’Velvet Underground’: Todd Haynes har begået den definitive dokumentar om banebrydende band

’Velvet Underground’: Todd Haynes har begået den definitive dokumentar om banebrydende band
'The Velvet Underground' (Foto: PR)

The Velvet Underground har omtrent skrevet drejebogen for den alternative rock. Og Todd Haynes har med ’The Velvet Underground’ lavet, hvad der helt i titlens ånd kan blive stående som den definitive dokumentarfilm om det banebrydende band. 

Musikken løber som en lind strøm gennem den anerkendte instruktørs katalog. I ’VelvetGoldmine’ skildrede han den flamboyante glamrock-æra i fiktiv paralleludgave. Han har genfortalt historien om The Carpenters med barbiedukker. I ’I’m Not There’ fik han en lang række skuespillere, herunder Cate Blanchett, til at illustrere Bob Dylans mange personaer. Men hvis man med ’The Velvet Underground’ forventer leg og radikale greb med køn og identitet, bliver man skuffet. 

Todd Haynes’ debut som dokumentarist er knastør og uden leflen. Dét afkræver stor respekt i sig selv. Her er ingen nutidige stjerner og friske ansigter til at sælge varen. I stedet er det kultinstruktøren John Waters og eminente Jonathan Richman (hvis hjertesyge kvad nogle vil huske fra ’There Is Something About Mary’), der sammen med de tilbageværende bandmedlemmer – John Cale og Maureen Tucker – får ordet. Det samme gør en masse aldrende newyorkere, jeg allerede har glemt navnene på. 

Debutalbummet ’The Velvet Underground & Nico’ udfordrede flower power-ånden med hylende guitarfeedback og gadeplansrealisme om heroin, ulykkelig kærlighed og S/M. Der var maksimal kinkyness, dekadence og litterært mismod indkapslet i uopslidelige sange som ’Venus in Furs’, ’I’m Waiting for My Man’ og ’All Tomorrow’s Parties’. Beatnik-skikkelser som Allen Ginsberg og William Burroughs var forbillederne – er frontmand og sangskriver Lou Reed (1942-2013) citeret for at sige et sted i dokumentaren. Han ville lave det samme som dem, blot tilsat trommer og guitar. 

‘The Velvet Underground’ (Foto: PR)

The Velvet Underground blev til at begynde med en slags husorkester for den amerikanske neoavantgarde. Popkunstneren Andy Warhol leverede ikke blot forsidecoveret med den ikoniske banan, han foreslog også den tyske goth-dronning Nico som supplerende vokalist og er tituleret som producer på debutalbummet.   

For fans vil dokumentarfilmens primære scoop være det omfattende billedmateriale, en neonlysende pærevælling af New Yorks kunstscene for mere end 50 år siden. Musikken er velkendt, men vi får også tidlige demo-udgaver af klassiske numre, der udgør en interessant origin story.  

’The Velvet Underground’ går langt for at dele sit omfattende materiale med seeren. Oftest er der så mange billeder og så mange grynede klip, instruktøren vil vise os, at han må oprette split-screens for at få det hele med. Han har haft 600 timers materiale at gøre med, udvælgelsesprocessen har sikkert være smertefuld. 

En dokumentar som denne vil næppe skaffe mange nye fans. ’The Velvet Underground’ er nærmere et rekviem til ære for de allerede konverterede. For dem vil den være så tætpakket med materiale, at der er grobund for flere gensyn.


Kort sagt:
Todd Haynes’ dokumentarfilm om The Velvet Underground vil blive stående som en helt central kilde til at blive klogere på et stilskabende rockband.

'The Velvet Underground'. Dokumentarfilm. Instruktør: Todd Haynes. Medvirkende: John Cale, Maureen Tucker, Jonathan Richman. Spilletid: 121 min. Premiere: I biografen 15. oktober – kan ses på Apple TV+.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af