For tre år siden var jeg på udveksling i Arizona med alt, hvad det indebar af betonbyggerier i naturskønne omgivelser, fastfood en masse, lokale Trump-støtter iført røde »make America great again«-kasketter og massevis af andre vilde indtryk.
Alligevel er noget af det, jeg husker bedst, dog stadig biografordningen MoviePass, der for under 100 kroner om måneden tilbød, at man kunne se én valgfri film om dagen i udvalgte biografer. Et tilbud, som jeg benyttede flittigt i mine seks americana-måneder, hvor jeg fik set rabalderfilm med The Rock og Bruce Willis, jeg ellers aldrig ville have nærmet mig, foruden nogle af årets store must see Oscar- og arthousefilm.
Det virkede næsten for godt til at være sandt, og var det også: MoviePass måtte hæve deres priser, begrænse udvalget af biografer, man kunne besøge, og film, man kunne se, inden de i 2020 lukkede og slukkede med en konkursbegæring til skræk og advarsel for alle andre iværksættere, der måtte have spekuleret i nye metoder til at gøre biografrummet konkurrencedygtigt i en abonnementsbaseret streamingtidsalder.
Derfor kan det overraske, at Nordisk Film i sidste uge annoncerede, at man for fremtiden vil kunne se så mange film, man har lyst til, i Kennedy Arkaden i Aalborg for kun 199 kroner om måneden. Efter to film har man allerede tjent sit abonnement hjem – og man kan også lokke venner og familie, der ikke har abonnement, med til reduceret pris.
Initiativet hedder Bioplus Unlimited og kan indtil videre kun bruges i den ene biograf. Men i en pressemeddelelse får Casper Bonavent, direktør for Nordisk Film Biografer, det til at lyde som om, at Kennedy Arkaden kun er »første omgang«. Dermed ikke sagt at vi får en landsdækkende abonnementsordning i morgen, men hvis forsøgsinitiativet bliver en succes, kan det meget vel tyde på, at Nordisk Film har planer om at udvide til andre byer.
Men kan en større biografabonnementsordning lykkes i Danmark, og er det en klog beslutning?
Rygstød til mindre film
Nordisk Film har som landets største biografkæde gode kort på hånden til at udvide tilbuddet til andre storbyer, fordi deres andel af markedet er uhørt stor.
At de samtidig distribuerer og producerer nogle af de største billetbaskere, giver selskabet en fordel, fordi alle indtægter går direkte ned i egne lommer. Modsat MoviePass som dækkede hele billetprisen uden at få del i indtægter fra sodavand- og popcornsalget og i stedet dybest set afhang af, at deres abonnenter ikke brugte tjenesten – en noget mere uholdbar forretningsmodel.
Når Nordisk Film alligevel kun lancerer i Aalborg, er det selvfølgelig fordi, byen ikke udgør en synderligt stor del af deres samlede billetsalg, hvilket man naturligvis gerne vil ændre på, uden at man samtidig løber en for stor risiko. Selv hvis alle lokale biografgængere tegner abonnement og ser 20 film om måneden uden at købe slik eller sodavand oven i hatten (en betragtelig del af biografernes indtægt), vil det næppe rokke det store ved Nordisk Film Biografers samlede indtjening.
Biografkæden eksperimenterer dermed i det små, og ifølge Bonavent har de valgt at gøre det på grund af efterspørgsel fra mange af deres gæster. Man må dog forvente, at efterspørgslen er endnu større i resten af landet, hvor særligt Hovedstadsområdet står for omtrent 36 procent af alle biografbesøg ifølge en undersøgelse fra 2019.
Spørgsmålet er så, om biograferne vil udhule deres indtjening ved at tilbyde en fri abonnementsordning i hele landet, som potentielt kan koste dem penge, hvis gæster, der normalt ville have købt mere end to billetter om måneden, pludselig får en mærkbar rabat. Det lader til at være frygten, men ser man mod eksempelvis England har denne slags ordninger eksisteret i mange år uden problemer.
Man kan dermed også vende problemstillingen om: For en abonnementsordning giver også mulighed for at åbne biografrummet op for alle dem, der ellers kun ville have set årets absolut største blockbustere og ventet på, at andre premierefilm ramte streaming. Det vil kunne give et rygstød til mindre film, som ellers ikke bliver prioriteret i en tid, hvor selv en formiddagsvisning på 90 minutter går for over 100 kroner og hvor nye corona-kulturvaner og ændrede distributionsformer givetvis har fået mange til at streame fra sofaen.
Ambassadører for biografoplevelsen
Man skal heller ikke underkende potentialet i at opdyrke en stor gruppe ambassadører, der vil trække venner og bekendte uden abonnement med sig i salene – og som nok også vil lægge skillinger ved slik- og kaffeboderne, som går direkte i biografernes lomme.
En undersøgelse fra Filminstituttet har vist, at hver tredje dansker ville gå mere i biografen, hvis der fandtes en abonnementsordning med frit valg på alle hylder. Og vi har set, hvordan et landsdækkende initiativ som Biografklub Danmark er blevet en uomgængelig magtfaktor, der nærmest med garanti kan løfte film, som ikke nødvendigvis ville have fået et stort publikum uden for programmet.
At en film som ’The Father’ kan sælge over 100.000 billetter som del af Biografklub Danmark, viser det tydelige potentiale i initiativer, der giver publikum et skub i retning af film, som havde været lette at overse i en tid, hvor franchises løber med størstedelen af opmærksomheden.
Når der samtidig bliver distribueret flere film end nogensinde før i de danske biografer, hvoraf en del sælger forsvindende få billetter, kan det være gavnligt med rabatordninger, der unægtelig vil give incitament til at opsøge mindre kendte titler.
Selvfølgelig vil det være problematisk, hvis Nordisk Film udmanøvrer de små, lokale biografer med et landsdækkende brandtilbud, de foreningsdrevne biografer ikke kan konkurrere med. Men spørgsmålet er, om forretningsmodellen ikke også kunne få ben at gå på for lokalbiografer?
Med tanke på Nordisk Films beskedne lancering virker initiativet mest af alt som et velkomment forsøg på at styrke båndet mellem brugeren og kulturinstitutionen, som forhåbentlig også kan inspirere andre biografer til at udtænke nye måder at fastholde og nå nye publikummer.