’Lost Boys’: Rystende misbrugsdokumentar mister fokus med forplumret mordmysterium
CPH:DOX. For omtrent et årti siden stod finske Joonas Neuvonen bag dokumentaren ’Reindeerspotting: Escape from Santaland’, der ikke ulig Danny Boyles ’Trainspotting’ handlede om en række unge mænds voldsomme stofmisbrug.
Fokus lå særligt på Jani Raappana, hvis misbrug blev finansieret af småkriminalitet og velfærdsydelser, hvilket gjorde, at han ofte befandt sig bag tremmer. Jani døde i Phnom Penh i Cambodja efter premieren på ’Reindeerspotting’, og instruktør Neuvonen røg i fængsel for narkosmugling.
I Neuvonens nye film ’Lost Boys’ udforsker han de mystiske omstændigheder, der ledte til Janis død. Var der tale om en overdosis eller et overlagt mord?
Samtidig kommer vi tilbage i tiden via førstehåndsoptagelser af Neuvonen, Jani og tredjevennen Antti under en rejse til Thailand for at fejre Janis løsladelse fra fængsel. En fejring, der kræver både stoffer, alkohol og prostituerede som en mørk virkelighedsversion af ’The Hangover Part II’.
Via sløret kameralinse, pornografiske close-ups af kvindelige prostituerede og gyselige fix trækkes vi ind i et grusomt inferno, hvor drengenes eneste reelle målsætning er at få ødslet sig til den næste dosis narkotika. Pekka Strangs (’Tom of Finland’) monotone voice-over fører os til Bangkok, hvor drengene eksperimenterer med vanvidsstoffet Yaba, som lokale arbejdere doserer sig selv med for at kunne holde de urimelige arbejdsforhold ud.
Dokumentaren er klart stærkest, når den holder sig til virkelighedsskildringen af drengenes intensiverende selvfordærv og de dertilhørende konsekvenser.
Scenerne, hvor vi kommer helt tæt på Janis misbrug, er troværdige og hårde at iagttage. På et hotelværelse fester trioen løs og forsøger at overgå hinanden i indtagelse af Yaba, og øjeblikket, hvor fixet virker, bliver Jani sendt ind i en eksalteret eufori, der får ham til at ligne virkelighedens Jesse Pinkman fra ’Breaking Bad’. Lige dele jammerligt og smerteligt.
Anttis ultimative lavpunkt kommer, da Neuvonen møder ham på et hotel efter Janis død, hvor han i en slem psykose paranoidt beretter om de såkaldte »sky people«, der kan tage billeder af kriminelles tanker og bruge det mod dem i retten.
Når Neuvonens efterforskning tager over, begynder filmen dog at ligne det rene true crime-gætteri. Instruktøren strejfer rundt i Cambodjas dunkle gader, hvor han desperat udspørger de lokale om Janis mord, hvilket virker formålsløst. Forskellige lokale svarer på så gebrokkent engelsk, ofte i lange sekvenser, at det ødelægger dokumentarens flow og sammenhængskraft.
Undervejs tager Neuvonen og medinstruktør Sadri Cetinkaya munden for fuld med en række associationsklip til Cambodjas historie samt en distraherende og prætentiøs allegori, hvor alskens insekter fortærer hinanden.
Neuvonens granskning af Janis død slutter derfor på en flad og småkedelig node. Og den konklusion, han når frem til nær slutningen, strander som en frustrerende parentes om en ellers interessant og ofte frastødende videodagbog om tre fyres destruktive venskab.
Kort sagt:
’Lost Boys’ er svær at få øjnene væk fra, når skildringen af stofmisbrugerne rammer den rigtige blodåre, men instruktør Neuvonens sjuskede afdækning af vennens død står i vejen for fortællingen.