’Space Jam: A New Legacy’: Matchup mellem LeBron James og Tessa er underholdende, men ikke et slamdunk
’Space Jam’ fra 1996 er en spøjs størrelse.
Filmen var resultatet af et par populære Nike-reklamer fra 1992, hvor verdens bedste basketballspiller gennem tiderne, Michael Jordan, fleksede evnerne sammen med filmhistoriens næstbedste tegneseriekanin, Snurre Snup (ingen over Roger Rabbit!).
Produktionsselskabet Warner Brothers, der ejer rettighederne til Snurre, satte gang i produktionen, og filmen omsatte på den gode side af 250 millioner dollars. Alle var klar på en efterfølger, bare ikke luftens konge Michael Jordan til stor ærgrelse for millioner af fans verden over.
En af disse fans var LeBron ’King’ James.
Som en legende i sin egen ret bejler han kraftigt til pladsen som den næstbedste basketballspiller gennem tiderne, kun overgået af idolet Jordan.
I takt med James’ dominans på banen tog snakken om en ny ’Space Jam’ til, og i 2014 blev den nye film annonceret.
Efter et turbulent præ-produktionsforløb med flere udskiftninger på instruktør- og manuskriptposten er resultatet endelig klar, og det skuffer ikke som sådan.
Som film er ’Space Jam: A New Legacy’ en markant opgradering i forhold til sin forgænger.
James spiller en fiktiv udgave af sig selv, der er lidt for fokuseret på, at sønnen Dom (Cedric Joe) skal blive en dygtig basketballspiller, selvom knægtens passion ligger i gaming og spildesign.
En selvbevidst og megalomansk algoritme, Al-G Rhythm (Don Cheadle), er udviklet af Warner Brothers til at komme med nye idéer. Træt af aldrig at få credit få sit arbejde beslutter den sig for, at den nemmeste måde at opnå berømmelse på er ved at blive associeret med Kongen.
Da det ikke lykkes, går den efter det næstbedste: At vinde over ham i en basketkamp og derved få ham (og hans SoMe-følgere) som slaver.
Efter lidt fiksfakserier befinder James og Dom sig i A.I.’ens serverunivers, hvor samtlige karakterer, der findes i Warner Brothers film- og tv-katalog, også er – inklusive Snurre Snup og resten af ’Looney Tunes’-crewet.
Visuelt er alt mere lækkert end i forgængeren, hvor især legen med forskellige animationsstile giver et fedt twist i det, som ellers virker lige lovlig meget som genbrug af præmissen fra ’96-filmen.
Brugen af karakterer ud over LoonetyTunes bliver dog på ingen måde forløst tilstrækkeligt. Rick og Morty dukker op i en overraskende tam udgave i godt og vel 30 sekunder, og Wonder Woman (en animeret version) giver Lola Bunny en motiverende (og lidt klichéfyldt) peptalk.
I et hav af mere eller mindre kendte stemmeskuespillere er det netop den omdiskuterede Lola, der, både i den originale og danske version, bliver levendegjort af en stor personlighed.
Det gør dog ikke den store forskel, om det er Tessa eller Zendaya, man lytter til, da ingen af dem tilføjer karakteren noget af deres egen unikke personlighed. Det lugter langt væk af stunt-casting, og man kan håbe, at de begge får mulighed for at udfolde deres verbale evner til mere skræddersyede animationsprojekter i fremtiden.
Selvironien mangler ellers ikke i ’Space Jam: A New Legacy’, hvor LeBron leverer den herlige meta-replik: »Når sportsfolk spiller skuespil, så bliver det aldrig rigtig godt«.
Basketballspilleren har dog ikke noget at skamme sig over og leverer en ganske hæderlig præstation. Filmens stjerne er dog helt klart Cheadle i skurkerollen. Al-G minder lidt om skuespillerens karakter fra den fremragende serie ’House of Lies’, bare på meth og (om muligt) med mere storhedsvanvid.
Og alligevel mangler der noget, før filmen bliver rigtig mindeværdig.
Selvom tidens tand ikke har været gunstig for den originale ’Space Jam’, har den en kitschet charme og et banger soundtrack, der gør nostalgi-trippet til en syndig fornøjelse, selvom det ikke er en god film.
’New Legacy’ er en bedre film, men charmen mangler. Måske er den der om 25 år.
Kort sagt:
Trods sporadiske højdepunkter rammer ’Space Jam: A New Legacy’ forbi kurven på charmefronten.