’Guilty Party’: Whodunnit-mysterium møder ’New Girl’ i ny serie
Der er noget særligt over det øjeblik, hvor et offer genkender sin morder.
For den storrygende Wallace Plimpton er det det sidste, han gør, inden hans gennemhullede hoved ligger og syder på selvsamme pande, som han netop har kokkereret to uappetitligt smørvæddede spejlæg på.
Hvem der for fire år siden efterladte Wallace til en fatal Harvey Dent-lookalike-skæbne, er ’Guilty Party’s omdrejningspunkt.
I et forsøg på at vinde sin journalistiske troværdighed tilbage, efter en beskyldning om fabrikation af citater smadrede hendes karriere, beslutter Beth Burgess (Kate Beckinsale) sig for at opklare det brutale mord – koste hvad det vil.
Ikke at hun har de store problemer med at overskride diverse etiske barrierer i efterforskningen – hun har trods alt ry for at bryde selv de mest hellige regler i den gode histories navn.
Actionstjernen Beckinsale dominerer på flere måder Paramount+-serien som den skruppelløse og tvetydige Beth. Hendes jagt efter genoprejsning er smittende, og britens overbevisende fremtoning charmerer sig ind på livet af såvel de øvrige karakterer som seeren. For kan en så hårdtarbejdende og passioneret kvinde virkelig fortjene et så blakket omdømme?
Det er en fornøjelse at se skuespilleren som den opmærksomhedshungrende Beth, der fremstår flagrende klodset og gør sig aldeles ringe i selvforsvar, selv mod stilet-trampende solsalon-indehavere – en kæmpe kontrast til de fysisk krævende actionfilm, som hun ellers primært har excelleret i.
Serieskaber Rebecca Addelman (’Dead to Me’) har ramt en rap og hurtig pingpong-humor, der let kunne passe ind i hendes foregående tjans som manuskriptforfatter på komedieserien ’New Girl’.
På samme måde balancerer ’Guilty Party’ også elegant seriøsitet, hvor Beth blandt andet kæmper med det pres, der kommer af at have en verdensberømt journalist som mor, barnløshed og et indædt had til de redaktører, som gang på gang nedlægger hendes historier.
I den helt tunge ende møder journalisten Wallaces formodede morder: Den livstidsindsatte Toni Plimpton (debutant Jules Latimer).
Toni nægter sig skyldig, og med en blanding af usmagelige white saviour-komplekser og ren og skær griskhed efter årets potentielt bedste historie sætter Beth kløerne i den unge kvindes fortælling.
Man vrider sig over den hvide, blonde kvindes iver efter at eksponere Tonis beretning i medierne. Det sender den ellers sjove serie over i sociokulturel iagttagelse af vestens fascination af truecrime-genren, og de evige uretfærdighed, som raceskel udgør i den amerikanske fængselsindustri.
At der gemmer sig mere i den del af historien, er der ingen tvivl om. Men med så mange bolde i luften – og relativt korte afsnit – forbliver behandlingen af uretfærdigheden overfladisk. Latimer, som her har scoret sin første rolle, gør det ellers fremragende som desperat mor til hendes og Wallaces fireårige datter, der vokser op i en plejefamilie.
Ledetrådene om Wallaces mord bliver holdt klogeligt igen, og man gætter lystigt med på, om Toni rent faktisk er skyldig.
Seriens umiddelbart utroværdige hovedperson tager dog trods alt prisen i gættelegen om, hvem der mon har flest skelletter i skabet. Man udvikler trods alt ikke tvangstanker om at stjæle guldfisk fra diverse kontorer og dyrehandler, blot for at glemme de gyldne stakler i plasticposer rundt omkring, uden at man har noget at skjule. Vel?
Kort sagt:
’Guilty Party’ lægger godt fra start i en balancegang mellem komik og alvor. Der er lagt i kakkelovnen til en underholdende omgang whodunnit.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.