SERIE: HOLDER DE I DAG? Der var ikke et øje tørt, da de to indtil for nyligt ukendte barndomsvenner fra Boston, Matt Damon og Ben Affleck, vandt en Oscar for bedste originalmanuskript for deres debutfilm ‘Good Will Hunting’ ved prisuddelingen i 1998.
Da komikerlegenden Jack Lemmon med sin livslange makker Walter Mahhtau ved sin side entusiastisk råber deres navne op, krammer 27-årige Damon og 25-årige Affleck først hver deres mor, som de har med som Oscar-dates (hvor sødt), dernæst Robin Williams, som senere på aftenen vinder prisen for mandlige birolle.
Oppe på scenen tager en febrilsk og målløs Ben Affleck ordet, mens Matt Damon står ved siden af og smiler over hele femøren. »Jeg sagde lige til Matt, at det ville være noget møg at tabe, og det ville være skræmmende at vinde. Og det her er virkelig skræmmende«, siger Affleck. Han annoncerer, at de ikke på nogen måde kan holde talen på under 20 sekunder, hvorefter de begge panikagtigt begynder at råbe navne op.
Underdog-fortællingen om to talentfulde venner, der skrev et manuskript sammen og efter flere års slid og afvisninger fik filmen sat i søen, hvorefter de eksploderede som Hollywoods nye guldrenge, spillede perfekt sammen med historien i ‘Good Will Hunting’.
Her spiller Matt Damon den 20-årige utilpassede Will fra arbejderklassen i South Boston og Ben Affleck hans loyale barndomsven, Chuckie. MIT-professoren Gerald Lambeau (Stellan Skarsgård) opdager Will, der arbejder som pedel på universitetet, som matematikgeni og tager ham under sin vinge.
Men før Will kan forløse sit talent, må han udvikle sig som menneske. Det gør han gennem et først tvungent, dernæst varmt og venskabeligt terapiforløb med Gerrys gamle studiekammerat, den livskloge psykolog, Sean (Williams), samt i kærlighedsforholdet til den Harvard-studerende Skylar (Minnie Driver).
Indtjente 220 millioner dollars
Selvom sammenligningen er oplagt, er filmen ikke selvbiografisk. Matt Damon og Ben Affleck er vokset op i middelklassehjem i Boston-forstaden Cambridge, hvor de gik i gymnasiet og havde dramatimer sammen. De forsøgte begge tidligt at slå igennem som skuespillere. Mens Affleck flyttede til L.A., studerede Damon engelsk på Harvard, og det var her, som en øvelse til et dramatikfag, at han skrev sin første scene til ‘Good Will Hunting’ – scenen, hvor Will er til sin første session hos Sean og kritiserer hans maleri.
Efterfølgende flyttede Damon ind hos Affleck i L.A., hvor de i fællesskab udviklede manuskriptet og sendte det til deres agent. Manuskriptet blev hurtigt omgivet af buzz i branchen, men på grund af kreative uenigheder med det første produktionsselskab Castle Rock, makkerparrets insisteren på selv at spille hovedrollerne og problemer med at finde den rette instruktør, gik der fem år, inden filmen blev en realitet med Harvey Weinstein som producer, Gus Van Sant som instruktør og Robin Williams som trækplaster i rollen som Sean. (For den lange version af tilblivelsen vil jeg anbefale Boston Magazines underholdende oral history fra 2013).
‘Good Will Hunting’ havde premiere 2. december 1997, akkurat i tide til at blive indstillet til årets Oscar-uddeling. Filmen var en kolossal succes. Den var produceret for 10 millioner dollars og indtjente 220 millioner. Den blev nomineret til ni Oscars og vandt to i et år med hård konkurrence fra ‘Titanic’, ‘As Good As It Gets’, ‘L.A. Confidential’ og ‘Boogie Nights’. Anmelderne hyldede den for at løfte en lidt generisk historie til et rørende, humoristisk og autentisk drama med nuancerede karakterportrætter og stærke skuespilpræstationer. Og den åbnede alle døre for Matt Damon og Ben Affleck, der har været A-liste-stjerner lige siden.
Storhedstid for sentimentale Hollywood-dramaer
Jeg elskede ‘Good Will Hunting’ som teenager og hang plakater med Damon og Affleck op ved siden af Leonardo DiCaprio. Men jeg har ikke set filmen, siden jeg skilte mig af med mine vhs-bånd og var spændt på, om filmen i dag ville føles ungdommeligt naiv og 90’er-klistret.
Det korte svar er ja og nej. Men mest nej: Den er naiv og lidt klistret, men jeg elsker den stadig, fordi den også er helt vildt rørende, velspillet og godt fortalt. Gus Van Sants instruktion er sømløs, smuk og rolig, og filmens melankolsk-håbefulde stemning hjælpes på vej af et soundtrack med score af Danny Elfman og originale sange af Elliott Smith.
Præmissen om, at en småkriminel uuddannet arbejderdreng, der vasker gulve på et eliteuniversitet, i al hemmelighed er så genial til matematik, at han uden videre kan løse opgaver, som ingen af de kandidatstuderende kan knække, har ganske vist alle dage været søgt. Jeg tror generelt mere på hårdt arbejde og habitus end den romantiske forestilling om medfødt geni.
Men der findes jo eksempler på vidunderbørn i historien – Will sammenligner i al ubeskedenhed sig selv med Mozart – og jeg kan godt lide idéen om, at alle mennesker, uanset baggrund, kan besidde et uventet potentiale og bryde ud af den sociale arv, hvis nogen ser dem og giver dem chancen. Man skal ikke skue hunden på hårene eller pedellen på hans straffeattest.
1990’erne var storhedstid for sentimentale Hollywood-dramaer med menneskelige dilemmaer, storladent skuespil og lykkelige slutninger, som man skal spejde langt efter i dag, fordi Hollywood ikke længere satser på midtbudgetfilm til voksne mennesker – og måske fordi hele verden mistede sin uskyld og tro på menneskeheden 11. september.
Jeg kan kun sige, at jeg savner genren. Der er en særlig eskapistisk og katarsisk nydelse ved at se et godt gammeldags veldrejet drama som ‘As Good As It Gets’, ‘The Shawshank Redemption’, ‘Forrest Gump’, ‘Danser med ulve’, ‘Legendernes tid’, ‘Hestehviskeren’, ‘The Bodyguard’ og ‘Dangerous Mind’, hvor man griner, græder og gribes af hovedpersonens strabadser, men er tryg ved, at det ender (nogenlunde) godt.
Psykologisk troværdig
Derfor tilgiver jeg også, at alt flasker sig urealistisk glat for Will Hunting: På kort tid opnår han et psykologisk gennembrud omkring sine barndomstraumer og finder modet til at forlade sin trygge base. Han takker ja til et job, hvor han kan udnytte sine kompetencer, men vælger i sidste øjeblik at prioritere sin menneskelige udvikling ved at springe ud i kærligheden og følge efter Skylar til Californien.
Men ligesom man ikke skal skue Will på hans arbejderklassebaggrund og kæphøje attitude, skal man heller ikke skue ‘Good Will Hunting’ på sin på papiret forudsigelige og glatte historie.
Filmen er meget mere end sin sentimentale underdog-fantasi. Den er et psykologisk troværdigt portræt af et – helt bogstaveligt – brændt barn, der skyr alle forpligtende menneskelige relationer og ikke tør springe ud i livet. Den er en kærlighedserklæring til det autentiske Boston og en skildring af byens store klasseforskelle, der især kommer til udtryk i Wills møde med den britiske overklassestuderende, Skylar, som han er bange for at skræmme væk med sandheden om sin dysfunktionelle familiebaggrund.
Og en hyldest til venskaber, hvor man har hinandens ryg altid, og det er en selvfølge, at man bruger al sin fritid på at hænge ud og fyre pis af.
Gennem Sean og Gerrys fejde om, hvor meget Will skal presses til at forfølge en prestigefyldt karriere og udnytte sit enestående talent, er filmen en evigt relevant diskussion af, hvad der skaber et godt liv: Succes og selvrealisering? Eller et liv med kærlige relationer? Måske har de begge ret. Will påstår, at han er tilfreds med at bygge huse, for det er et ærbart arbejde. Men som Sean påpeger, er det ikke særligt ærbart at tilfældigvis arbejde på MIT og løse matematikopgaver i ly af natten. Will har tydeligvis intellektuelle ambitioner, som han er for bange for at udfolde.
»Your move, chief«
Først og fremmest er ‘Good Will Hunting’ en rørende skildring af udviklingen af forholdet mellem Will og Sean, og hvad Will kan lære, når han tør sænke paraderne og lytte til en faderfigur, der ser igennem hans parader, har intellektet og temperamentet til at udfordre ham og samtidig viser forståelse og omsorg. Det er altid en fornøjelse at se komikere brænde igennem i en dramatisk rolle, og Robin Williams har aldrig været bedre end som den lune, humoristiske og kontante psykolog med ar på sjælen. Filmen gjorde også Matt Damon til en stjerne af en grund. Han inkarnerer både Wills følsomhed, eftertænksomhed, vrede og ungdommeligt hovmod.
‘Good Will Hunting’ er fuld af så mange gode scener med både humor og følelsesmæssig pondus:
Da Will giver en opblæst Harvard-studerende tørt på og scorer Skylars telefonnummer (»How do you like them apples?«). Da Chuckie fortæller historien om sin fulde onkel, der bliver knaldet for spritkørsel, med konstante afbrydelser fra vennen Morgan (skud ud til en ung Casey Affleck). Da Will og Skylar deler deres første kys, mens de spiser hotdogs. Da Chuckie siger til Will, at han skylder ham at udnytte den gave, resten af venneflokken ville dø for at have. Da Sean fortæller om at gå glip af en legendarisk baseballkamp for at tage en drink med sin fremtidige kone, og da Will stjæler Seans replik og »gotta go see about a girl«.
Men filmens bedste scene er og bliver den i parken, hvor Sean sætter Will på plads med en lang monolog om Wills manglende livserfaring inden for kunst, krig, kærlighed og tab.
»If I ask you about love, you’d probably quote me a sonnet. But you’ve never looked at a woman and been totally vulnerable. Known someone who can level you with her eyes. Feeling like God put an angel on earth just for you. Who could rescue you from the depths of Hell«.
I hænderne på en anden skuespiller kunne monologen føles skrevet, men Williams leverer den med sådan en rå følsomhed og sørgmodig længsel, at jeg får gåsehud hver gang, han slutter af med »Your move, chief« og efterlader Will forstenet på bænken.
Så … Holder den i dag?
Ja!