KOMMENTAR. Det startede med de stærke kvinder.
Mere præcist: »Film med stærke kvindelige hovedroller«.
I et anfald af vildledt samfundssind nichekategoriserede Netflix tilbage i 2014 et udvalg af filmtitler med erklæret seje kvinderoller, hvortil gud, hver mand og Twitter interesseret efterspurgte en uddybelse af, om resten af Netflix’ kvindedrevne film monstro dermed faldt under kategorien ’Film med svage kvindelige hovedroller’.
Syv år senere venter vi stadig i spænding på Netflix’ uden tvivl fascinerende in house-analyse af kvinders duelighed på film såvel som den sagnomspundne kategori ’Film med stærke mænd i hovedrollen’. Men i mellemtiden er et hav af nye, ditto mystificerende kategoriseringer knopskudt på tjenesten.
Tag bare sektionerne »Serier om særlinge og udstødte«, hvis iskolde balanceakt på en knivsæg mellem shitstorm og wokeness synes at dække over en vis fandenivoldskhed i Netflix-kontroltårnet, den lettere terapi-for-millennials-klingende, men uden tvivl yderst velmenende »Selvvalgte familier«, »Vittige komedier«, der ikke giver mange fucks for almen sprogforståelse, og den passivt-spydige »Kreative film«, der med sin slet skjulte anti-folkeligheds-agenda lader mesterværket ’Jurassic Park’ gnubbe skuldre med ’Cats’ pelsede perversiteter.
Bliver du også lidt svimmel? Så er det nok bare, forbi du uforvarende er kommet til at klikke på en »Dåneværdig serie«.
Indrømmet: Når Netflix ikke inviterer os til at granske indholdsforskellene mellem »Bingeværdige serier« og »Bingeværdige amerikanske serier« (spoiler: der er også amerikanske serier i første kategori), kan man på en træt hverdag blive noget nær flygtigt rørt over tjenestens Siri-forsøg på at nurse vores ufokuserede seersjæle med sært specifikt vinklede kategorier på startsiden.
Som når de for eksempel synes at vide, at jeg post-sommerferie længes efter »Serier om arbejdspladsmiljøer« og »Afslappet reality« – en kombination, der just fik min kære Soundvenue-kollega på den anden side af skrivebordet til at gnægge højt, indtil det fem sekunder senere viste sig, at jeg som den eneste ud af os to også fik anbefalet »Anmelderroste intellektuelle serier«. Han fik tilbudt »Svensk«.
Hvor om alting er, så irriterer hele fire identiske kategorier dedikeret til krimiserier på startsiden immervæk mere, end det guider, når »Følelsesladede krimi-tv-serier«, »Dramaserier om detektiver«, »Serier om efterforskninger« og »Amerikanske serier om mysterier« alle kæmper om opmærksomheden (spoiler: detektiver løser mysterier i dem alle).
Især når man, som jeg, kun yderst sjældent klikker på noget som helst krimirelateret – en personlighedsbrist, som true crime-højborgen Netflix tydeligvis ser sig kaldet til at udbedre én letgennemskuelig forvirringstaktik ad gangen.
Bevares, det kunne være værre. For end ikke Netflix’ dåneværdige arbejdsmiljøer kan trods alt konkurrere med Disney+’s beåndede »Hyldest til sortes historie«, der med ’Independence Day’ og ’Unbreakable’ som forbilledlige eksempler for ’genren’ lægger sig i selen for at kradse al troværdighed af selvsamme tjenestes disclaimers på børnefilm med raceproblematiske fremstillinger af cigarrygende krager.
Selvmål er en by i Kina for musestudiets redaktionelle medarbejdere, og både Disney+ og Netflix kunne tage ved lære af Blockbuster, der uden dikkedarer og timelange brainstorms over frække synonymer for ’komedie’ smider svesken på disken med 1:1-temaer som »Fængselsfilm«, »Zombiefilm« og »Tidsrejser«.
What you see is what you get, og skønt onlinebiksen Blockbuster i Danmark blot låner navnet fra den hedengangne udlejningskæde, fornemmer man et vist åndeligt slægtskab med alle streamingtjenesters forfader, der igennem årtier lærte en ting eller to omkring brugervenlighed for reptilhjerner fra tømmermandsramte kunder, der sjoskede hvileløst rundt mellem hylderne for at finde ’Die Hard 2’, mens de sendte edder efter teenageren bag disken for manglende skiltning.
Så skru nu bare lidt ned for poesien, Netflix. I har os jo allerede i nettet.