’Chungking Express’: Du forelsker dig pladask i de håbløse romantikere, der endelig kan ses på et dansk biograflærred
Hvordan genkender man en forelskelse?
Det er i øjeblikket, som kan genkaldes og repliceres millioner af gange, men som dog i sig selv føles unikt. Et blik, et indtryk, en samtale, at blive rørt. Det driver os til galskab, romantik, sex, drømmeri, monotoni.
For den rastløse natteravn og romantiker He Zhiwu (Takeshi Kaneshiro) med politinummeret 223 er forelskelsen ikke en følelse, men snarere en fortælling, der skal opsnuses i det travle Kowloon-distrikt i Hongkongs uendelige nat.
Han køber ananasdåser, hvis udløbsdato 1. maj passer med månedsdagen for ham og eks’ens brud. 30 dåser ananas, der bliver for gamle i maj, alt sammen for ekskæresten May.
Senere beslutter han sig for at forelske sig i den første kvinde, der træder ind i den bar, hvor han prøver at drukne sorgerne i whisky. Et ønske, der ikke just gengældes af narkosmugleren (Brigitte Lin) iklædt solbriller, trenchcoat og beskidtblond paryk, som nægter at svare på, om hun kan lide ananas. Mennesker er omskiftelige. En dag kan man lide ananas, den næste ikke, tænker hun bittert.
Ejeren af dineren Midnight Express, som 223 frekventerer, foreslår ham at date den nye servitrice Faye. Hun får dog hurtigt et godt øje til sin diametrale modsætning, politibetjenten 663 (Tony Leung, netop aktuel med sin første Hollywood-produktion ’Shang-Chi’), og de to starter en genert flirt, alt imens 223 forsvinder blandt den anonyme menneskeflok.
Betjent 663 dagdrømmer, at Faye skjuler sig for ham i hans lejlighed, alt imens den udfarende kvinde i virkeligheden udskifter hans ejendele med nye og leder efter elskeres hår på sengen i den stoiske mands lille hjem.
I begge fortællinger granskes det moderne menneskes følelsesliv og behov for umulig, foranderlig kærlighed på komisk facon igennem forbrugerkulturens diskante linse. Og ligegyldig, hvem der er på skærmen, er det umuligt ikke at falde pladask for denne lille gruppe af håbløse romantikere.
’Chungking Express’ blev udgivet i 1994 efter at være blevet produceret på et par måneder, da Wong Kar-wai kæmpede med en skriveblokade på sin episke wuxia-film ’Ashes of Time’. Efter at have været frit tilgængelig på streaming siden starten af i år sammen med resten af auteurens hovedværker er filmen nu endelig landet i danske biografer i sin nyrestaurerede version.
Fotograf Christopher Doyles utrolige slow-framerate-scener, hvori enkeltbevægelser fremhæves i menneskemylderet, samt hans ikoniske indsnærende blokering af samtlige billeder, står i et helt nyt lys, når de fremvises knitrende krystalklart på sølvlærredet.
I en af filmens første indstillinger, hvor betjent 223 farer efter en kriminel i Chungking Mansions snævre, tætbefolkede markedspladser, bemærkede jeg pludselig, at han slår parykken af en lolitadukke, sekunder før han banker skulderen ind i Li Bingbings parykbærende narkosmugler, som han vil forelske sig i 57 timer senere.
Tematikker om fetichering af objekter i menneskers sted, som driver så meget af handlingen i filmen, er med andre ord sat på spidsen fra allerførste scene.
Andetsteds ses Faye, med en enorm Garfield-bamse i favnen, passere narkosmugleren foran en døgnkiosk, længe før hun introduceres i filmens anden halvdel til tonerne af California Dreamin’. Den bamse ender senere oppe hos betjent 663. Ud over at være en finurlig lille detalje, som jeg aldrig havde bemærket hjemme på 40-tommeren, så fastslår det ideen om, at disse mennesker lever i et univers i konstant bevægelse – og at deres skæbnesvangre sammentræf er lige så tilfældige, som de er mærkbare.
Det er disse bittesmå detaljer, der for alvor retfærdiggør at tage i biografsalens altopslugende mørke for at se eller gense mesterværket. Som betjent 663’s stewardesse-kæreste, der uden et ord siger endeligt farvel til sin elsker med et melankolsk blik og en flad hånd på rulletrappegelænderet, da hun føres forbi hans soveværelsevindue.
Alle som én prøver de desperate sjæle i ’Chungking Express’ at konservere disse minder for evigt og altid. På samme vis er det værd at holde fast i de film, der for alvor bevæger os, og som sætter gang i hjertemusklen ved slet og ret at vise tilværelsen i al sin hårde, vidunderlige ensomhed.
Få film gør dét bedre end ’Chungking Express’.
Kort sagt:
På det store lærred står Wong Kar-wais vidunderligt varme komedie om tabt kærlighed knitrende krystalklart.