’Jolt’: Kate Beckinsale er en røvsparkende fornøjelse i forudsigelig actionfilm
»Nogle mennesker græder, nogle drikker og nogle skriver shit poesi. Jeg gør folk fortræd – kan lige så godt bruge talentet til noget fornuftigt«, forklarer Lindy (Kate Beckinsale) sin psykiater/handler/kontaktperson Dr. Munchin (en altid game Stanley Tucci).
Gennem hele livet har hun haft vredesproblemer som følge af forhøjet kortisol. Kort sagt flipper der en kontakt i hovedet på hende, hver gang der er nogen, der på den ene eller anden måde gør noget, som pisser hende af.
Lindys reaktion er at smadre vedkommende.
Det eneste, som indtil videre har vist sig at kunne dæmpe voldsimpulserne er, hvis hun trykker på en rød knap og giver sig selv et stød elektricitet (deraf titlen ’jolt’). Lidt a la et stødhalsbånd til hunde, her udformet som en slags ledningsvest.
Temperamentet og en skidt barndom har gjort det svært for Lindy at skabe længerevarende relationer til andre mennesker, men det ændrer sig med revisoren Justin (Jai Courtney), som hun møder på en blind date.
Han siger alle de rigtige ting og er bare virkelig en god fyr, så det siger jo næsten sig selv, at noget ulykkeligt lurer forude. For der skal jo være noget, som sender smadremaskinen på hævntogt.
Og således bumler og bumler actionkomedien ’Jolt’ afsted, uden på nogen måde at genopfinde genren, men også absolut uden at være kedelig.
Filmen er et miks af ’Sin City’ (specifik ’The Hard Goodbye’-historien) og en af de mest overdrevne actionfilm nogensinde, Jason Statham-filmen ’Crank’. I sidstnævnte er Statham nødt til at holde adrenalinniveauet oppe grundet en gift, der sænker hjerterytmen, indtil han dør. Mere end én gang giver han sig selv stød for at holde sig i gang.
Til trods for den manglende originalitet, har ’Jolt’ et uovertruffen es i ærmet:
Kate ’motherfuckin’ Beckinsale.
Den britiske skuespiller spillede primært dramaroller indtil 2003, hvor hun for første gang langede øretæver ud som vampyren Selene i ’Underworld’. Siden da har hun vekslet mellem drama og action, og evnerne udi røvsparkning bliver blot bedre med årene.
I små flashes ser vi, hvordan Lindy forestiller sig, at hun vil udøve vold mod den person, som gør hende vred. Beckinsale får rig mulighed for på yderst kreativ vis at lemlæste diverse trælse personager og smadre, hvem der krydser hendes vej mod det altoverskyggende mål: At hævne det forliste forhold.
Vejen dertil er stoppet med sarkastiske bemærkninger, som leveres energisk af de allerede nævnte Beckinsale og Tucci, men også Laverne Cox og Bobby Cannavale er et fedt bekendtskab som en buddy-cop-duo.
Det er i høj grad takket være Beckinsales personlighed, at ’Jolt’ forløber så smooth. Der er dømt ren b-film, men på den gode måde, hvor filmen scorer ekstra point, hvis man ser den sammen med andre.
’Jolt’ er den perfekte vi-mødes-over-en-pizza-og-ser-lidt-action, fordi den, emnet til trods, har en meget let tone.
Begynder man at pille lidt i historien (Lindy er jo decideret farlig for alle, og siden hvornår er en impulsiv kvinde blevet lig med fare?), brister alt og forudsigeligheden bliver åbenbar. Kort sagt, slå helst hjernen fra og nyd kaosset.
Kort sagt:
Trumfkortet for Amazon-filmen ’Jolt’ er hovedrolleindehaver Kate Beckinsale, der er en røvsparkende fornøjelse.