’Dave’ sæson 2: Det går helt galt for en af sidste års bedste serier
En semibiografisk dramedy med YouTube-rapperen Lil Dicky i hovedrollen? Nej vel?
Men jo. Stik imod alle forventninger sejrede ’Dave’ med sin Little Dick Energy med en første sæson, der ganske enkelt bare blev bedre afsnit for afsnit kulminerende i sidste års vel nok sjoveste enkeltstående tv-serie-afsnit overhovedet, ’Jail’, med autotune-fængsel-voldtægtssangen over alle autotune-fængsel-voldtægts-sange!
Undervejs gik ’Dave’ fra småbanale observationer om musikbranchen til at tackle så tunge emner som mobning og bipolare lidelser på en både moden og sårbar måde, men uden nogensinde at miste sine infantile jokes. Der var stadig masser af tid til pik og patter og prutter. Balancen var sublim. Lil Dicky fremstod som en mesterlig fortæller.
Det gør han ikke i sæson 2, hvor ’Dave’ ikke blot forlader komedieland, men decideret smækker med døren ved grænsen. Det smager langt væk af en serie, der vil være mere dybsindig, der vil være en SERIØS SERIE, når Dave for eksempel i første afsnit leger ’Lost in Translation’ i Tokyo, hvor han prøver at skjule for hype-man Gata og manager Mike, at han har musikskriveblokering.
Helt galt går det i afsnit 3. Dave og musikproducenten Benny Blanco leger nøgenleg i sidstnævntes palæ, hvor de stikker tyggegummi op i hinandens numser og triller rundt på gulvet sammen, da Gata og vennen Tone kommer på besøg.
Gata og Tone frabeder sig at se på det, hvorefter Benny Blanco går dem på klingen: »Gør det her jer ubehageligt til mode? Er det, fordi I ikke hviler i jeres egen heteroseksualitet?« Den klassiske gotcha. Gata og Tone vender den imidlertid om: »Den eneste grund til, at I opfører jer sådan her, er, fordi I aldrig har oplevet konsekvenser ved at være den, I er«.
For så vidt en fin observation, men også så tydeligt scriptet, så overskrevet og belærende leveret, at man nærmest ruller med øjnene. Det er tydeligt, at der er blevet bygget op til denne replik, der leveres midtvejs gennem afsnittet, hele afsnittet. De foregående 10-15 minutter eksisterer kun for dette øjeblik, der skal bringe temaer som homofobi, sproget som våben og white privilege i spil.
Problemet er bare, at disse store temaer ikke udforskes, men blot efterlades til at sprælle og gispe efter luft på manusbordet som en strandet blåhval. Det ulideligt tilrettelagte setup bruges ikke til noget. Samtalen lukkes med en halvfesen joke, hvorefter afsnittet springer tilbage til Daves heteroseksuelle kvaler, som om intet var hændt.
’Dave’ træder simpelthen vande. Plotmæssigt er der to knapper at trykke på: rapkarrieren og kærlighedslivet. Med førstnævnte parkeret i skriveblokade og sidstnævnte sparket til hjørne efter det kuldsejlede forhold til kæresten til Ally, føles ’Dave’ helt uden fremdrift.
’Seinfeld’ uden George, Elaine og Kramer, hvor Jerry – helt blottet for selvindsigt – beslutter sig for at skrive den store amerikanske roman, mens han flæber lidt over kæresten.
’Dave’ er blevet et show about nothing, der virker desperat efter at være et show about the big issues, fordi det har hørt, at det er sådan, man skaber tv-serie-kunst, snarere end fordi det har noget på hjerte.
Så virkede selv autotune-fængsel-voldtægtssangen mere oprigtig. Og ikke mindst uendeligt meget sjovere.
Kort sagt:
Efter sidste sæsons svimlende højder som både komedie- og dramaserie kollapser ’Dave’ med et brag i sin egen navlepillende selvhøjtidelighed og insisteren på at tackle store emner uden at bidrage interessante perspektiver.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.