’Fear Street: Del 1: 1994’: Konceptet er det bedste ved første film i Netflix’ slashertrilogi
For nostalgiske slasher-elskere er Netflix’ sommergys ’Fear Street: Del 1: 1994’ det rene tagselvbord.
Referencerne til de klassiske horror-film, vi kender og elsker, bliver langet ud, som var de karameller på sidste skoledag, og det er da bestemt heller ingen pinsel at blive sendt på tur ned ad memory lane, når man genkender en hyldest til fanfavoritter såsom ’Friday the 13th’ og ’Scream’.
Men der er immervæk også sket meget i filmlandskabet siden 80’erne og 90’erne, og der skal altså mere til at imponere os i dag end et par metareferencer mellem venner. Et skud (eller ti) ud til gyserhistorien er nok så velkomment, så længe der bliver leget videre med genren.
Så spørgsmålet er, om det lykkes ’1994’ – den første film i en trilogi, der bliver dryppet ud på Netflix i løbet af juli – at være mere end en ’best of’-montage af dens forgængere.
Svaret er et tvetydigt både ja og nej.
Konceptet lykkes bedst: I løbet af tre film kommer vi til at arbejde os baglæns i tid, fra 1994 gennem 1978 og helt tilbage til 1666 for at komme til bunds i de mystiske og groteske mord, der plager den uheldige by Shadyside. Om det er mere gimmick end dramaturgisk snilde, må tiden vise, men det blusser i hvert fald godt og grundigt op for nysgerrigheden.
Der er tydeligvis et spændende univers her, og selvom jeg ikke kan prale af at have læst samtlige R.L Stines (bedst kendt som forfatteren bag ’Gåsehud’-serien) bøger, der ligger til grund filmene, forestiller jeg mig, at meget af benarbejdet er gjort her. Byen, karaktererne og de blodtørstige væsner, der er ude med øksen (bogstaveligt talt), virker umiddelbart til at være den ideelle opskrift på en saftig, overnaturlig mordgåde, man kan sætte hugtænderne i.
Men dykker man lidt ned i historien, begynder opskriften desværre ret hurtigt at ligne noget, indskolingens hjemkundskabshold har forfattet. Plottet er vagt, til tider usammenhængende, og efterlader ofte flere spørgsmål end svar.
I ’1994’ følger vi et klassisk Scooby-gang bestående af fem teenagere, der, formularen tro, hver især er ét personlighedstræk fra at være en blank A4-side. I hælene på dem er ikke én, men tre ustoppelige slasher-ærketyper: et sjovt påfund inspireret af genrens helt store ikoner, men i praksis ikke så uhyggeligt, som det måske lyder.
Mere er som bekendt ikke altid bedre, og der er en grund til, at alle de bedste slasher-film har en enkelt, enigmatisk, genvejselskende seriemorder: Det er bare mere uhyggeligt, når seeren får lov til at nære et spinkelt håb om, at der ikke venter et øksehug ved hvert rundet hjørne.
Mens gruppen kæmper med næb og kløer for deres overlevelse, forsøger de samtidig at finde ud af, hvorfor skikkelser fra byens dystre fortid har en høne at plukke med lige præcis dem. Og her virker det til, at ’1994’ planter en håndfuld plottråde, som dens to efterfølgere formentlig vil bygge videre på, både i form af bifigurer, henkastet eksposition og den ulmende ondskab, der indtil videre ikke lader til at være underlagt nogle rammer eller regler (ofrene er skiftevis tilfældige og specifikke, til stor forvirring).
Vi må håbe, ’Fear Street: Del 1: 1994’ blot er første akt af en større og dybere fortælling. Hvis ikke er den mest en middelmådig efterligning af noget, der blev gjort bedre for 30 år siden.
Kort sagt:
Første film i ’Fear Street’-trilogien er et kærlighedsbrev til den klassiske slasher-genre. Den må bære eller briste med efterfølgerne, men på egen fod kan den ikke måle sig med Freddy, Jason, Myers og alle de andre maskerede seriemordere fra de gode gamle dage.