‘American Horror Story’s ondeste skurk får stadig koldsveden til at pible frem

Ryan Murphys antologiserie ’American Horror Story’ er tilbage med sæson 10 på Disney+, og i den anledning genbesøger Soundvenues Lise Ulrich på gyseruniversets ledeste skurk: Et monster, hvis undergang gav patriarkatet fingeren.
‘American Horror Story’s ondeste skurk får stadig koldsveden til at pible frem

Spoilers for ’American Horror Story’ sæson 2. Alle 10 sæsoner af antologiserien er nu tilgængelige på Disney+, og kan ses i vilkårlig rækkefølge.

KOMMENTAR. Husker du klovnen fra ’American Horror Story’ sæson 4, der fik Pennywise til at ligne en Pixar-figur?

Ham, der blev seriemorder efter at have skudt halvdelen af fjæset af i et selvmordsforsøg?

Twisty, hed han, og for en coulrofob som undertegnede var han noget nær højden af creepiness i en gyserserie, der ellers udmærker sig ved kontinuerligt at hæve barren for selve definitionen af creepy.

Men guess what?

End ikke en dræberklovn med blodig flæsekrave kan røre ’American Horror Story’s ondeste usling, hvis superskurke-lige jeg ikke mindes at have set hverken før eller siden i serieland.

Må jeg præsentere:

Zachary Quinto i ‘American Horror Story: Asylum’. (Foto: Disney+)

Doctor Oliver Thredson fra sæson 2, ’American Horror Story: Asylum’.

Aka. Bloody Face.

Manden, der i sin position som psykiater på anstalten Briarcliff Asylum og hobbygesjæft som kreativ seriemorder tog gruelig »hævn« over 30-something kvinder, der måtte minde den mindste smule om den mummy dearest, der ikke ville ham.

Som far, så søn …

Historien kort for dem, der nu har fået sæsonens store twist spoilet (I blev advaret i starten):

I 1964 forsøger graverjournalisten Lana (AHS-dronningen Sarah Paulson) at afdække Briarcliffs systematiske mishandling af de tvangsindlagte patienter – tænk ’Gøgereden’ udi de mest mareridtsagtige ekstremer, komplet med en sadistisk oversygeplejerske i form af nonnen Jude (Jessica Lange).

Men vor heltinde når imidlertid dårligt at kradse i overfladen af anstaltens ugerninger, før hun selv bliver tvangsindlagt og underkastet »konverteringsterapi« for sin homoseksualitet.

Lanas eneste redning synes at være den karismatiske psykiater Oliver Thredson, der foregiver at være på hendes side, indtil han halvvejs igennem sæsonen viser sit sande ansigt. Eller rettere, den maske af sammensyede stykker kvindehud (heriblandt Lanas kæreste), han har kreeret i rædselskabinettet i den smarte 60’er-designerbolig.

Sarah Paulson og Zachary Quinto i ‘American Horror Story: Asylum’. (Foto: Disney+)

Thredson (spillet til isnende, Emmy-nomineret perfektion af søde Zachary Quinto) har fået den lyse ide, at Lana vil gøre sig godt som rugemor for hans »arving« til tronen som alletiders største misogyne røvhul, og når at voldtage sit offer, inden hun slipper fri og dræber ham.

I sæsonfinalen afsløres det, at Lana rent faktisk fødte Thredsons søn, men at hun gav ham væk. Han voksede op til selv at blive en kvindehadende seriemorder i sin fars billede (surprise), og forsøger at konfrontere sin mor for at »afslutte arbejdet«.

Men akkurat som hun gjorde det med Bloody Face Senior, gør Lana – som i de mellemliggende år er sprunget ud som LGBTQ-ikon og forfatter – også kål på sin søn.

Norman Bates-modellen

På papiret læner Thredson sig heftigt op ad den genreklassiske Norman Bates-arketype, hvis betændte modertraumer er muteret til vanvid bag en poleret, charmerende facade.

Ligesom Alfred Hitchock gjorde det med Bates, nikker Ryan Murphys morder også ivrigt til diverse virkelige kriminelle i amerikansk historie, men karakteren står først og fremmest som ’American Horror Story’s mest lysende symbol på giftig maskulinitet og patriarkatets råddenskab, der under påskud af at beundre Lanas intellekt og selvstændighed arbejder målrettet på at reducere hende til en livmor og udskamme hendes seksualitet.

Murphy peger ikke fingre af »ravnemødre« som roden til alle onde mænd, men giver værsågod skylden tilbage til selvsamme selvretfærdige voksenbabyer – også de intelligente af slagsen, a la Thredson – der hellere dæmoniserer kvinder, LGBTQ-personer og minoriteter end de tager ansvar for en flyvende fis i egen tilværelse.

Som en yderst veltalende incel-leder med godt greb om psykologi og videnskab føler Thredson sig i sin ret til at kræve opmærksomhed og nærhed fra hunkønsvæsner, og på ækel vis lykkes det ham også et langt stykke hen ad vejen – hvorfor finalens brutale budskab er, at udslettelsen af ham som person slet ikke var nok til at rive hele systemet ned.

Fra hans aske rejste sig jo bare en klon.

Sarah Paulson i ‘American Horror Story: Asylum’. (Foto: Disney+)

Ved premieren på første sæson af AHS (’Murder House’) fik Ryan Murphy nogen kritik for at svælge i voldtægtsscenerne af den ene kvindelige hovedrolle, men i ’Asylum’ slår serieskaberen en anderledes kampklar feministisk dagsorden fast, der ikke blot hudfletter (no pun intended) Lanas kamp for at undslippe Thredson og samfundets insisteren på at stemple hende som en frygtelig kvinde, men også trevler Judes handlemønstre op som konsekvenserne af et liv levet under støvlesnuden på fysisk og psykisk voldelige overherrer.

En lavthængende dramaturgisk frugt, kanske, men ikke desto mindre et effektivt portræt af, hvordan patriarkalsk gaslighting har nedbrudt kvinders agency i en grad, så søsterskabets interne empati også er blevet ofret på alteret for, hvordan en »rigtig kvinde« skal gebærde sig i mænds optik.

Velkendte skræmmebilleder

Kønstematikken smøres (meget) tykt på, men i rollen som Thredson nuancerer Zachary Quinto fornemt sin præstation så den pæne, HR-chef-lignende mands snydagtige tilforladelighed fremstår tilpas troværdig til, at vi og Lana indledningsvist antager ham for helten.

The greatest trick the devil ever pulled er, at alle lige ved og næsten køber overgrebsmandens udlægning af begivenhedernes gang og hvorfor, det er så synd for ham, fordi hans beroligende mansplaining sidder lige i skabet.

I ’American Horror Story’s groteske arena udvikler Thredson sig ditto grotesk, men kvindehadet og manipulationen der driver værket, er løftet fra vores egen virkelighed – fortid, nutid og en advarsel for fremtiden.

Evan Peters som Kai i ‘American Horror Story: Cult’. (Foto: Disney+)

Der vil formentlig være mange, der på samme konto ser syvende sæsons højreekstremistiske galning Kai (en blændende god Evan Peters) som Thredsons ligemand udi lidt for velkendte skræmmebilleder, og i mine øjne er det da også ham, der kommer tættest på at bejle til førstepladsen som AHS’ superskurk numero uno. Thredsons forspring ligger i, hvor ubesværet hans »civile« facon indgår i vores hverdag – du ser ham simpelthen ikke komme, før det er alt, alt for sent.

Murphys monstre som klovnen Twisty er gruopvækkende trækplastre, men i sidste ende er det seriens menneskelige uhyrer inspireret af genkendelige køn- og samfundspolitiske problematikker, der får paranoiaens koldsved til at risle ned ad nakken længe efter rulleteksterne.

Alle 10 sæsoner af ‘American Horror Story’ kan ses på Disney+.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af