsøger at lave, mens hendes store kunstnerfar kigger hende over skulderen. Det er ham, der får anerkendelsen og stipendierne, og hun skal bare gøre ligesom ham, hvis hun også gerne vil anerkendes en dag.
Tove Jansson er fast besluttet på at gøre tingene på sin egen måde. Det er noget helt centralt, vi lærer om den store finske kunstner og forfatter i denne biografiske film om hende. Alligevel formår hun aldrig at ryste denne vurdering af sig, at der findes ægte, stor kunst, og at børnebøger og Mumitrolde ikke hører under den kategori.
’Tove’ følger hende, fra hun er unge kvinde i efterkrigstiden, hvor hun gør sig bemærket med sine satiriske tegninger af Hitler. Hun er en Fri Sjæl, og det betyder selvfølgelig, at hun snart må bryde sin forbindelse med sin patriark af en far, og hun flytter ind i en faldefærdig lejlighed uden strøm og bliver en del af et frisindet kunstnermiljø i Helsinki.
Her drages den gifte politiker Atos Wirtanen af hende og forelsker sig i hendes umiddelbarhed. Jansson derimod drages hurtigt mod den magnetiske, men flyvske teaterinstruktør Vivica Bandler, og Janssons atelier, hvor hun utilfreds igen og igen maler sine egne billeder over, bliver hjemsted for omskiftelige affærer.
Dét er hovedhistorien i ’Tove’. Tove Janssons trekantsdrama med en potentiel ægtemand og en forbudt lesbisk forelskelse.
Alma Pöysti spiller Jansson med masser af liv, og hendes udtryksfulde, men underspillede ansigtsudtryk får den helt rette mængde opmærksomhed fra intime nærbilleder. Vi er aldrig i tvivl om, at hendes politiske bevidsthed og kunstneriske følsomhed lurer i kulissen, mens hun kastes rundt mellem Atos og Vivica, og hun forsøger at finde fodfæste og male nok til at kunne betale huslejen.
Men det er også et specielt valg at placere hendes kunst i baggrunden for hendes kærlighedsliv. Det er ingen hemmelighed, at stor kunst gennem tiden er blevet skabt på baggrund af forelskelser og knuste hjerter. Jeg kunne bare godt have ønsket mig, at kærlighedshistorien blev fortalt gennem hendes kamp med kunsten og ikke den anden vej rundt.
Der er nemlig en virkelig interessant kamp der, mellem Tove og kunsten. For selv med stakkevis af breve fra unge mumifans – måske netop på grund af de mange breve – ser vi, hvordan hun føler, hun har givet køb på sin kunstneriske integritet og taget det nemme valg, og alligevel fulgte troldene hende gennem hele hendes liv.
’Tove’ viser tydeligt, hvordan denne kamp udspiller sig som forsøg på at få anerkendelse fra far og Vivian, og det er uden tvivl også en stor og vigtig del af historien. Men det kommer også til at se ud, som om det var det eneste, der motiverede hende. Hvor opstod Mumitroldene til at starte med?
For de ikoniske børnebogsmotiver er jo ikke bare nogle små finurlige dyr, det er en omfattende verden af kreative og sproglige opfindsomheder, en filosofi om kærlighed og venskab, der i årtier har talt direkte til børns fantasi og vækket lige dele glæde og uro.
Alt det fanges i en virkelig rørende scene, hvor én af Janssons fortællinger opsættes som teater, og i lige så intime nærbilleder, som vi har fulgt hende gennem hele filmen, ser vi de små børneansigter, der levende følger med i begivenhederne på scenen.
Mod sin egen vilje skabte Tove Jansson børnemagi, og jeg ville ønske, ’Tove’ fokuserede mere på at fortælle, hvor det opstod.
Kort sagt:
De ikoniske Mumitrolde fylder overraskende lidt i filmen om deres skaber, som i stedet fokuserer på hendes anstrengte forhold til sin far og hendes stormombruste forelskelser.