’Nowhere Special’: Samspillet er magisk i rørende film om dødeligt syg far
Det er hårdt arbejde at være vinduespudser: op og ned ad tunge stiger, samme monotone bevægelser med vinduesskraberen for slet ikke at tale om de mange utaknemmelige kunder. Endnu hårdere er det at være vinduespudser, hvis man samtidig er bevidst om, man kun har få måneder tilbage at leve i og tilmed er singlefar til en dreng på fire.
Men det er nu engang realiteten for den 34-årige John fra Belfast i Uberto Pasolinis nye film ’Nowhere Special’, der er baseret på en sand historie.
Vi følger John (spillet af James Norton), når han gennem sit arbejde tvinges til at kigge direkte ind i stuerne hos familier, der lever det liv, han ikke selv kan give sin søn. Vi er også med rundt, når han – sammen med den lykkeligt uvidende søn, Michael – holder kaffemøder med potentielle plejefamilier. Alt sammen imens han skal indfinde sig med sin egen nært forestående død og sørge for, at sønnen oplever tabet på den mest nænsomme facon.
På papiret kunne en sådan historie nemt have været plastret til med patos og melodramatiske momenter, men instruktør og manuskriptforfatter Pasolini, der herhjemme nok mest er kendt for at have produceret komedien ’Det’ bare mænd’, insisterer på det underspillede. På intet tidspunkt har han behov for at presse sentimentaliteten ned i halsen på os.
I stedet beretter filmen stille og nærmest forsonligt om den sorg, vi alle gennemgår før eller siden. Alt imens den minder os om, hvor mange gode ting livet – hvor kort det end måtte være – trods alt også indeholder.
Historien er fortalt uden store dramatiske udsving eller æstetiske armbevægelser. Det håndholdte kamera kommer ofte helt tæt på de to altoverskyggende hovedroller, hvis eminente spil i høj grad bærer ’Nowhere Special’.
James Norton, som vi senest så i ’Den sorte jord’, har til lejligheden dækket arme og hals med tatoveringer, der sammen med karakterens blide, omsorgsfulde væsen skaber en interessant kontrast. Derudover er kemien og samspillet med den imponerende debutant Daniel Lamont, der spiller den fireårige søn, flere steder magisk. Sjældent har en far-barn-relation været skildret så autentisk på film.
De bedste momenter er nemlig de små, næsten dokumentariske øjeblikke, hvor vi får en følelse af at være vidne til noget meget fint og intimt. Som i scenen, hvor den syge John står med Michael på skuldrene i parken og iagttager raske fædre spille fodbold med deres børn, eller en af de mange rørende godnathistorieseancer. Særligt den, hvor John læser ’When Dinosaurs Die’, er hjerteskærende smuk.
Et andet vigtigt element er de mange møder med de mulige plejefamilier til Michael. Her får vi et interessant indblik i Nordirlands forskellige sociale lag og måder at indrette en familie på. Afskyeligt vellykket er særligt scenen hos et højborgerligt par, som på ingen måde er egnet til at være forældre.
På trods af det sublime skuespil og de mange elegante scener sidder man dog tilbage med en følelse af, at filmen kunne have gjort endnu større indtryk, havde den turde give slip og spille lidt mere på de høje nagler.
Det ændrer imidlertid ikke på, at ’Nowhere Special’ er en vedkommende film om at huske på det smukke i det tragiske og det unikke forhold, der eksisterer mellem far og barn.
Kort sagt:
’Nowhere Special’ er en smuk, velspillet og overraskende usentimental fortælling om forholdet mellem en dødeligt syg far og hans fireårige søn.