’Toni Erdmann’
Det er en ret vild bedrift at overbevise publikum om, at en tysk film på 2 timer og 42 minutter, der foregår i konsulentbranchen i Bukarest, er årets must-see komedie. Men efter først at have lagt kritikerne ned på filmfestivalen i Cannes i 2016 – der er også sjældent meget at grine af på de prestigefyldte filmfestivaler – tog Maren Ades maratonkomedie ‘Toni Erdmann’ resten af verden med storm.
Filmen beviste, at en komedie godt kan være intellektuelt ambitiøs, og at slapstick med falske tænder, akavet Whitney Houston-sang og absurd nøgenfest går fint hånd i hånd med diskussioner af forretningsetik, global ulighed, sexisme og generationsforskelle.
Både artfilmelskere og folk med en bredere komediesmag kan være med i historien om far og datter, der udkæmper en tåkrummende magtkamp om humor, da faren Winfried besøger sin voksne datter, Ines, der arbejder som virksomhedskonsulent i Bukarest: Han er bekymret over, at hun arbejder for meget og forsøger på kluntet vis at bringe humor tilbage i hendes liv. Hun finder ham respektløs og beskylder ham for at klovne for at skygge for sin egen ensomhed. Det fine ved filmen er, at begge har ret.
‘Toni Erdmann’ er vanvittigt sjov med sin tåkrummende pinlighedskomik, slapstick, absurditet og skarpe sociale observationer. Men det er langt fra en ren komedie. Den er lige så trist, rørende, eksistentielt alvorlig og tankeprovokerende i sin diskussion af, hvad lykke er, hvad der gør livet værd at leve, og hvad vi kan bruge humor til.
Kan ses på Filmstriben.
’Borat’
Skjult kamera og mockumentaries var ikke ligefrem et nyt fænomen i 2006. Men den britiske komiker Sacha Baron Cohen tog den skamløse provokation til et nyt niveau. Al anden politisk ukorrekt satire blegnede ved siden af, da Cohen prankede hele USA i rollen som den kasakhstanske journalist Borat Sagdiyev, der overskrider alle sociale normer, ikke lægger skjul på sine rablende antisemitiske, racistiske, homofobiske, antidemokratiske og kvindeundertrykkende holdninger og joker løs om voldtægt, incest og handicap.
Filmen blander latrinære platheder, politisk satire, tåkrummende pinlighedskomik – den er ikke for ingenting instrueret af Larry Charles, der blandt andet har stået bag kameraet på ‘Curb Your Enthusiasm’ – og ekstreme stunts som et kidnapningsforsøg på Pamela Anderson.
Som den fulde titel ‘Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan’ fortæller, er Borats officielle mål med sin reportagerejse til USA at opnå kulturel udveksling. Cohen og filmens medskaberes mål er derimod at udstille amerikanernes fordomme, konfliktskyhed og konservative holdninger under den politisk korrekte facade: Når Borat går ind i en våbenhandel og beder om en pistol, der kan skyde jøder, anbefaler ekspedienten en model uden at blinke, ligesom en bilforhandler ikke tøver med at sælge Borat en »kussemagnet«. Kunden har altid ret – når han betaler.
USA har forandret sig meget siden ‘Borat’, og man behøver ikke længere at narre folk til at komme med ekstreme udsagn. Opfølgeren ‘Borat Subsequent Moviefilm’ fra 2020 havde da heller ikke samme chokeffekt, skønt Cohen igen formåede at skabe overskrifter ved at fokusere på USA’s forkvaklede kvindesyn og udstille specifikke højreorienterede politiske skikkelser som Rudy Giuliani.
Kan ses på Disney+.
’Superbad’
Drengerøvskomedien havde ikke været den samme uden Judd Apatow, der som producer, instruktør eller manuskriptforfatter har stået bag moderne klassikere som ‘The 40 Year Old Virgin’, ‘Knocked Up’, ‘Forgetting Sarah Marshall’ og senest ‘The King of Staten Island’: Film om umodne, uansvarlige og nørdede mænd, der sætter deres bros over hos og må ud på en længere følelsesmæssig rejse for at få styr på deres liv og gøre sig fortjent til en kvinde.
Listen er lang, men ungdomsfilmen ‘Superbad’ fra 2007, som er skrevet af Seth Rogen og Evan Goldberg og har Greg Mottola i instruktørstolen, er nok både den mest vellykkede og den af Apatows produktioner, der har sat sine tydeligste spor. Det gælder både for bro-komedier som ‘Tømmermænd i Vegas’ og ungdomsfilmgenren, hvor Olivia Wilde med ‘Booksmart’ senest har skabt en vellykket kvindelig pendant til highschool-festfarcen – sjovt nok med Johah Hills lillesøster Beanie Feldstein i hovedrollen.
I ‘Superbad’ spiller Jonah Hill og Michael Cera de to nørdede bedste venner Seth og Evan, der ikke vil indrømme, at de kommer til at savne hinanden, når deres veje skilles på college efter sommerferien. I stedet diskuterer de desperat, hvordan de kan nå at få seksuelle erfaringer, inden gymnasiet slutter. Da charmerende Jules (Emma Stone) inviterer dem til fest, øjner de deres store chance, men da Seth overmodigt lover at skaffe alkohol, må de sammen med vennen Fogell, der har fået falsk ID, først ud på en længere odyssé.
‘Superbad’ er fuld af sjove og absurde optrin, og specielt scenerne, hvor Fogell aka McLovin forsøger at købe alkohol og ender med at køre rundt med to bøvede politibetjente (Bill Hader og Seth Rogen), er kongelig komik. Filmen er gennemsyret af kærlighed mellem og til de to velmenende, men umodne drenge, der heldigvis både bliver bedre til at komme i kontakt med deres følelser og lærer en ting eller to om, hvordan man behandler kvinder.
Kan lejes på Blockbuster, SF Anytime, Google Play og iTunes.
’Bridesmaids’
‘Bridesmaids’ var et kæmpe gennembrud for kvindecentrerede komedier, da filmen i 2011 fik hele verden til at råbe: »Kvinder kan være sjove! Hvem havde troet det?!«.
Filmen, der er skrevet af Kristen Wiig og Annie Mumolo, instrueret af Paul Feig og produceret af Judd Apatow, ramte den perfekte blanding af grovkornet og absurd humor, intelligent satire og en rørende historie om venskab og om at rejse sig fra livets nedture. Filmen er centreret om et bryllup, men den centrale kærlighedshistorie er venskabet mellem barndomsvennerne Annie (Kristen Wiig) og Lillian (Maya Rudolph) og hovedkonflikten det konkurrenceforhold, der opstår, da Annie føler sin position som bedsteveninde truet af den glamourøse Helen (Rose Byrne).
‘Bridesmaids’ vakte især opsigt for sine grænseoverskridende scener, der beviste, at kvinder kan være lige så grove og klamme som mænd, for eksempel når brudepigerne som følge af en slem madforgiftning skider og kaster op i en fin brudekjoleforretning. Det inspirerede Hollywood til at producere en lang række girls gone wild-komedier som ‘Trainwreck’, ‘How to Be Single’, ‘Bad Moms’, ‘Girl’s Night Out’ og ‘Girls Trip’.
Det er dog ikke gross out-scenerne, der er filmens sjoveste, men når veninderne Annie og Lillian sidder på en café og pingponger om aggressive pikke og Annies »adult sleepover«. Etableringen af det stærke venskab gør den kommende konflikt så meget mere rørende, og man kan virkelig mærke autenticiteten i vennerne Wiig og Mumolos manuskript.
Rundt om veninderne optræder en række uforglemmelige bikarakterer som Jon Hamms idiotiske bolleven, Chris O’Dowds søde politimand, der går meget op i trafiksikkerhed, og ikke mindst Melissa McCarthys brovtende, hundehvalpsstjælende brudepige Meghan, der giver bedre livsråd, end man tror. Filmen lancerede fortjent McCarthys karriere, og hun har siden slået sig løs i komedier som ‘Spy’, ‘The Heat’ og ‘Ghostbusters’.
Kan ses på Netflix, Viaplay og Amazon Prime.
’Obvious Child’
Den romantiske komedie er blevet erklæret død adskillige gange. Dels fordi Hollywood ikke længere satser på midtbudgetfilm, dels fordi tiden måske er løbet fra genrens klassiske fejring af den hvide heteronormative romance, hvor en stor kærlighedsgestus fører til bryllup, monogam symbiose, kernefamilie og evig lykke.
I 10’erne opstod der dog en bølge af indiefilm, der redefinerede genren ved at gøre op med den fortærskede opskrift. Et af de mest radikale bud er Gillian Robespierres ‘Obvious Child’ fra 2014, hvor Jenny Slate spiller den retningsløse standupkomiker Donna, som bliver gravid af et alkoholtåget engangsknald med Max (Jake Lacy).
Donna er sikker på, at hun vil have en abort. Men hun er i tvivl om, hvorvidt hun skal involvere Max, der viser sig som en helt igennem god fyr og måske kærestepotentiale. Mens hun planlægger at få en abort – på Valentins Dag! – lærer de to hinanden bedre at kende. På den måde gør filmen både op med det fortsatte tabu omkring abort og med ‘rækkefølgen’ i et romantisk forhold.
‘Obvious Child’ har både inspireret til flere komedier om abort – blandt andet ‘Grandma’, ‘Unpregnant’ og ‘Saint Frances’ – og generelt mere kant i romantiske komedier. For eksempel i Amy Schumer-komedien ‘Trainwreck’, der vender op og ned på de stereotype kønsroller og lader kvinden være den promiskuøse forholdsfobiske part, ‘The Big Sick’, hvor forelskelsen mellem Kumail Nanjiani og Zoe Kazans karakterer udfordres af kulturforskelle og sygdom, og ‘Crazy Rich Asians’ om klasseforskelle.
Kan lejes på Blockbuster og iTunes.