Derfor blev ’The White Lotus’ sommerens seriehit

HBO’s ’The White Lotus’, der nu er slut, blev sommerens mest ombuzzede serie – og det er der flere gode grunde til.
Derfor blev ’The White Lotus’ sommerens seriehit
'The White Lotus'. (Foto: HBO)

Mike Whites HBO-serie ’The White Lotus’ er serien, der er blevet talt om i det danske sommerlandskab.

Ja, faktisk måske den eneste serie, der sådan rigtigt har fået mund-til-mund-anbefalelsesmetoden på gled, og i USA har serien da også været den mest populære titel på streamingtjenesten HBO Max hen over sommeren.

Nu er den så slut (for nu). Sjette og sidste afsnit er ude på HBO Nordic, og vi har dermed fået svar på, hvem der lå i kisten i seriens startscene, om Rachel fandt mod til at forlade kongen af douche, Shane, om Tanya Coolidge nogensinde fik spredt sin mors aske, og om Quinn fandt et nyt liv i en ’Vaiana’-båd på havet.

Sidste afsnit tog stikket hjem i en tilfredsstillende slutning, der miksede den satire og ømhed, der har været seriens force.

Men hvorfor stak ’The White Lotus’ så meget ud i sommerens serielandskab? Det er der fem gode grunde til.

1. Geniale karakterer

Jeg overvejede at lave en rangering af seriens bedste karakterer, men det ville være umuligt, for ’The White Lotus’ var noget så sjældent som en stærkt sammentømret enhed af utrolige individualister.

Serieskaber Mike White forfinede sin evne til at skabe karakterer, der balancerer på en hårfin grænse mellem karikatur og autenticitet. Åndssvage nok til, at man griner af dem, men også så menneskelige, at man holder en smule af dem.

Jake Lacy leverede for eksempel en sublim præstation som den ultra douchey morsdreng Shane, der boltrede sig forurettet i sine hvide privilegier, men også i de små nuancer blottede, at han mente det godt og inderst inde blot var en lille dreng, der gerne ville elskes.

Murray Bartlett som Armond i ‘The White Lotus’-sæsonfinalen. (Foto: Mario Perez/HBO)

Med hans ’Looking’-præstation i baghovedet havde jeg aldrig forestillet mig, at Murray Bartlett kunne være et tvetydigt powerhouse af den slags, skuespilleren skabte med Armond: En perfekt vært med det vildeste backstage/frontstage-spil, dæmoner lurende millimeter under overskægget og en vidunderlig hævngerrighed.

Sydney Sweeney fra ‘Euphoria’ var som Olivia den køligste og mest woke isdronning, man kunne drømme sig, Fred Hechinger nuttet teenage-slow som Quinn og Jennifer Coolidge naturligvis ikke til at stå for – og til sidst let at tage afstand fra – som den traumeplagede Tanya med et stort aflæsningsbehov.

Og så var der seriens hjerte: Natasha Rothwells spa-chef Belinda, hvis drømme i øjnene blev udskiftet med tårer, da udsigten til hjælp fra en stenrig mæcen blev grundigt forplumret.

Man kunne blive ved. Sikke et ensemble!

2. ’Paradise Hotel’ møder ’Succession’

Som et andet HBO-hit, ’Succession’, bød ’The White Lotus’ på intriger blandt de ultrarige, så man fra sin IKEA-sofa kunne glæde sig over, at man åbenbart bliver seriøst ulykkelig af at have for mange penge. Seriens satire over den hvide entitlement stod skarpt med den historiske udnyttelse af Hawaiis oprindelige befolkning som bagtæppe.

Men mens ’Succession’ mestendels udspiller sig i grå kønsløse kontoromgivelser, afgav luksusresortet nogle kærkomne sommervibes, der gik rent ind i feriemåneden. Som at se en intelligent udgave af ’Paradise Hotel’.

3. En corona-serie i allerbedste forstand

At det netop var ’The White Lotus’, Mike White endte med at præsentere for HBO, skyldtes corona. Serien kunne nemlig optages på Four Seasons Resort Maui på Wailea i et isoleret og trygt miljø i fuld overensstemmelse med pandemi-forholdsreglerne.

Og mens man nogle gange har kunnet blive træt af de ’to mennesker i en lejlighed’-projekter, covid-19 har affødt, virkede afgrænsningen – ét sted med de samme mennesker over en uge – her blot som en pirrende og anderledes præmis. Mere eksotisk end klaustrofobisk.

4. En helt særlig tone

Der er langt mellem de serier, der for alvor dyrker deres egen tone. Altså ikke blot i replikker og karakterer, men også i billede og lyd. Her har ’The White Lotus’ haft en særlig magnetisk tiltrækning med sin småpsykedeliske lydside, der på én gang passede godt til Hawaii-koloritten og skabte en lidt surrealistisk atmosfære i sync med de barokke begivenheder, der udfoldede sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tænker man over det, var mange af dramaerne og konflikterne jo ret små (rod med værelserne, en bortkommen taske …), men særligt den gennemførte lydside skabte en følelse af, at alt kunne eskalere, hvornår det skulle være. Hvilket det så også gjorde.

En god huskeseddel til andre serier om at skabe et holistisk æstetisk univers frem for blot at tænke i plot og karakterer.

5. En afsluttet fortælling (men sæson 2 på vej)

Seks afsnit og slut! Det virker som en mere og mere tillokkende formel efter år, hvor mange serier har udvidet selerne, mere end de kunne holde til. Når en serie indleder med et mysterie omkring, hvem der ligger i en kiste, er det rart at vide fra start, at man ikke først får svar i en potentiel fjerde sæson.

’The White Lotus’ fremstod som en relativt stram sag på seks underholdende afsnit med fornem sans for dramaturgiens optrapning. Det gjorde den til en succes, og successer fordrer naturligvis fortsættelser. Så nu kommer sæson 2, der skal foregå på et andet White Lotus-hotel med et helt nyt ensemble og stadig Mike White ved roret. Det virker som en udmærket løsning, når nu det skal være.

’The White Lotus’ kan ses på HBO Nordic.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af